Det langsomme Indenrigsministerium 4

April 20th 2008

6. marts 2007 skrev jeg en e-mail til Indenrigsministeriet i forbindelse med Liberalisternes indsamling af vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget. Jeg spurgte:  “.. om en erklæring kan godkendes, hvis underskriveren scanner sin underskrevne vælgererklæring ind og e-mailer den til Liberalisterne, der derefter udskriver den.”

Nu er der så gået lidt over et år og en del rykkere, og vi har endnu ikke fået svar….

Det langsomme Indenrigsministerium
Det langsomme Indenrigsministerium 2
Det langsomme Indenrigsministerium 3

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Liberalisterne | 1 Comment »

1/3 danskere med pip i låget

March 19th 2008

I følge Berlingske Tidende tror ca. 1/3 af danskerne på horoskoper, clairvoyante og spøgelser. Helt galt ser det ud for kvinderne:

For kvinders vedkommende er andelen markant højere. Ja, faktisk er der flere kvinder, der tror på spøgelser og clairvoyante, end der er kvinder, som ikke gør.

Jeg er oprigtigt rystet i min grundvold, at det står så galt til i år 2008. Der er til dato ved et kontrolleret forsøg ikke en eneste gang påvist, at horoskoper virker, clairvoyante har specielle evner eller at der findes spøgelser. Tværtimod. Hver gang de alternative testes, dumper de med et brag. Bl.a. udsendte DR i 2003 en legendarisk udsendelse, “Fornemmelse for snyd”, hvor det alternative blev kigget kritisk efter i sømmene – og dumpede eftertrykkeligt. Specielt husker jeg følgende episoder (frit efter hukommelsen):

  • Formanden for de clairvoyante i Danmark skulle beskrive nogle tilfældige personer, der sad foran hende. En ungdommelig udseende mand blev beskrevet som studerende med hang til fest på kollegiet. Den clairvoyante formand så bl.a. en pose tomme ølflasker stående ved siden af et gammel køleskab. I virkeligheden var manden overlæge på Hillerød Sygehus, gift og stille rolig familiefar med tre børn. Den clairvoyante undskyldte sig med, at tv-programmet var negativ indstillet overfor clairvoyantisme, hvorfor hendes evner og ånderne fejlede.
  • En flok sundhedspersonale på et sygehus havde afleveret fødselsdato og år og fik efterfølgende et horoskop udleveret. De sad så alle sammen samlet i frokoststuen og nikkede anerkendende til horoskopet. “Det var da utroligt, så godt det passer” o.s.v. De blev derefter bedt om at give horoskopet videre til sidemanden, og en fnisen begyndte at brede sig. Alle i frokoststuen havde fået nøjagtig det samme horoskop.
  • 3 “jordstråleeksperter” blev sat til at udmåle en lejlighed med deres “ønskekviste”. De kom naturligvis frem til tre forskellige resultater. Det var kosteligt at se de tre eksperter samlet bagefter og give en forklaring på forskellene.

James Randi står i øvrigt klar med 1.000.000 $ til den første, der under et kontrolleret forsøg kan påvise noget paranormalt. Ingen har endnu bestået testen – og alligevel tror 1/3 af danskerne på paranormale fænomener (suk…)

I samme ombæring vil jeg gerne anbefale hjemmesiden www.skeptica.dk.

Share

Posted by Morten Sørensen under Det overnaturlige | 6 Comments »

Hvorfor er Villy in? II

March 17th 2008

Lige en hurtig opdatering på forrige post. Villy fortsætter med at sætte sin troværdighed over styr.

I onsdags kunne JP berette om endnu en lystfiskerhistorie fra Villys mund. Avisen referer fra et interview i Politiken, hvor Søvndal siger:

Jeg mødte en tidligere bekendt 1. maj i Kolding. Hun bor i et område, hvor der er problemer med unge somaliere. Hun gør rent på skolen som rengøringsdame. Så siger hun: Jeg vil meget gerne stemme på jer. Det vil jeg gøre den dag, hvor I er stand til at give et svar, der gør, at jeg kan bo i sikkerhed, uden at de indvandrere generer mig.

Men da JP prøver at spore kvinden, kan det ikke lade sig gøre:

»Jeg kan ikke huske, hvad hun hedder, men det var en, der lavede nærradio i Kolding tilbage i begyndelsen af 1980’erne, da jeg var nyt byrådsmedlem. Jeg mødte hende igen på værtshus efter et 1. maj-arrangement i Kolding,« siger Søvndal.

Sidste år?

»Nej, det har nok været for fire-fem år siden, men jeg er ikke så god til det med tal, ved du nok!«

I sig selv en meget lille “sag”; men sammenholdt med alle de andre historier, tegner der sig efterhånden et billede af en mand med et ubekymret forhold til sandheden.

I går var det så igen JP, der undersøgte en af Villys påstande. I interviewprogrammet Ærlig Talt på DR1 torsdag den 6. marts forklarede Søvndal, at hans pludselige holdningsskifte til Muhammedtegningerne, udtrykt i en kronik i Politiken 6. marts 2006, skyldes Flemming Roses optræden i en direkte CNN udsendelse, hvor Rose sagde, at han ville bringe satire-tegningerne fra en Iransk konkurrence om at gøre grin med Holocaust.

JP skriver endvidere:

“Og der står jeg fuldstændig af. Man laver ikke grin med noget, der dræbte seks millioner mennesker,« sagde Villy Søvndal.

Han forklarede, at han kaldte tegningerne »stupide«, »ondskabsfulde« og »pubertære«, fordi han blev vred:

»Der flyver en finke af panden, når man er vred, og jeg var faktisk vred på det tidspunkt.«

Men denne forklaring holder ikke, da der gik 4 uger, fra Flemming Rose var på CNN, til kronikken blev bragt. Villy Søvndal undskylder sig herefter med:

»Når man beder om at få en kronik optaget, så bliver den ikke optaget med det samme. I hvert fald ikke i Politiken,« siger Villy Søvndal.

Men denne forklaring afviser medforfatteren på kronikken, Holger K. Nielsen, ifølge JP:

Holger K. Nielsen siger til Jyllands-Posten, at kronikken først blev skrevet kort tid før, den blev bragt, og dermed uger efter historien om den iranske avis. En historie, som Holger K. Nielsen i øvrigt slet ikke husker i forbindelse med kronikkens tilblivelse.

Mon ikke Villy kommer til at lide samme skæbne som Marianne Jelved og Nasar Khader med en kortvarig status som politisk helt efterfulgt af et fald fra tinderne.

Share

Posted by Morten Sørensen under Villy Søvndal | 4 Comments »

Hvorfor er Villy in?

March 7th 2008

Måske er jeg bare en halvgammel mavesur mand; men jeg begriber ikke, at Villy Søvndal er så populær for tiden. Manden er jo utilregnelig:

  • “Vil statsministeren redegøre uddybende for specialstyrkebasen Fort Bragg, der angiveligt er placeret under den grønlandske indlandsis?” – spørgsmål af Villy Søvndal til statsministeren 16/8-04.
  • 30. januar 2006 gentog han, at “Jyllands-Postens tegninger i mine øjne var ret harmløse var både lovlige – og har det vist sig – vigtige for en tiltrængt debat om ytringsfrihed”. Allerede 22. februar 2006 sagde han, at man ikke skulle hænge en hel religion ud, og den 2. marts 2006 sagde Søvndal, at tegningerne var ondskabsfulde og stupide.
  • Plejehjem – behøver jeg at sige mere?
  • 22/2 2008 fortrød Villy Søvndal intet i Muhammedsagen, da han var i P1 debat med Ralf Pittelkow; 9 dage efter, 2/3 – 2008, var han så på forsiden af JP med, han fortrød sin kovending i den første Muhammedkrise, som han undskyldte med, at han ikke ville skabe splid i SF som ny formand (så meget for ytringsfriheden)
  • Seneste skud kommer så fra Uriasposten i dag, hvoraf det fremgår, at Villy Sønvdal i gårsdagens Ærlig Talt på DR1 skulle have udtalt, at han huskede, at da han var dreng lavede Jens Jørgen Thorsens malerier af Jesus. Men da malerierne blev lavet var Villy 32 år.
Share

Posted by Morten Sørensen under Villy Søvndal | 1 Comment »

Ytringsfriheden under pres II

February 29th 2008

Ytringsfriheden er ikke truet bliver Tøger Seidenfaden ved med at sige. Senest i denne udgave af Debatten på DR2, hvor han debatterer sammen med Georg Metz mod Ralf Pittelkow og Martin Krasnik. (En debat hvor det står klart, at Georg Metz er helt uden realitetssans.)

Lad os prøve at se efter i dagens kultursider i Jyllands-Posten 

Hollands udenrigsminister appellerede torsdag til parlamentsmedlem om ikke at offentliggøre filmen “Fitna”, der er stærk kritisk over for islam. Læs resten her.

En udstilling i Berlin med satirisk-politiske karikaturtegninger og plakater lavet af den danske kunstnergruppe Surrend er blevet lukket af sikkerhedsgrunde. Det oplyste de tyske myndigheder torsdag.

Ifølge Kunstforeningen Tiergarten forårsagede “opbragte muslimer” tirsdag forstyrrelser på udstillingen, hvor de krævede, at en af de 21 plakater blev fjernet.

– Dette blev fulgt op af konkrete trusler om vold, hvis dette ikke skete, oplyser kunstforeningen.

Genstanden for vreden er en plakat, der viser kabaen, den hellige sten i Mekka. Plakaten har inskriptionen “Dumme Sten”. I udstillingen findes også en plakat med en mand, der bærer en typisk jødisk hovedbeklædning. Den har inskriptionen “Dumme Hue”. Læs resten.

Share

Posted by Morten Sørensen under Islam & Ytringsfrihed | 1 Comment »

Liberalisterne har lavet en ny blog

February 28th 2008

Lidt reklame.

Liberalisterne har fået ny blog med mig som redaktør. Skribenterne vil være hovedbestyrelsesmedlemmerne og andre med tillidsposter i Liberalisterne. Bloggen finder du på http://liblog.dk.

Formand Torben Mark Pedersen lægger i dag ud med et essay om “Liv i Frihed”. I morgen er det mig, der har stafetten.

I samme ombæring vil jeg gerne slå et slag for Liberalisternes Ungdoms meget aktive blog. Den findes her: http://liberalisternesungdom.wordpress.com/

Share

Posted by Morten Sørensen under Liberalisterne | No Comments »

Private tvinges til at overtage skatteindkrævning

February 27th 2008

Fra  Erhvervsblade 26/2:

Sort arbejde hos leverandører udløser skattesmæk

Skatteminister på vej med forslag, der skal bekæmpe »sorte underleverandører«. »Overvågningsamfund«, siger Dansk Folkeparti.

Virksomheder, der benytter underleverandører indenfor serviceområdet, risikerer fremover at skulle hæfte for den a-skat, underleverandøren skal afregne med skattevæsenet for sine medarbejdere.

Hvis underleverandøren ikke indeholder a-skatten, må den virksomhed, der bruger den pågældende leverandør selv betale, hvis han bruger underleverandøren for anden gang. I første tilfælde får virksomheden en advarsel og bliver optaget i et register.

Det er essensen af et lovforslag, som Skatteministeriet har i høring og som skatteminister Kristian Jensen planlægger at fremsætte senere på foråret. Lovforslaget er del af regeringens kamp mod sort arbejde – det såkaldte ”fair playinitiativ”.

Skatteministeriet begrunder forslaget med, at en del virksomheder igennem tiden har benyttet ‘sorte’ rengøringsfirmaer.

Vi tager den lige igen:

Virksomheder, der benytter underleverandører indenfor serviceområdet, risikerer fremover at skulle hæfte for den a-skat, underleverandøren skal afregne med skattevæsenet for sine medarbejdere.

Findes der dog ikke et eneste anstændigt venstremedlem tilbage, der vil gøre oprør?

Share

Posted by Morten Sørensen under Erhvervslivet & Skat & Venstre | No Comments »

Ytringsfriheden under pres

February 15th 2008

Ytringsfriheden er unders pres, ikke bare fra islamismen men også fra feminismen. Forbrugerombudsmanden har netop kendt nedenstående reklame fra JBS i strid med god markedsføringsskik.

sygeplejerske.jpg

180grader skriver, hvad jeg mener om den sag, så derfor vil jeg bare henvise dertil.

Så nu skal jeg fremover giver min opbakning til ytringsfriheden ved at publicere både Muhammed og reklamer fra JBS.

Share

Posted by Morten Sørensen under Erhvervslivet & Frisind & Ytringsfrihed | 2 Comments »

Liberale og islam II

February 15th 2008

Tak for kommentarerne til min tidligere post med samme emne. Der synes at være en misforståelse, nemlig at det er helt nyt, at mange liberale opfordrer til kamp mod islamismen. Hvis man klikker på katagorien islam, så kan man i hvert tilfælde se, at det ikke er nyt for denne blog.

Der har heller aldrig været nogen som helst tvivl om, hvor Liberalisterne har stået i Muhammedkrisen.

Og faste læsere af 180grader vil også vide, at avisen næsten dagligt vælger at bringe artikler med kritisk lys på formørkelsen i islamismen.

Men skal jeg være lidt imødekommende, så har liberale måske været længe om at opdage problemets omfang og deraf hvilken prioritet, det skal have.

Måske skyldes misforståelsen, at kulturkonservative ingenlunde vil acceptere, at

  • man kan se store problemer i en stort uintegreret muslimsk parallelsamfund; men samtidig gå ind for at enhver der kan klare sig selv og sine skal være velkommen i Danmark, og at 24 års reglen bør afskaffes.
  • man vil bekæmpe islamisk indflydelse i Danmark; men samtidigt have et forholdsvis neutralt forhold til fædrelandet og mene, at Danmark skal være åben for inspiration fra udlandet, som vi kan lære meget af.
  • man kan synes, at Muhammed, Koranen og islam og alle dens påbud er latterlige og totallitære; men alligevel gå imod tørklædforbud.
  • man mener, at islam er den mest krigeriske religion, hvorfor det ikke er tilfældigt, at det er muslimer, der står bag den meste terror i verdenen; men samtidig ikke er villig til at opgive retssamfundet. Ikke mere overvågning og ingen administrative udvisninger.
  • man mener, at velfærds- og formynderstaten, som Pia Kjærsgaard i den grad værner om, i sig selv udgør et kæmpe problem i forhold til islamiseringen af samfundet.
  • man påtaler ethvert tiltag til at begrunde politisk stillingtagelse i islam; men samtidig vil skille kirke og stat og ikke ser det som en katastrofe, hvis kristendomskundskab bliver skiftet ud med religion i folkeskolen.
  • man mener, at det er evident, at den mellemøstlige kultur og islam er en af årsagerne til muslimernes overrepræsentation i kriminal- og socialstatistikkerne; men samtidig anerkende, at der findes gode muslimske samfundsborgere, der bidrager til velstanden i Danmark. Og ikke alle muslimer bedriver Taqija og venter på at blive nok, til de kan overtage landet.

Kort sagt, mange kulturkonservative har ikke opdaget nuancerne, hvorfor man, i deres øjne, enten er kulturkonservativ eller halalhippie.

Share

Posted by Morten Sørensen under Islam & Liberalisme | 2 Comments »

Liberale og islam

February 14th 2008

Flere kulturkonservative (“kultur” for at adskille dem fra medlemmerne af Det Konservative Folkeparti) bloggere har mange gange kritiseret liberale for ikke at tage truslen fra islam alvorligt. Men i disse dage svarer de liberale igen.

Forleden skrev 180grader i en leder:

Spiller det ikke en rolle, at bøllerne for hovedpartens vedkommende kommer fra muslimske familier? Jo, det ser sådan ud. Vi mangler i hvert fald endnu at høre om vietnamesiske, indiske eller kinesiske invandrerbander. Forklaringen må findes i den offerkultur, som trives så fuldstændigt hæmningsløst blandt mange muslimer over hele verden. Når disse muslimer konstaterer, at de ikke klarer sig så godt som folk i Vesten, uanset om de bor der eller ej, så spørger de ikke, om det måske kunne skyldes dem selv, deres politiske regimer, den måde de opdrager deres børn på o.s.v. I stedet skyder alt for mange muslimer skylden på alle andre, på diskrimination, på vestlig kulturel og militær imperialisme, på alt muligt der kan tjene til at fritage dem selv for et ansvar.

Min formand i Liberalisterne, Torben Mark Pedersen, tog i går fløjhandskerne af i et indlæg på Liberalisternes hjemmeside:

Islam udgør i dag den største trussel mod den personlige frihed. Islam er både en religion og en totalitær politisk ideologi, og som ideologi er den antidemokratisk, menneskefjendsk, racistisk og kvindeundertrykkende.

Det er et liberalistisk projekt at bekæmpe ethvert anslag mod den personlige frihed, ikke mindst når den stammer fra tilhængere af en af de store totalitære ideologier kommunismen, nazismen og islamismen.

Islam har på grund af sin status som religion nydt større beskyttelse mod kritik end de andre totalitære ideologier, men det er i sandhed vanskeligt at skelne mellem religion og politik i islam. Der er da heller ikke nogen af de dominerende retninger inden for islam, der foretager en sådan skelnen. Islam er en lovreligion, og sharialovgivningen med dens barbariske straffe er en integreret del af islam.

At bekæmpe de totalitære, racistiske og kvindeundertrykkende sider af islam er en nødvendig del af kampen mod de, der truer den personlige frihed, og det er såvel en kamp mod et sæt af ideer som mod de mennesker, der deler disse ideer.  

Det er selvsagt ikke en kamp mod den store gruppe af mennesker, der tilfældigvis er født ind i islam, men som ikke tilslutter sig islams totalitære sider.

Endelig stiller Christian Bjørnskov et interessant spørgsmål i en post på Punditokraterne. Han spørger, om vi i Vesten har været lige så religiøse i fortiden, som Mellemøsten er i dag, og i givet fald og sekulariseringen af de mellemøstlige stater så er mulig og kommer af sig selv. Han slutter af med følgende:

Min fornemmelse – og modsig mig endelig hvis jeg tager fejl – siger at den glødende religiøsitet i Mellemøsten er den bremse på regionens sociale, politiske og økonomiske udvikling som vi aldrig har haft i samme omfang. Tænk hvis vi pludselig skulle begynde at bøje os for den?

I kommentarerne til Christian Bjørnskovs indlæg skriver “Limagolf”:

Hvis man vil se teologisk på det, kan man sammenligne de to lovreligioner Jødedommen og Islam. Jøderne har jo fundet en måde at tilpasse deres love til det moderne samfund, så hvorfor skulle Islam ikke kunne? De to lovsæt minder meget om hinanden.

Poul Højlund svarer hertil:

Forskellen er ikke blot det lovreligiøse, – kristendommen afskaffede i øvrigt den del – , men forholdet til teksterne. Også i jødisk tradiition er teksterne skrevet af mennesker.

Jødisk teologisk tradition er præcis den evindelige diskussion og venden tingene på hovedet. Den islamiske tradition er gudsdiktatet og deraf tekstens ufejlbarlighed plus profetens ligeledes ufejlbarlige eksempel. Ethvert forsøg på at reformere er kættersk.

Tjek også forfatningerne i stater med muslimsk flertal. Islam omfatter hele samfundet. Med et par markante undtagelser (bl.a. og delvist Malaysia og Indonesien) er sharian forfatningernes grundlag.

Så det samlede svar på det indirekte spørgsmål må lyde: nej, det går vist ikke over af sig selv. Men hvad der så skal til, aner jeg ikke. Velstand og uddannelse gør det vist ikke alene. Demokrati heller ikke. Gode bud efterlyses.

Jeg selv er helt på linje med Poul Højlund. Det er jo ikke ligegyldigt, om ens religion tager udgangspunkt i et menukort fra et pizzaria eller en krigerisk bog, der prædiker intolerence og vold mod vantro, og hvis mest hellige profet indiskutabelt var en skidt karl. Og om man opfatter den hellige bog som skrevet af mennesker eller af ens gud. Og derfor er det ikke en tilfældighed, at islam uden sammenligning står for den meste religiøse fundamentalisme og terror i denne verden. Reformen kommer ikke af sig selv, og jeg aner ikke, hvad man skal gøre.

Ligesom Torben mener jeg, at det er et liberalet projekt at bekæmpe islamismen og dens totalitære indhold. Vi skal føre en benhård åndskamp mod islamismen og yde et utvetydigt forsvar for vores frihedsrettigheder og leveform. Derfor skal vi sige nej til alle mulige særhensyn til islamisterne. Vil nogle have Grisling ud af biblioteket, så skal biblioteket overplastres med plakater af grise. Når nu Abdul Wahid Pedersen er en fundamentalist, så skal han ikke inviteres til at holde fredagsbøn på DR, og han skal ikke kaldes moderat og fremstilles som en hyggelig fætter; men i stedet behandles på lige fod med nynazister og andre ekstreme. (Lad dog en demokratisk muslim holde den fredagsbøn på DR, så har jeg ikke noget imod, at der bliver transmitteret fredagsbønner på DR.)

Endelig må vi have et opgør med velfærdsstaten, som tiltrækker uintegrerbare muslimer, medens USA og Canada langt hen af vejen tiltrækker de dygtige og arbejdssomme fra Mellemøsten.

Men modsat de kulturkonservative så går jeg ind for frihed for såvel Loke som Thor. Muslimer skal være frie til at bære tørklæde, og byggeri af moskeer skal følge almindelige byggeregler. Jeg mener heller ikke, at man kan forlange, at muslimer opgiver islam som sådan, og så tror jeg ikke på mange kulturkonservatives konspirationsteorier om, at alle muslimer – også dem i Demokratiske Muslimer – bare venter på at blive nok, så de kan indføre Shariaen i Danmark.

Share

Posted by Morten Sørensen under Abdul Wahid Pedersen & Islam & Liberalisme | 8 Comments »

« Prev - Next »