Samfundet rigere med lavere skatter

November 23rd 2006

I følge Berlingske Tidende 24/11 dokumenterer ny forskning fra Rockwool Fonden, at “Der er klare økonomiske gevinster at høste, hvis skatten på høje indkomster blev sat ned. Når topskatten sænkes med 100 kroner, får staten 120 kroner i kassen”.

Artiklen fortsætter: “Danmark kunne blive et rigere land og få en markant højere velstand, hvis skatten på især høje indkomster blev sat ned. Lavere topskatter vil tilmed mere end kunne betale sig selv og øge statens indtægter, fordi det skaber større arbejdslyst og mere dynamik.”

Til allersidst i artiklen står der: “Rockwool Fondens Forskningenhed konkluderer også, at den høje grad af økonomisk lighed i Danmark, som sikres gennem høje skatter og gode sociale ydelser, koster et kæmpe tab af velfærd. “Desto mere ligeligt kagen fordeles, desto mindre vil den være,” hedder det i analysen.”

Læs resten af artiklen her.

Det var vel det, som Poul Nyrup og co. vidste, da SR-regeringen en gang i halvfemserne sænkede topskatten fra 68% til 63%. Men det var jo også en socialdemokratisk regering og ikke en såkaldt borgerlige-liberal regering…

Share

Posted by Morten Sørensen under Skat | 1 Comment »

Foghs fejlslagne projekt

November 21st 2006

Nu viser endnu en undersøgelse (Epinion for Ugebrevet A4), at danskerne er blevet meget mere venstreorienteret, siden Anders Fogh blev statsminister i 2005. Berlingske Tidendes leder skyder undersøgelsen ned ved at antyde, at spørgsmålene er stillet således, at de vil få folk til at fremstå mere venstreorienteret, end de i virkeligehden er.

Men Berlingske Tidende overser en vigtig pointe. Det er tilsyneladende præcis de samme spørgsmål, der er stillet i 2001 og 2005. Således skriver Ugebrevet A4:

For at undersøge holdningen til de sociale reformers omfang er deltagerne blevet bedt om at vælge mellem to udsagn. Udsagn A lyder, at man er gået for langt med de sociale reformer. Udsagn B, at de sociale reformer skal opretholdes i mindst samme omfang som i dag. Hvor udsagn B i 2001 havde 25 procentpoint flere tilhængere end udsagn A, var overvægten i 2006 vokset til 60 procentpoint.

Mindst lige så markant er venstreskredet i synet på indtægtsudjævning. I 2001 var der seks procentpoint flere danskere, der var tilhængere af at øge indtægtsudjævningen, end der var modstandere. Det tal er i 2006 vokset til 33 procentpoint.

Synet på statens kontrol med erhvervslivet og beskatning af højere indtægter, som er de to sidste emner den økonomiske venstre-højre skala berører, har også taget et venstresving. Det er dog knap så stort, som tilfældet er på de to første spørgsmål.

Hvis det er præcis de samme spørgsmål, viser undersøgelse i al sin gru, at danskerne under Anders Fogh har rykket sig voldsomt til venstre. Før har en lignende undersøgelse vist det samme.

Politisk ordfører for Venstre, Troels Lund Poulsens kommentar til undersøgelsen er i øvrigt meget kendetegnende for Venstre:

Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen mener da heller ikke, at Epinions meningsmåling giver anledning til bekymring.

»Der er jo ikke nogen modsætning mellem at være optaget af fordelingspolitik og stemme på Venstre, snarere tværtimod,« siger han.

(Troels Lund Poulsen var i øvrigt for ganske få år siden liberal og skrev en liberal debatbog: “Tid til Forandring. Utroligt så hurtigt Christiansborg kan dræbe unge politikeres kampgejst, vilje og mod til forandringer.)

Lige siden Anders Fogh i 1998 begyndte at ændre Venstres politik har argumentet været, at midtersøgningen var nødvendig for at få magten, og man måtte have magten for at ændre folks holdninger for at føre en kulturkamp.

Jeg har hele tiden argumenteret for, at forudsætningen for at få liberal politik gennemført er, at man tør argumentere for det. Hvis man argumentere socialdemokratisk, så må man også forvente, at man skubber vælgernes holdninger i socialdemokratisk retning.

Jeg har nævnt eksemplet før, men det er så illustrativt, at jeg vil gentage det. Hvordan var det gået, hvis Venstre til valget i 1994 i erkendelse af, at vælgerne ikke kunne lide udliciteringer og privatiseringer, havde afskrevet det for at få magten? Så havde det stadigvæk været tabu. Udlicitering og privatisering var ved SR-regeringens tiltrædelse fyord, men ved dens afslutning var der tilslutning til ideerne langt ind i S og SF. Holdningerne i partierne og samfundet generelt rykkede sig, fordi Venstre igen og igen påpegede fordelene – på trods af at det var upopulært.

På Venstres landsmøde i 2005 deltog jeg som delegeret. Der sagde jeg i al beskedenhed noget helt profetisk:

Nu er både reformer og værdikamp aflyst. Vi skal ikke prøve at ændre borgernes holdninger, men blot affinde os med dem og tilpasse os til dem. Med udmeldinger som disse er jeg helt overbevist om, at det er lykkedes for den nuværende regering at flytte medianvælgerens holdninger til venstre.

Hvis Fogh har haft andre projekter end at bevare magten, så er det slået fuldstændig fejl. Samfundsdebatten er socialdemokratisk som sjældent før, og derfor bliver politiken også socialdemokratisk.

Det eneste, jeg fortryder ved min udmeldelse af Venstre for snart et år siden, er, at jeg ikke gjorde det for længe siden.

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Liberalisme & Venstre | No Comments »

Venstres nye logo

November 19th 2006

Det forlyder, at Venstre skal have nyt logo. Jeg er glad for at min blog er det første medie, der kan præsentere det nye logo:

Venstres nye logo

Share

Posted by Morten Sørensen under Liberalisme & Venstre | 2 Comments »

TV-Avisen bøjer sig for islamisterne (3)

October 19th 2006

10. oktober skrev jeg en post om sløring af DFU’s Muhammed-tegninger.

Jeg har endnu ikke fået svar fra Lisbeth Knudsen, og får det så nok ikke. Jeg får således ikke opklaret, om det var tegningen, TV-Avisen havde sløret, eller om det var personerne bagved.

Men jeg kan alligevel fastslå, at DR har ændret politik i forhold til februar, hvor det ikke kunne komme på tale at sløre billederne jf. min post 10. oktober.

<i>”Danmarks Radio har besluttet at følge Nyhedsavisens eksempel og vil ikke længere vise den omstridte Muhammed-video fra DFU’s sommerlejr. Nu har tegningerne været vist et par gange, og vi anlægger en mere forsigtig linie fra i dag,” siger TV Avisens chef, Henrik Keith Hansen, til TV2 | Politik. Der er ingen grund til at krænke nogens religiøse følelser, når “det, der skal dokumenteres, er blevet dokumenteret”, siger han.</i>

Her bliver jeg nødt til igen at bringe DR’s pressemeddelelse fra 5. februar:

Vi har i DR valgt den kurs at bringe de 12 Muhammed-tegninger som en naturlig del af vores nyhedsdækning i forbindelse med de konkrete nyhedsindslag, hvor det har givet mening at vise tegningerne for at dokumentere, hvad sagen og den højeksplosive debat handler om, således at seerne, lytterne og læserne på et oplyst grundlag selv kan tage stilling til denne vigtige værdidebat. Alt andet ville have været en selvcensur ude af trit med de ytrings- og pressefrihedsidealer, som er en del af DRs værdigrundlag.”  

Fra at vise tegningerne som en naturlig del er DR nu gået over til at kun ville dokumentere sagen et paqr gange i starten af forløbet. Så må man jo håbe, at man ikke har været på ferie eller af anden grund kommer ind i sagen DFU-tegningerne efter et stykke tid. Den nye politik er efter min bedste overbevisning “ude af trit med de ytrings- og pressefrihedsidealer, som er en del af DRs værdigrundlag.” 

Det står endnu værre til på TV2.

<i>”Chefen for TV 2|NYHEDERNE, der ligesom DR først valgte at bringe DFU-optagelserne, da tegningerne blev en politisk diskussion, har en anden opfattelse af tegningernes rolle:

“Vi har sløret tegningerne, fordi vi har valgt, at det er sagen – og ikke billederne – der er interessant,” siger Michael Dyrby.”</i>

Skal TV2 så fremover også til at sløre jesussandaler fra Kvickly, arkivklip med Jens Jørgen Thorsens Jeusfilm, Da Vinci Mysteriet, som Opus Dei er stødt over, Life of Brian – eller er det kun, hvis man skaber sig helt hysterisk, at TV2 slører.

Til sidst kan det i øvrigt undre mig, at TV2 man kan vise sprængte menneskekroppe, druknede lig, sørgende mennesker; men en kamel med 5 pukler, der bærer navnet Mohammed, det er for skrap kost.

Hjælp mig med at forstå det.

Share

Posted by Morten Sørensen under DR & Islam & TV2 & Ytringsfrihed | 1 Comment »

Hvem bliver den næste?

October 12th 2006

Først var det Dansk Folkepartis Ungdom, der havde tegnet grimme billeder af Muhammed. Så viste Dansk Folkeblad en tegning af Muhammed fra en bog om Muhammed. Så havde nogle unge radikale tegnet Muhammed. Nu har så nogle voksne fra Dansk Folkeparti tegnet Muhammed.

Jeg kan næsten ikke trække vejret af spænding; hvem bliver den næste, der bliver afsløret i at have tegnet Muhammed?

Share

Posted by Morten Sørensen under Islam & Ytringsfrihed | 3 Comments »

Løsning til “Logikerne i kulten”

October 10th 2006

Ja, enten er jeg løbet tør for læsere, eller var gåden svær, for der kom ingen løsningsforslag. Så I må hellere få løsningen:

—-

Antag først, at der kun var een, der havde en grøn firkant. Oplysningen “der er nogen, der har en grøn firkant” fylder ham med gru og rædsel, da han kun kan se folk med blå firkanter. Derfor konkluderer han, at han må have en grøn firkant, og hopper derfor i vulkanen efter 1 dag.

Hvis der nu var TO, der havde en grøn firkant, tænker de begge: “jeg kan se een person med en grøn firkant. Hvis jeg har en blå firkant, kan den anden person med den grønne firkant ikke se nogen med grønne firkanter, så han vil hoppe i vulkanen i nat.” Efter den første nat er der dog ingen, der er hoppet i vulkanen, hvilket får begge til at tænke “åh nej! det må betyde, at han kunne se een med grøn firkant, og det må være mig!”. Dvs at de begge to hopper i vulkanen efter 2 dage.

Hvis der var TRE, udspiller der sig et lignende scenario. Hver af de tre kan se to med grønne firkanter, og tænker, at han selv har en blå firkant, vil de to med grønne firkanter opføre sig som ovenfor beskrevet. Da de ikke er hoppet i vulkanen efter to dage, må han konkludere, at han også selv ahr en grøn firkant. Efter 3 dage hopper de alle tre i vulkanen.

Pr. induktion kan vi altså konkludere, at alle 20 med grønne firkanter hopper i vulkanen efter 20 dage.

Bemærk, at uden den for alle indlysende oplysning “der er jo nogen med en grøn firkant” ville der ikke være sket en skid. Skægt, ikk?

Share

Posted by Morten Sørensen under Logik | 46 Comments »

TV-Avisen bøjer sig for islamisterne (2)

October 10th 2006

Update: Jeg har muligvis været for hurtig på aftrækkeren. Det kan også være personerne i baggrunden, som sløringen skal dække, kan jeg nu se ved nærmere eftersyn. I givet fald skal jeg undskylde nedenstående post overfor DR. Men lad os se, hvad Lisbeth Knudsen svarer.

Søndag den 5. februar 2006 slørede TV-Avisen en af Jylllands-Posten 12 Muhammed-tegninger.

Dagen efter erkendte TV-Avisen, at sløringen var en fejl: “Det var en menneskelig fejl. Når vi vælger at bringe tegningerne, gør vi det som dokumentation, og det har der været brug for flere gange,” siger Henrik Kieth Hansen.

Men i 18.30 TV-Avisen i dag havde man så sløret en af DFU’s tegninger, som det ses herunder. (Beklager den dårlige billedkvalitet, men jeg kunne ikke lave et screen-capture og tog derfor et billede af computerskærmen. Kan du lave et capture, så mail det gerne til mig.)

tvavisen10-10-06.jpg

Sløringen kan jeg ikke opfatte som andet end selvcensur og knæfald for islamistiske bøller og trusler fra disse. Jeg undrer mig over, at det virkelig er nødvendig at sløre en kamel ved navn Muhammed. Selv hvis tegningen ikke var sløret, ville det være grundet kameraets vinkling være utrolig svært at se, hvad der er på papiret.

DR’s handling må give islamisterne blod på tanden, deres vanvid virker, da DR indfører selvcensur, og så det er kun fantasien, der sætter grænser for de næste tiltag.

Sidst TV-Avisen slørede en Muhammedtegning udsendte man nedenstående pressemeddelelse:

Vi har i DR valgt den kurs at bringe de 12 Muhammed-tegninger som en naturlig del af vores nyhedsdækning i forbindelse med de konkrete nyhedsindslag, hvor det har givet mening at vise tegningerne for at dokumentere, hvad sagen og den højeksplosive debat handler om, således at seerne, lytterne og læserne på et oplyst grundlag selv kan tage stilling til denne vigtige værdidebat. Alt andet ville have været en selvcensur ude af trit med de ytrings- og pressefrihedsidealer, som er en del af DRs værdigrundlag.

Jeg påtalte sløringen i en e-mail til TV-Avisen, og Lisbeth Knudsen svarede:

“Kære Morten Sørensen,

Tak for din mail. Sløringen af tegningerne søndag aften var en meget beklagelig redaktionel fejl, som de ansvarlige er blevet gjort opmærksomme på. Som du måske så, viste vi faktisk tegningerne senere på aftenen, under udsendelsen “Danmark til debat”, som blev vist i stedet for Magasinet Søndag.

DR fremlagde for få dage siden en samlet holdning til, hvornår DR bringer tegningerne, og hvornår vi ikke gør. Den kan du læse på DR Nyheder Onlines temaside om krisen:

http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/Oevrige_temaer/
2006/Tegninger/20060205212833.htm

Kort fortalt er vores holdning til tegningerne den, at vi viser dem hvor det giver mening at dokumentere, hvad sagen og den højeksplosive debat handler om – så seerne, lytterne og læserne på et oplyst grundlag selv kan tage stilling til denne vigtige værdidebat. Vi viser dem derimod ikke blot for at vise dem, eller for at tilkendegive støtte til JP, som visse andre medier i Europa har gjort. Jeg giver dig ret i, at det ville være selvcensur helt at undlade at vise tegningerne, eller sløre dem.

Jeg har noteret mig din kritik, og håber du hermed har fået svar på dit spørgsmål.

m.v.h
Lisbeth Knudsen”

Jeg synes, DR i pressemeddelelsen og Lisbeth Knudsens svar til mig har nogle ganske fornuftige holdninger til at bringe Muhammed-tegningerne, og jeg undrer mig derfor meget over, hvorfor DFU’s tegninger nu skal sløres. Jeg har derfor sendt Lisbeth Knudsen nedenstående e-mail:

“Kære Lisbeth Knudsen

Søndag den 5. februar 2006 slørede TV-Avisen en af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Jeg kritiserede sløringen i en e-mail, som du gav nedenstående svar på.

I TV-Avisen i dag kl. 18.30 var en af DFU’s Muhammed-tegninger sløret (se vedhæftede fil). Det var forhåbentlig også en “meget beklagelig redaktionel fejl” – eller?

Med venlig hilsen
Morten Sørensen”

 

Share

Posted by Morten Sørensen under DR & Islam & Ytringsfrihed | 5 Comments »

Logikerne i kulten

October 8th 2006

Den naturvidenskabelige del af min blog har ligge stille et stykke tid. Om end nedenstående gåde ikke er naturvidenskab, så er den i hver tilfælde meget matematisk – og rigtig god. Jeg går udfra, at den første, der løser opgaven, skriver løsningen som en kommentar. Hvis ikke det sker, så publicerer jeg løsningen i slutningen af ugen.

Tak til Tim Wille-Jørgensen for gåden. (Og Mat-fys 2 må ikke deltage i løsningen 🙂

—–

En kultleder stifter en kult, hvor der er 50 medlemmer. Alle 50 er
perfekte logikere og ved, at alle de andre også er perfekte logikere. Under
narkose tatoverer kultlederen en farvet firkant i alle medlemmernes pander. 20 får en grøn firkant, og 30 får en blå firkant. Han slipper dem derefter løs i en underjordisk hule uden spejle af nogen art. Altså kan alle medlemmerne se farven på alle andres firkanter, men har ingen mulighed for at opdage farven på sin egen firkant. Kultlederen pålægger herudover medlemmerne ALDRIG at diskutere farven på firkanterne med hinanden. Det er 100% tabu at diskutere farven på firkanterne. Det er med andre ord umuligt at opdage farven på sin egen firkant ved syn eller diskussion. De kan dog sagtens se, at der er nogen, der har grønne firkanter, og nogen, der har blå firkanter.

Det er også meget godt, fordi kultlederen fortæller medlemmerne, at hvis de nogensinde opdager, at de har en grøn firkant i panden, skal de ved
førstkommende midnat kaste sig i den vulkan, som af oplagte årsager
findes midt i hulen. Hans afsluttende ord, før hulen bliver lukket er: “Der er  jo nogen af jer, der har grønne firkanter….

Spørgsmålet er nu:

Hvad sker der – hvis der altså sker noget – og hvornår?

Share

Posted by Morten Sørensen under Logik | No Comments »

Debat om besparelserne i Århus Kommune

October 6th 2006

Jeg har egentlig længe villet skrive noget om Budgetballaden i Århus. Men i stedet for blev jeg provokeret til at deltage i en debat på en spændende blog om blokaderne i Århus, lavet af Thomas Maxe, Århus Venstreforening:

Se her:

http://tagansvar.blogspot.com/2006/10/pressemeddelelse-aktion-onsdag.html

og her:

http://tagansvar.blogspot.com/2006/10/debat-hykleri-fra-venstre.html

Share

Posted by Morten Sørensen under Århus & Venstre | No Comments »

Hvor var tegningerne?

October 2nd 2006

I lørdags på 1-årsdagen for Muhammed-tegningerne udgav Jyllands-Posten et ganske udmærket særtillæg om Muhammedtegningerne. I dag reklamerer avisen så med, at man kan bestille ekstra eksemplarer af særtillægget, f.eks. til undervisningsbrug.

Men tillægget har en stor mangel. Hvor er tegningerne, det hele drejer sig om? Hvordan skal tillægget kunne bruges i undervisningen, når man ikke engang viser de tegninger, som startede hele sagen? Er JP, som ellers har ført en forbilledlig kamp for ytringsfrihed, blevet skræmt, eller hvad er forklaringen?

Alle Muhammedtegningerne

Share

Posted by Morten Sørensen under Ytringsfrihed | No Comments »

« Prev - Next »