Archive for the ‘Socialdemokraterne’ Category

Dan Jørgensens hykleri

May 3rd 2009

180grader beretter i dag, at da Dan Jørgensen 1. maj fløj i helikopter rundt til sine 1. maj arrangementer, så lejede han en helikopter til at flyve rundt i med en hel masse CO2 udslip som følge. Dan Jørgensen beskriver sig selv som miljøets mand og er så skinger og hellig at høre på, når det handler om CO2.

Dan Jørgensen forsvarer sig med, at han har købt CO2 kvoter. Han udtaler:

Det er vigtigt at holde fast i, at der købt CO2-kvoter, der betyder, at der ikke kommer et eneste gram CO2 ekstra i atmosfæren.

Men hvis, f.eks. VK-regeringen, køber kvoter i stedet for selv at spare på CO2´en, så er det forkert. Læs blot herunder:

Det er simpelthen for ringe, at man får lov at købe CO2-kreditter i u-lande i så stort et omfang. Jeg tror, at mange lande nu vil købe aflad i stedet for at presse sig selv til udvikling.

Dan Jørgensen i Information 13. december 2008 i forbindelse med EU´s klimamøde i Polen.

Regeringen burde hellere rejse flere vindmøller i Danmark – i stedet for at købe varm luft i Rusland. [….] Man kan købe aflad ved kommissionen, men det giver ingen miljøeffekt. Man burde sætte gang i en masse i Danmark, hvor der nedlægges mere vindkraft, end der bygges.

Dan Jørgensen i Politiken 21. december 2006 om regeringens plan for Danmarks CO2-kvoter 2008-2012

Danmark bør desuden leve op til sine egne reduktionsforpligtelser ved primært at reducere i Danmark. Kun i mindre grad skal vi købe kvoter eller lave projekter i udlandet. Og når det sker, skal det være gode projekter, som ud over miljøeffekten også medfører reel udvikling i samarbejdslandet.

Dan Jørgensen i kronik i Kristeligt Dagblad 5. september 2007.

– Hvis det virkeligt ender med, at EU-landene kan få dækket op mod 70 procent af deres reduktionskrav i udviklingslandene, får vi jo slet ikke den teknologiske udvikling, der skal til i vores del af verden. Og så når vi ikke de langsigtede reduktionsmål, som siger 80 procent CO2 i 2050.

Dan Jørgensen er kritisk overfor de danske parlamentarikere, der har stemt ja til hele pakken:

– De er desværre gået med på regeringens ’Lomborg-retorik’ om, at man skal investere der, hvor man får mest miljø for pengene, men reelt er det som at tisse i bukserne for at holde varmen. EU-landene burde i stedet investere massivt i grøn teknologi og omlægning af både trafik og landbrug.

Dan Jørgensen i en pressemeddelelse  17. december 2008.

Altså hvis andre køber CO2-kvoter, så er det for dårligt. Men når Dan Jørgensen køber en mark i Barrit ved Vejle, så kommer der altså ikke et eneste gram mere CO2 ud, kan man forstå på Dan Jørgensen i 180grader.

De gode må købe kvoter, de onde må ikke. Magen til hykleri skal man lede længe efter. Til 180grader siger han i øvrigt:

At jeg på 1. maj fik muligheden for at tale for tusindvis af mennesker og fortælle dem om de borgerliges forringelser på miljø- og klimaområdet betyder måske, at flere vil stemme på klimavenlige partier ved valget i juni. På den måde kan det ende med at have været en god dag for klimaet.

En så selvfed mand må have et rigtigt selvfed billede:

dan_jorgensen.jpg

Share

Posted by Morten Sørensen under Dan Jørgensen & Klima & Socialdemokraterne | 5 Comments »

Valgkampcitat

November 2nd 2007

Fra TV2´s topmøde mellem Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt i går aftes. 

Helle Thorning-Schmidt spørger Anders Fogh: “Kan du garantere, at der ikke kommer skattelettelser?”

Man burde vel som det mindste forvente, at Anders Fogh havde slået en hånlatter op og sagt, at selvfølgelig vil han ikke garantere det, da han altid arbejder for lavere skatter; men formanden for Danmarks Liberale Socialistiske Parti svarede med uld i mund og nærmest undskyldte, at han ikke kunne udelukke, at hvis økonomien var til det, så kunne der måske komme en skattelettelse.

Hvordan synes du selv, kulturkampen går Anders Fogh?

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Politik & Socialdemokraterne & Venstre | No Comments »

Socialdemokratisk hykleri og klynk

October 25th 2007

Socialdemokraterne mener, at det kan være et demokratisk problem, at de kun har 10 mio. kr. til valgkamp modsat VK, der skulle have mange flere penge. For nylig skrev Svend Auken noget lignende i en kronik i JP, og han foreslog sågar at udskifte private bidrag med statslige bidrag.

Magen til hykleri og klynk skal man lede længe efter. Hvor var Aukens bekymringer dengang, SiD satte 180 mio. kr. af til at vælte Schlüter-regeringen? Hvorfor har Auken og resten af sosserne ikke markeret det synspunkt førend nu, hvor Socialdemokraterne har mistet en masse penge? F.eks. hvorfor hørte vi ikke det synspunkt i valgkampen 1998, hvor LO-fagforeningernes massive direkte partitilskud og tapetsering af aviserne med valgannoncer gjorde, at Socialdemokraterne fik langt langt mere tilskud end den borgerlige fløj. Var det ikke også et demokratisk problem, eller er det kun, når det er sosserne, der får mindst?

Den direkte partistøtte, som der henvises til, er i øvrigt slet ikke dækkende for den støtte, partierne modtager. Nyeste eksempel er kun et par dage gammel. LO havde fået fremstillet en rapport, der viste, at der er meget og stigende ulighed i Danmark. Dette budskab fik LO godt og grundigt spredt i medierne, hvilket helt klart øger opbakningen til Socialdemokraternes politik.

Og så lige et link til denne herlige tragediekomiske forudsigelse af valgets forløb hos Liberalistik.

Share

Posted by Morten Sørensen under Politik & Socialdemokraterne | No Comments »

Et mønster?

July 16th 2007

4. juli kunne man i JP læse, at Venstre, i følge Peter Christensen, ikke mente, det var et anliggende for statskassen at finde flere penge til plejepersonalet.

I dag kan man så læse i JP, at Helle Thorning-Schmidt vil finde en pose penge til et lønløft til hjemmehjælpere og sosuassistenter.

Det giver mig bange anelser, for der begynder at vise sig et meget dyrt mønster med, at socialdemokraterne foreslår dyre offentlige tiltag, hvorefter V og K kort tid efter foreslår noget lignende. Det har i hvert tilfælde har kørt siden Venstre gik til valg på at sænke daginstitutionstaksterne og flere børnepenge. Det var oprindelig socialdemokraterne, der foreslog noget lignende.

Et andet eksempel: I forbindelse med kvalitetsreformen startede Anders Fogh med at erklære, at den ikke skulle koste statskassen penge. Venstrefløjen mente naturligvis, at den skulle koste masser af penge, og kort tid efter gav den første konservative sig: “..finansieringen af nødvendige merudgifter nok bliver svær at finde inden for de eksisterende rammer, siger Christian Wedell-Neergaard (K).” (JP 25/4)

For nylig havde kvalitetsreformen så kostet 8,5 mia. kr. af det råderum, der ikke findes, når det drejer sig om skattelettelser.

Det vil ikke undre mig, hvis de konservative eller Venstre snart følger efter Socialdemokraterne og lover offentlige lønforhøjelser – der er jo mange kvindelige stemmer i det. Det vil naturligvis få sygeplejersker, politimænd og lærere til at kræve højere løn, så et evt. lønløft vil være meget dyrt, hvilket dog taler for, at V og K besinder sig.

Jamen fortjener de da ikke en højere løn? Tjah bum bum, som Niels Helveg siger. I følge flere medier, bl.a. 180 grader, tjener en social- og sundhedsassistent 23.700 kr. plus pension om måneden, mens en plejer tjener 26.800 plus pension. Hvis det står til troende, er det da ikke så ringe endda.

Helle Thorning-Schmidts seneste udspil er endnu et eksempel på, hvorfor V´s kurs er en katastrofekurs for det liberale Danmark. Fra start fik utilfredse Venstremedlemmer at vide, at den nye kurs var nødvendig for at få magten, og det var nødvendigt at få magten for at kunne påvirke samfundet i liberal retning. Men det er gået stik modsat. Socialdemokratiet, der op igennem 90´erne privatiserede og udliciterede, afkortede dagpengeperioden og sænkede marginalskatten, rykker mod Ankers socialdemokratisme og Venstre rykker med.

Share

Posted by Morten Sørensen under Socialdemokraterne & Velfærdsstaten & Venstre | No Comments »

Mærkelig skattedebat

January 28th 2006

Jeg er forvirret på et højere plan.

I 10 år kritiserede V og K SR-regeringens skattepolitik, hvorefter man straks efter regeringsskiftet v.h.a. skattestoppet ophøjede slutresultatet af 10 års SR-regering til noget uforanderlig. Skattestoppet giver kun mening, hvis regeringen mener, at vi havde et retfærdigt skattesystem før valget, for skattestoppet hindrer enhver omlægning af skattesystemet.

Så skulle man tro, at S og R faktisk var tilfredse med skattestoppet. Partierne tabte regeringsmagten i 2001; men den nye regering satte hele sin troværdighed ind på ikke at ændre deres skattepolitik. Men nej, skattestoppet var skrækkeligt.

Nu har Socialdemokraterne så tilsluttet sig skattestoppet, altså tilsluttet at man ikke må ændre på det skattesystem, som er resultatet af 10 års SR-regering, og Venstre kalder det for en stor sejr for Venstre.

Blev indlægget lidt forvirret, så skyldes det måske, at skattedebatten i Danmark er mærkelig. Nej så er der flere visioner i Liberalisternes skatteudspil.

MS

P.S. Jeg ved godt, at skattestoppet via fastfrysning af ejendomsskatter og grønne afgifter langsomt føre til en samlet procentvis skattelettelse. Men disse lettelser er så minimale, at det ikke ændrer ved det overordnede billede af, at det intet er sket på skatteområdet siden regeringsskiftet i 2001. Skattelettelserne kommer i øvrigt ikke der, hvor man politisk har bestemt, at de vil gøre mest gavn eller være mest retfærdige. Skattelettelserne kommer der, hvor de passede ind i Venstres valgstrategi om et letforståeligt budskab.

Share

Posted by Morten Sørensen under Politik & Skat & Socialdemokraterne & Venstre | No Comments »