Archive for the ‘Politiske partier’ Category

Republik Nu (II)

May 25th 2008

I en weekend som denne vil jeg tillade mig at lave lidt genbrug.

Herunder min leder fra 15. maj 2004 i V-Vitaminer, som den gang var et medlemsblad for Århus Venstreforening, hvor jeg havde redaktørtjansen.

Bladet udkom dagen efter Kronprinsens bryllup. Dette medførte to opringninger til formanden, om det da virkelig var Århus Venstreforenings politik, for så ville de da godt nok overveje medlemskabet. Formanden fortalte de berørte medlemmer, at han faktisk var enig med mig.

På et bestyrelsesmøde senere hen fandt jeg til min overraskelse ud af, at 5 ud af 7 i bestyrelsen var republikanere.  (Jow jow, så sent som maj 2004 fandtes der liberale mennesker i Venstre 🙂 )

——————– 

Monarkiet

I disse bryllupstider, hvor det er forsidestof, at vinden tog Marys hat
(sic!), er det næsten tabubelagt at være modstander af kongehuset. I de
ukritiske medier kan man læse og høre, at det kun er nogle få på den yderste
venstrefløj, der er republikanere. Så kan man være aktiv i Venstre og
tilhænger af en republik?

Ja det kan man faktisk, og jeg er kun én blandt efterhånden mange.

Som liberal er jeg af den klare opfattelse, at alle mennesker er født frie
og lige i værdighed og rettigheder. Min opfattelse af et ægte demokrati
indbefatter derfor, at folkets overhoved vælges direkte af folket.

Kongehuset repræsenterer, såvel historisk som nutidigt, en særdeles
udemokratisk del af det danske samfund. Alene modsætningen mellem monarkiets
tro på “enemandsvælde” og demokratiets tro på “folkestyre” illustrerer det
grundlæggende problem med monarkiet.

Grundloven §13 lyder: “Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig.”
Dette betyder, at Grundloven deler befolkningen ind i to grupper, dem for
hvilke loven ikke kan håndhaves på almindelig vis (kongefamilien); og dem,
for hvilke loven virkelig gælder (alle øvrige). Dette strider mod princippet
om, at alle er født med samme rettigheder.

I Grundloven er der tillige overdraget en række beføjelser til dronningen,
som hun heldigvis ikke benytter sig af i særlig stor grad, men tænk hvis hun
eller en kommende regent gjorde; så ville det være en grov tilsidesættelse
af demokratiet. Alene tilstedeværelsen af muligheden er et stort demokratisk
problem, idet regenten ikke er folkevalgt.

Jeg har ikke noget imod de kongelige som personer – jeg kender dem jo ikke,
og de er sikkert nogle flinke mennesker. Men jeg fatter ikke, hvorfor de
kongelige bliver tilbedt, bare fordi de er de borgere i landet, der modtager
de suverænt største overførselsindkomster, fordi de tilfældigvis er født ind
i en bestemt familie med efternavnet Rex.

Kongehuset er en udemokratisk institution, og lad os derfor få det
afskaffet.

Share

Posted by Morten Sørensen under Republik & Venstre | 2 Comments »

Liberal opstandelse eller opportunisme i Ny Alliance?

May 24th 2008

Ny Alliance spytter den ene liberale melding ud efter den anden for tiden:

Så er spørgsmålet, hvordan man som liberal skal forholde sig til de nye toner? Jeg er ret overbevist om, at den nye liberale profil kommer efter en kynisk beregning af, hvad der kan redde partiet. Det er der, de ledige synspunkter er, og det er eneste chance for genvalg.

F.eks. kan man i Ny Alliances partiprogram vedtaget så sent som august 2007 læse, at de 4 forbehold skal til afstemning, og på hjemmesiden under mærkesager står der:

5. Vi skal tage et større internationalt medansvar. Det gør vi ved at være fuldgyldigt medlem af EU og derfor ønsker vi alle fire forbehold fjernet ved en folkeafstemning.

Det er ikke troværdigt at vende 180° rundt i en så stor sag på så kort tid, uden at forudsætningerne har ændret sig væsentligt. Det lugter af populisme og levebrødspolitik af værste slags. Og derfor forholder jeg mig meget skeptisk, trods min liberale politiske overbevisning, til Ny Alliance og deres liberale meldinger. For hvis igen bliver opportunt for dem at mene det modsatte, så gør de det – akkurat som Anders Fogh.

Share

Posted by Morten Sørensen under Ny Alliance | 5 Comments »

Venstre: Mindre offentlig sektor er fuldstændig udelukket

May 18th 2008

Under den meget sigende overskrift: “Regeringen: De rige kræver for meget“, udtaler Claus Hjort Frederiksen i dagens Politiken:

Debatten om det personlige ansvar er en af regeringens flanker. Det er her, kritikerne vil påstå, at vi smyger uden om og forsøger at lave en mindre offentlig sektor. Til dem vil jeg bare sige. Det er fuldstændig udelukket. Vi har ingen planer om at reducere den offentlige sektor.

Det er nu snart et døgn siden, og jeg har ikke hørt en eneste V-politiker tage afstand fra udsagnet.

Men måske får piben en anden lyd, når de første danske læger drager til Indien….

Share

Posted by Morten Sørensen under Claus Hjort & Velfærdsstaten & Venstre | 2 Comments »

Prøv med lidt frihed

May 15th 2008

Herunder 2 eksempler på at politikerne har så travlt med at regulere folks liv.

Fra www.venstre.dk 

Der er skabt langt bedre forhold for familierne de sidste syv år end tidligere, skriver Venstres familieordfører Karen Ellemann i dagens udgave af Kristeligt Dagblad. Men der kan gøres meget mere. Kommunerne bør indføre modulordninger i børnepasningen, for at give familierne endnu mere fleksibilitet i hverdagen.

– Helt overordnet set ønsker jeg en offentlig sektor, der indretter sig efter borgernes ønsker. Jeg er tilhænger af det kommunale selvstyre, men til tider har man fornemmelsen af, at kommunerne ikke indretter sig efter borgerne. Derfor vil jeg gerne opfordre dem til at indføre modulordningerne, så forældrene kan få den fleksibilitet, de selv efterspørger, siger Karen Ellemann.

Pædagogerne er naturligvis imod jf. dagens medieomtale. Men måske skulle Venstre og resten af MF´erne prøve at tænke nyt. Hvad er det for en “sektor, der indretter sig efter borgernes ønsker“? Nå ja, den private sektor – markedet. Prøv privatiser børnepasningen, så er folk fri for at lade deres hverdag styre af Karen Ellemanns fornemmelser og BUPL´s forstokkede holdinger.

Arbejdsmarkedskommisionens hjemmeside (endnu et nævn, råd eller kommision, som regeringen har nedsat) kan man læse følgende:

Mere velfærd kræver mere arbejde

Arbejdsmarkedskommissionen skal medio 2009 komme med forslag til, hvordan man kan få danskerne til at arbejde mere end i dag. Ikke fordi mere arbejde er et mål i sig selv, men fordi mere arbejde er en forudsætning for fortsat at kunne finansiere velfærdssamfundet.

Bl.a. har kommisionen slået til lyd for, at dem på arbejdsmarkedet skal arbejde flere timer. Hvad med at prøve med noget nyt? Lad være med at betale folk for at trække sig tidligt tilbage – afskaf efterlønnen i morgen. Skær ned på velfærdsstaten og sænk skatterne. Så har staten penge nok, og folk arbejder det, de har lyst til. At arbejde den tid, man har lyst til (uden at lægge andre til last vel at mærke) må da om noget være velfærd.

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Frihed & Politik & Privatisering & Velfærdsstaten & Venstre | No Comments »

Det langsomme Indenrigsministerium 4

April 20th 2008

6. marts 2007 skrev jeg en e-mail til Indenrigsministeriet i forbindelse med Liberalisternes indsamling af vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget. Jeg spurgte:  “.. om en erklæring kan godkendes, hvis underskriveren scanner sin underskrevne vælgererklæring ind og e-mailer den til Liberalisterne, der derefter udskriver den.”

Nu er der så gået lidt over et år og en del rykkere, og vi har endnu ikke fået svar….

Det langsomme Indenrigsministerium
Det langsomme Indenrigsministerium 2
Det langsomme Indenrigsministerium 3

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Liberalisterne | 1 Comment »

Liberalisterne har lavet en ny blog

February 28th 2008

Lidt reklame.

Liberalisterne har fået ny blog med mig som redaktør. Skribenterne vil være hovedbestyrelsesmedlemmerne og andre med tillidsposter i Liberalisterne. Bloggen finder du på http://liblog.dk.

Formand Torben Mark Pedersen lægger i dag ud med et essay om “Liv i Frihed”. I morgen er det mig, der har stafetten.

I samme ombæring vil jeg gerne slå et slag for Liberalisternes Ungdoms meget aktive blog. Den findes her: http://liberalisternesungdom.wordpress.com/

Share

Posted by Morten Sørensen under Liberalisterne | No Comments »

Private tvinges til at overtage skatteindkrævning

February 27th 2008

Fra  Erhvervsblade 26/2:

Sort arbejde hos leverandører udløser skattesmæk

Skatteminister på vej med forslag, der skal bekæmpe »sorte underleverandører«. »Overvågningsamfund«, siger Dansk Folkeparti.

Virksomheder, der benytter underleverandører indenfor serviceområdet, risikerer fremover at skulle hæfte for den a-skat, underleverandøren skal afregne med skattevæsenet for sine medarbejdere.

Hvis underleverandøren ikke indeholder a-skatten, må den virksomhed, der bruger den pågældende leverandør selv betale, hvis han bruger underleverandøren for anden gang. I første tilfælde får virksomheden en advarsel og bliver optaget i et register.

Det er essensen af et lovforslag, som Skatteministeriet har i høring og som skatteminister Kristian Jensen planlægger at fremsætte senere på foråret. Lovforslaget er del af regeringens kamp mod sort arbejde – det såkaldte ”fair playinitiativ”.

Skatteministeriet begrunder forslaget med, at en del virksomheder igennem tiden har benyttet ‘sorte’ rengøringsfirmaer.

Vi tager den lige igen:

Virksomheder, der benytter underleverandører indenfor serviceområdet, risikerer fremover at skulle hæfte for den a-skat, underleverandøren skal afregne med skattevæsenet for sine medarbejdere.

Findes der dog ikke et eneste anstændigt venstremedlem tilbage, der vil gøre oprør?

Share

Posted by Morten Sørensen under Erhvervslivet & Skat & Venstre | No Comments »

Nej til mere statslig formynderi

January 18th 2008

Jeg er for øjeblikket ved at sætte mig ind i WordPress, så i løbet af et par uger skulle bloggen gerne genopstå på adressen: www.morten-soerensen.dk. (Smugkig på www.morten-soerensen.dk/blog og kom gerne med forslag og links til gode guides til opsætning.)

I mellemtiden bringer jeg lidt genbrug fra en kommentar, jeg har lavet til Liberalisternes hjemmeside.

————-

Nej til mere statslig formynderi

Business.dk kan man i dag læse, at en ny kommission skal gøre danskerne sundere. Ministeren for sundhed og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen (K), udtaler i artiklen: ”Vi ved, at det er bedre at spise en pære og drikke vand end at drikke cola og spise Mars-bar. Alligevel vælger vi det sidste en gang imellem – og det skal man også have lov til – men ikke hver gang. Kommissionen skal komme med et forslag til, hvordan vi får danskerne til at gøre det, de selv ved, er rigtigt.

Liberalisterne tager skarpt afstand fra forslaget, som vi i den grad finder formynderisk. Staten skal overhovedet ikke blande sig i, hvor mange Mars dens borgere spiser.

Politikerne vil blande sig mere og mere i folks liv og beskytte befolkningen mod dens egne handlinger; men Liberalisterne vil gå den modsatte vej. Folk laver dumme og risikable ting hver dag; men i et ikke-totalitært samfund må det være folk selv, der afgør, om de vil løbe risikoen.

Når ministeren i artiklen understreger, at sundhed fortsat er et spørgsmål om personlig ansvar; men at han ikke vil afvise, at lovgivning ind i mellem skal tages i brug, så er det ren newspeak. Danskerne har frihed til at gøre, som de vil, så længe de gør, som staten vil have.

Tilhængere vil sige, at det er sund fornuft, fordi det vil spare det offentlige for penge som følge af færre hospitalsindlæggelser. Men i yderste konsekvens så fører den argumentation til statens totale omklamring. F.eks. kunne man så argumentere for, at alle borgere blev pålagt at dyrke mindst 2 timers motion om ugen. Alle ved jo, at det er sundt at dyrke motion, og så sparer vi i øvrigt en masse penge i det offentlige sundhedsvæsen.

Tilhængerne glemmer tillige den langsigtede virkning, at jo mere ansvar man tager fra folk, jo mere uansvarlig handler folk, og på langt sigt degenerer samfundet, fordi befolkningen ikke længere kan og må tage ansvar for egne handlinger.

Forslaget illustrerer ganske godt, hvorfor folks personlige frihed begrænses med skatteyderbetalte ydelser. Når staten betaler, vil den også have indflydelse. Staten betaler sundhedsudgifterne, altså er det rimelig nok, at staten bestemmer hvor sunde folk er. Staten betaler for uddannelse og SU, så vil staten også blande sig i, hvad de unge læse vil læse, og hvor hurtigt de går i gang. Når det offentlige betaler for børnepasning, så vil det offentlige også have indflydelse på børneopdragelsen gennem regulering af vuggestuer og børnehaver o.s.v.

Liberalisterne vil give folk friheden tilbage gennem privatisering.

 Det er sørgeligt at konstatere, at Liberalisterne er det eneste parti i Danmark, der ønsker mindre statslig indblanding i folks liv. Resten af partierne, også de af navn borgerlig/liberale, ønsker mere statslig indblanding.

Share

Posted by under Frihed & Liberalisterne & Om bloggen | No Comments »

Ingen rød tråd på 180grader

December 30th 2007

I dagens leder på min yndlingsavis 180grader får Liberalisterne tørre tæsk. Men som jeg skriver i mit svar til lederen, så har 180grader ingen råd tråd i deres holdninger på dette område. Med den ene hånd forslår avisen utopiske smalle ideologiske partiprojekter og klandrer Liberalisterne for et realpolitisk bredt appellerende skatteforslag, og med den anden hånd beskyldes liberalisterne for at være ideologiske nørder. Læg dertil, at 180grader i starten var meget begejstrede for Ny Alliance trods alle dens forslag om mere statslig regulering.

 

Læs videre på 180grader, jeg håber, der kommer en god debat.

Share

Posted by Morten Sørensen under 180grader & Liberalisterne | 5 Comments »

Vesselbo bliver ikke genvalgt (II)

November 13th 2007

Jeg har tidligere spået, at Ejvind Vesselbo ikke bliver genvalgt. Som gammel østjyde og aktiv i Venstre, vil jeg lige her på falderebet komme med min forudsigelse af fordelingen af Venstres personlige stemmer i Østjyllands storkreds. Om ikke andet så for min egen udfordring skyld.

Det stammer egentlig tilbage fra valgnatten i februar 2005, hvor Kaare R. Skou prøvede at forudsige, hvem der ville blive valgt for Venstre i Århus Amt, og han var endda så selvsikker, at han sagde, at hans forudsigelser plejede at være ret præcise.

Manden dumpede med et brag og kunne kun ramme 4 ud af 6 rigtige. Det er for ringe, når der kun er 10 kandidater og flere af dem var sikre på genvalg. Som insider måtte jeg krumme tæer til hans analyser.

Nå til sagen. Der er 11 kandidater, og der er sandsynligvis 7, der kommer ind. Jeg spår følgende rækkefølge af kandidaterne. 

Troels Lund Poulsen bliver topscorer. Han havde et kanonvalg sidste gang og stiller op i en af landets bedste kredse. Tidligere har man i kredsen sat stillerannoncer i Horsens- og Vejle Amts  Folkeblade med 1.500 navne på. Siden sidste valg er han jo som bekendt blevet politisk ordfører, hvilket givetvis vil give ham mange stemmer i de andre kredse i den nye store storkreds.

Karen Jespersen tager andenpladsen. Hun er ”over the top” og mange venstrefolk vil have svært ved at stemme på hende; men hun har ved alle andre valg været stemmesluger.

Kim Andersen har en god kreds og er blevet genvalgt sikkert flere gange. Mere er der ikke at sige om ham. Det bliver dog et tæt løb om pladserne 3-5.

Michael Aastrup Jensen. Michael Aastrup Jensen bragede ind sidste gang som nummer tre i Århus Amt, og det var endda i Randerskredsen, som aldrig før havde givet valg. Han var på daværende tidspunkt borgmester i Randers – i øvrigt landets yngste. Siden da har vi ikke hørt meget til ham, og Randerskredsen er blevet delt i to. Jeg ved ikke, hvordan hans kampagne kører denne gang; men sidste gang var den effektiv. Sidst fik han så vidt jeg husker over 8.000 stemmer. Jeg spår en stor tilbagegang.

Anne-Mette Winther Christiansen blev valgt som nummer to, efter Jørgen Winther, og bragede ind med, så vidt jeg husker, omkring 10.000 stemmer. Men det stemmetal falder voldsomt denne gang. Sidste gang var hun den eneste kvinde på Venstres liste i Århus Amt. Det giver rigtig mange stemmer. Hun kunne også trække lidt på sin mors navn, tidligere minister Else Winther Andersen, men hun er vel ved at være glemt nu. Faktisk er hun helt anonym og ikke særlig god, og hendes gode kreds, Grenå, er blevet opdelt. Jeg spår også her en stor tilbagegang.

Ovenstående er jeg ret sikre på, skal blive valgt. Nu begynder det at blive spændende.

Bünyamin Simsek sidder i byrådet for Venstre valgt med tredjeflest stemmer. P.t. fungerer han som børnerådmand i Louise Gades barselsorlov. Dygtig politiker og eneste med invandrerbaggrund på listen. Han stiller dog op i Århus, hvilket trækker ned, da Århusianerne ikke er gode til at stemme personligt. Dog har byrådet netop opfordret Århusianerne til at stemme personligt på en lokal.

Ulrik Kragh: Jeg er optimistisk på vegne af min gode ven og gamle VU-formand. Han har den dårligste kreds i Århus; men han har siddet i byrådet i Horsens i mange år, hvor han er et kendt ansigt. Han vil kunne trække mange stemmer der, om end jeg blev noget overrasket over, at han tabte kampvalget om at blive den nye Horsenskreds Folketingskandidat til Irene Simonsen. De stemmer, han tager i Horsens, tager han fra en af de nærmeste konkurrenter, Irene Simonsen. I 2001 blev Ulrik valgt i en kreds i København, hvor han slog den siddende MF´er, Gyda Kongstad – noget Troels Lund Poulsen ikke kunne valget før. Omvendt forsvandt han fuldstændig i krigen mellem Martin Geertsen og Jens Rohde ved valget i 2005. Men han sidder i Folketinget i dag, da Jens Rohde trak sig, og Martin Geertsen ikke ville ind.

Irene Simonsen: Ulriks opstilling i samme storkreds bliver hård ved hende. Ligeledes er den nye storkreds også hård ved hende.

Eyvind Vesselbo har ikke fået mange stemmer ved de seneste Folketingsvalg sammenlignet med mange af de ovenfornævnte. Århusianerne er altså ikke gode til at stemme lokalt. (Ironisk nok er Århus eneste MF´er fra Venstre en Københavner.) Og jeg kan sagtens forestille mig, at der er kandidater, der flår flere stemmer end ham selv i hans egen kreds, hvorved han ikke får ret mange af listestemmerne. Omvendt er han meget i medierne, hvilket er en fordel i den nye storkreds. Hans flirt med Ny Alliance trækker ned.

Uden chance for valg er

Mette Madsen og Annamarie Sparre, som jeg i øvrigt heller ikke kender.

Share

Posted by Morten Sørensen under Politiske analyser & Venstre | 1 Comment »

« Prev - Next »