Archive for the ‘Ny Alliance’ Category

Jeg bakker ikke op om Liberal Alliance (2)

September 7th 2008

Update: Vedtægterne er, siden jeg skrev indlægget, kommet tilbage på hjemmesiden. Og der står ikke noget om principprogrammet i vedtægterne. I vedtægterne, vedtaget på Ny Alliances landsmøde, er “Ny Alliance” alle steder skiftet ud med “Liberal Alliance”. Det er vel en vedtægtsændring, og det kræver trods alt et landsmøde at ændre vedtægterne.

Som lovet i sidste indlæg, vil jeg hermed uddybe, hvorfor jeg er blandt de 7 ud af 17 hovedbestyrelsesmedlemmer i Liberalisterne, der ikke følger med over i Liberal Alliance – i hvert tilfælde ikke foreløbig. 

Indrømmet det er lidt af et paradoks, for “partiets” nye princcipprogram er langt hen af vejen fremragende, men jeg kan altså alligevel ikke bakke op om “partiet”. Den korte version er, at jeg ikke ønsker at bakke op om åndeligt bedrag, tillidssvigt, utroværdighed, løgn og latin. Jeg har alle dage kritiseret utroværdige vendekåber og karriererpolitikere, og det ønsker jeg fortsat at gøre, selvom de to værste af slagsen nu pludselig kalder sig liberale.

Det vil jeg gerne uddybe.

Dybt utroværdige
Som eksempel kan man tage Naser Khaders (NK) udtalelser til DR TV-Avisen kl. 18.30 28/8. Han sagde, at da Ny Alliance startede var Anders Samuelsens (AS) og Khaders udgangspunkt det liberale. Så kom der nogle ikke liberale med, hvilke medførte en masse kompromiser. Må jeg minde om, at da partiet startede, var det med ordene “Vi har taget det bedste fra socialkonservatismen og socialliberalismen,” helt i overensstemmelse med de to herrers tidligere livslange medlemskab af det socialliberale Det Radikale Venstre. Ligeledes understregede AS flere gange i starten, altså inden medlemmerne strømmede til, at partiet ikke var for ultraliberale/CEPOS-liberale, der ville et opgør med velfærdsstaten. Ja rent faktisk har AS meget bevidst kaldt sig selv og partiet socialliberalt indtil for få uger siden. Derfor er det da en fed løgn, at udgangspunktet var liberalt. Jeg har lidt svært ved at bakke op om en mand, der i fjernsynet står og fyrer åbenlyse løgne af og forventer, at jeg er så dum, at jeg tror på dem.

Utroværdigt skifte
Hele “partiets” politiske skifte er for utroværdigt. Jeg ønsker ikke, at politik reduceres til tandpastasmil, der prøver at sælge den politik, der gavner deres karrierer mest. Det minder for meget om samfundsfagstimerne i folkeskolen, hvor man trak et parti, hvis holdninger man skulle forsvare. Det utroværdige skifte illustreres af en sammenligning mellem Anders Samuelsens skræmmende svar i 180graders kandidatdatabase og partiets nye program. Her et par eksempler:

1. Teatre og museer skal ikke finansieres af skatteyderne, men af brugerne 
svarede: Uenig
Kommentar: en kombination som nu er OK 

I dag siger det nye partiprogram:

Kunstnerne bør i højere grad betragtes som selvstændige erhvervsdrivende.

Anders Samuelsen: 

6. Politikerne skal ikke bestemme, om restauranter og caféer skal tillade rygning i deres lokaler 
svarede: Uenig

7. En bestemt del af barselsorloven bør være øremærket til mænd. Mændene skal ikke kunne overføre den til deres partner 
svarede: Enig

18. Huslejeregulering er nødvendig af hensyn til de svageste i samfundet
svarede: Enig
Kommentar: Men gerne over en årrække en nedtrapning af det anvendte beløb

I dag siger det nye partiprogram bl.a.:

Liberal Alliance vil have færre regler og restriktioner. Det er ikke alt, der kan reguleres, som bør reguleres.

Bemærk i øvrigt go´da´ mand økseskaft kommentaren til spørgsmål 18. Er Anders Samuelsen nu også den politiske begavelse, som mange liberale går og drømmer om? “..en nedtrapning af det anvendte beløb.“???

Anders Samuelsen:

14. Danmark skal være foregangsland, når det handler om at sænke udledningen af CO2 
svarede: Meget enig
Kommentar: rigtig grebet an kan det give rigtig mange arbejdspladser for danske virksomheder 

I dag findes der en eneste sætning om klimapolitik i princcipprogrammet:

Klimapolitik handler om at tage et globalt medansvar på et sagligt grundlag.

Og sidste eksempel:

19. Der bør indføres frokost betalt over skatten på alle folkeskoler
svarede: Meget enig
Kommentar: En god investering

Her ville det måske være relevant at nævne første sætning i Liberal Alliances princcipprogram:

Liberal Alliance tror på dig.

Og så har jeg slet ikke nævnt, at Ny Alliance og Liberal Alliances principprogrammer langt hen ad vejen er hinandens politiske modsætninger. 

AS undskyldte for nyligt ovenstående svar i et interview i 180grader:

Sagen er, at vi sørgede for at svare nogenlunde ens på de spørgsmål med udgangspunkt i partiprogrammet, som var et kompromis. Det kunne jo ikke nytte noget, at især partistifterne svarede i forskellige retninger.

Det er efter min bedste overbevisning en utroværdig undskyldning. Alle AS og NK´s udmeldinger passer som fod i hose med AS og NK´s fortid i Det Radikale Venstre. Partiprogrammet, som de stolt fremlagde, lå heller ikke så langt fra det radikale venstres. Det var jo ikke de store politiske uenigheder men mere taktikken i forhold til DF, der fik dem til at bryde med Det Radikale Venstre. Derudover giver det ingen mening, at de skulle danne et parti med Gitte Seeberg, hvis det gjorde det nødvendigt, at de skulle komme med udmeldinger, der i virkeligheden lå dem meget fjernt. Hvis man virkelig er “CEPOS-liberal”, hvorfor er man så hele sit liv medlem af Det Radikale Venstre, og hvorfor danner man så et socialliberalt/socialkonservativt parti og beder “CEPOS-liberale” om at holde sig væk? Der er intet, der underbygger påstanden fra interviewet.

Et andet eksempel på det utroværdige skift kommer fra Information 22. juli 2008. Det er altså kun en måned, før partiet skifter navn og principprogram. I denne artikel kan man læse følgende udtalelser fra NK:

En almen skelnen mellem liberal og liberalist er, at sidstnævnte hylder de frie markedskræfters spil, mens den liberale tænkning handler om frisind. Men trods meldingen i Politiken er Lars Seier Christensen ifølge Naser Khader ikke – længere – liberalist:

“Lars Seier Christensen betegner sig selv som tidligere liberalist men nu som liberal. Jeg er selv liberal og ikke liberalist,” siger Khader, der trækker en lige linje mellem det liberale og partiets ønsker om frisind, åbenhed, nysgerrighed og udsyn til omverdenen.

“Men liberalisme handler nærmest om at smadre den offentlige sektor, og det er jeg ikke tilhænger af,” siger Khader.

Men han understreger, at der er et stort behov for reformer og effektiviseringer. Således er der plads til at drøfte en omlægning af brugerbetaling, så det bliver billigere at gå til tandlægen mod at indføre et mindre gebyr på lægebesøg.

“Og samfundskagen bliver større, hvis man fjerner topskatten og skatten på den sidst tjente krone,” siger Khader, som afviser, at gevinster hentet på effektiviseringer eller skatteomlægninger skal hives ud af det offentlige system: “Målet med vores skattereform er at få mere velfærd.” [Min fremhævning]

[….]

Torben Mark Pedersen skal være velkommen, lyder det fra Naser Khader, der dog opfordrer nye medlemmer til først at læse partiets manifest grundigt igennem.

Og det er altså det gamle manifest, Naser Khader henviser til. Og en måned efter var Naser Khader så “liberalist” og ikke bare “liberal” og påstår, at han har været det hele tiden.

Som bonus tager vi lige dette eksempel fra juni 2008 (efter at Gitte Seeberg, som jo har fået skylden for socialistiske udmeldinger, har forladt skuden): Anders Samuelsen presser regeringen for at nedsætte en ligelønskommission, der skal have penge med (sic!). Se her og her. Gud ske tak og lov modstod V og K det socialistiske pres Anders Samuelsen.

Usympatiske ledere

Da AS og NK startede partiet, sagde de, at det var et socialkonservativt og socialliberalt parti, og en masse med en observans i den omegn meldte sig ind. Partiet skulle være moderne, og medlemsindflydelsen skulle være stor. Alle medlemmer (og sågår ikke medlemmer) skulle via web 2.0 bidrage til principprogrammet. Principprogrammet blev lavet efter de princcipper, og det blev stolt fremlagt af AS og NK.

Pludselig en dag fandt AS og NK det opportunt at slette partiprogrammet, og det gjorde de så uden om landsmøde og hovedbestyrelse – kort sagt uden om alle de medlemmer, de havde bedt om at bidrage. (Jeg tvivler på, at det i det hele taget er lovligt jf. deres egne vedtægter; men vedtægterne er også fjernet fra hjemmesiden, så jeg kan ikke kigge efter…) Og en dag havde en bankmand så skrevet et nyt princcipprogram, igen uden at medlemmerne havde haft nogen som helst indflydelse.

Magen til usympatiske og illoyal opførsel overfor medlemmerne skal man lede længe efter, og lur mig om ikke partiets medlemmer og lokalforeninger svinder endnu mere ind for øjeblikket. Ironisk nok blev Jørgen Poulsen ekskluderet for illoyal optræden. Det rejser også spørgsmålet, hvorfor skal man melde sig ind i partiet, når ledelsen ser på medlemmerne på denne måde? Hvilken indflydelse ville man kunne forvente at få?

Kort sagt, jeg ønsker ikke at bakke op om åndeligt bedrag, tillidssvigt, utroværdighed, løgn og latin. Jeg har alle dage kritiseret utroværdige
vendekåber og karriererpolitikere, og det ønsker jeg fortsat at gøre, selvom de to værste af slagsen nu pludselig er liberale.

Share

Posted by Morten Sørensen under Liberal Alliance & Ny Alliance | 9 Comments »

Jeg bakker ikke op om Liberal Alliance

August 28th 2008

I dag har Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen, sendt en pressemeddelelse ud, der fortæller, at Liberalisternes hovedbestyrelse indstiller til generalforsamlingen, at partiet lukker, og samtidig omtaler pressemeddelelsen Liberal Alliance meget positivt.

Jeg vil for en god ordens skyld understrege, at Torben ikke taler på mine og flere andre hovedbestyrelsesmedlemmers vegne – herunder forretningsfører Jørgen Lysholm Christensen.

Jeg er enig i, at Liberalisterne skal lukkes; men der stopper min enighed med pressemeddelelsen også.

For mig er Anders Samuelsen og Naser Khaders politiske skifte dybt utroværdigt og useriøst. F.eks. er det kun 1 måned siden, at Naser Khader bad liberale om grundigt at læse det gamle partiprogram, førend de meldte sig ind i Ny Alliance. Nu præsenterer han så et principprogram, der vil det stik modsatte på mange områder.

Liberal Alliance kan vel ikke betragtes som et egentlig parti, når to personer uden om landsmøde og hovedbestyrelse egenhændigt kan slette partiets principprogram og i løbet af 2 uger lave et nyt, som partiets medlemmer ingen indflydelse overhovedet har haft på.

Så selv om jeg synes, at Liberal Alliances nye princcipprogram langt hen af vejen er fremragende, så vil jeg ikke bakke op om partiet. Jeg vil uddybe min modstand mod Liberal Alliance snarest.

Share

Posted by Morten Sørensen under Liberal Alliance & Liberalisterne & Ny Alliance | 4 Comments »

Ny Alliance og Liberalisternes fremtid

July 22nd 2008

Så er katten sluppet ud af sækken. I Liberalisterne foregår der en debat om fremtiden, efter at Lars Seier Christensen har meldt sig ind i Ny Alliance. Hvad den debat ender med, skal jeg nok melde ud, når den er overstået.

Med fare for at dette indlæg bliver opfattet som brødnid eller klynk, så bliver jeg altså nødt til at kritisere Ny Alliance og hele røret omkring partiet. Et citat fra den linkede artikel siger vel alt. Naser Khader udtaler:

Torben Mark Pedersen skal være velkommen, lyder det fra Naser Khader, der dog opfordrer nye medlemmer til først at læse partiets manifest grundigt igennem.

Og når man så læser manifestet igennem, så står det uklart for mig, hvad det liberale Danmark ser i Ny Alliance. Læg dertil Anders Samuelsens svar i 180graders kandidatdatabase. Partiet er ikke liberalt. Partiet er med lidt god vilje og med partiets egne ord: Socialliberale. Ved stiftelsen sagde Anders Samuelsen da også, at partiet ikke var for “ultraliberale”. Det er et midterparti.

Med Anders Samuelsens 180 graders sving i forhold til Euroen og hans nu pæne velkomst til ultraliberale medlemmer, der for et år siden ikke var velkomne, har han vist, at han, som alle andre politikere, har de holdninger, der gavner hans politiske karrierer. Og lige nu ser det ud til, at det er liberalismen, der gavner hans karrierer, så måske vil partiet blive mere liberalt med tiden – omend Khaders henvisning i dag til manifestet ikke tyder på det. Kald mig bare hellig, men jeg vil altså have politikere, der kæmper for det, de tror på.

Man kan så indvende, at det gode ikke skal være det bedste fjendes; men med mindre partiet bliver kuppet af liberale kræfter, så bliver det uden aktiv opbakning fra min side.

P.S.  Prøv læs artiklen i Information. Hvordan mon Lars Seier Christensen har det med at læse i avisen, at han, ifølge Khader, ikke længere vil af med velfærdsstaten og ikke længere hylder de frie markedskræfter 😉 Lars Seier Christensen er vel og mærke manden, der deler Ayn Rands ”Da Verden Skælvede” ud.

Share

Posted by Morten Sørensen under Liberalisterne & Ny Alliance | 3 Comments »

Liberal opstandelse eller opportunisme i Ny Alliance?

May 24th 2008

Ny Alliance spytter den ene liberale melding ud efter den anden for tiden:

Så er spørgsmålet, hvordan man som liberal skal forholde sig til de nye toner? Jeg er ret overbevist om, at den nye liberale profil kommer efter en kynisk beregning af, hvad der kan redde partiet. Det er der, de ledige synspunkter er, og det er eneste chance for genvalg.

F.eks. kan man i Ny Alliances partiprogram vedtaget så sent som august 2007 læse, at de 4 forbehold skal til afstemning, og på hjemmesiden under mærkesager står der:

5. Vi skal tage et større internationalt medansvar. Det gør vi ved at være fuldgyldigt medlem af EU og derfor ønsker vi alle fire forbehold fjernet ved en folkeafstemning.

Det er ikke troværdigt at vende 180° rundt i en så stor sag på så kort tid, uden at forudsætningerne har ændret sig væsentligt. Det lugter af populisme og levebrødspolitik af værste slags. Og derfor forholder jeg mig meget skeptisk, trods min liberale politiske overbevisning, til Ny Alliance og deres liberale meldinger. For hvis igen bliver opportunt for dem at mene det modsatte, så gør de det – akkurat som Anders Fogh.

Share

Posted by Morten Sørensen under Ny Alliance | 5 Comments »

Ny Alliance 3

August 15th 2007

Ny Alliance har mildt sagt haft svært ved at fortælle, hvor pengene til skattelettelserne skal komme fra. På dagen for stiftelsen skulle ejendomsskatterne stige, men allerede på dag 2, blev dette forslag trukket tilbage, og sådan har det forsat med uklare modstridende meldinger. I skrivende stund aner jeg i øvrigt ikke, om de 40%, som man maksimalt skal betale i skat, er inkl. arbejdsmarkedsbidrag eller eksklusiv.

Med forbehold for, at det er en journalistisk misforståelse, slår partiet sin hidtidige rekord i uigennemtænkte forslag i dag. I JP kan man læse, at Anders Samuelsen foreslår, at de højest lønnede skal betale mere i efterlønsbidrag. På den måde “forventer partiet at kunne inddrive 3-5 mia. kr. om året” til skattereformen.

I artiklen står der:

Hvis man som 40-årig tjener 700.000-800.000 kr. om året, og man er tilmeldt efterlønsordningen, så er det ikke for meget forlangt, at man finansierer en større del af efterlønnen end folk med en lav indkomst. Man skal kun betale 40 pct. i skat, hvor man før betalte topskat,« forklarer Anders Samuelsen.

Uden at løfte sløret for forslagets endelige indtægtsgrænser nævner Anders Samuelsen, at folk med en årlig indtægt på 300.000-400.000 kr. ikke vil blive ramt.

I 2005 tjente 78.000 danskere mere end 750.000 kr. om året.”

Lad os antage at NA sætter indtægtsgrænsen således, at 100.000 danskere bliver dækket. Jeg tror egentlig ikke, at ret mange i den indtægtsklasse betaler efterlønsbidrag. Hvis nogen ved noget konkret, så hører jeg meget gerne. Men lad os nu bare antage, at halvdelen af de højest lønnede (d.v.s. 50.000) betaler efterlønsbidrag – hvilket jeg tror, er helt urealistisk højt sat.

NY regner med, at forslaget giver 3-5 mia. kr. Jeg finder hurtigt lommeregneren frem:

3.000.000.000 / 50.000 = 60.000
5.000.000.000 / 50.000 = 100.000

Hvis forslaget skal hænge sammen, skal de højest lønnede altså betale mindst mellem 60.000 kr. og 100.000 kr. i efterlønsbidrag om året. I dag betaler man 4.776 kr. om året i efterlønsbidrag.

Flere kommentarer er vist ikke nødvendige.

Share

Posted by Morten Sørensen under Ny Alliance | No Comments »

Vesselbo bliver ikke genvalgt

May 30th 2007

Foranlediget af et spørgsmål i en kommentar på Jarls Blog, vil jeg forsøge mig med en politisk analyse, omend jeg normalt synes, der er for mange politiske analyser og for få afdækninger af politiske holdninger i de danske medier. (Jarls analyser er noget nær de eneste, jeg gider at læse.) 

En læser spørger Jarl, om Vesselbo leder efter en ny kreds, hvilket jeg ikke ved, om han gør; men han har i hvert tilfælde gode grunde til det.

I 2001 blev han valgt som nr. 7 ud af 7 Venstre MF´ere fra Århus Amt. I 2005 blev han valgt som nr. 6 ud af 6 i Århus Amt.

(I 2001 fik han endda færre direkte personlige stemmer end nr. 8 og kom kun ind, fordi han var opstillet i en stor kreds og derfor blev tildelt mange listestemmer.)

Siden da er Karen Jespersen blevet opstillet i Favrskov, som ikke gav valg sidste gang. Derudover er den dygtige, sympatiske, velintegrerede, demokratiske muslim, politisk ordfører i byrådet for Venstre i Århus samt vikarierende børnerådmand, Bünyamin Simsek, blevet opstillet i Århus Nord, der heller ikke gav valg sidste gang.

Karen Jespersen og Bünyamin Simsek skal nok slå Vesselbo. Herudover har Århus Vest opstillet en ikke alt for gammel kvinde, Mette Madsen, hvilket en midaldrende mand traditionelt har svært ved at konkurrere imod. (Ved godt det er politisk ukorrekt at sige…..)

De øvrige valgte i midtjyllands østkreds, som han ikke konkurrede mod sidste gang, fik langt flere stemmer end ham sidste gang. Det drejer sig om Troels Lund Poulsen (Hedensted) og Irene Simonsen (Horsens).

Læg dertil at Venstre sågar risikerer at tabe et mandat i Midtjyllands Østkreds, så giver jeg ikke mange procent på Vesselbos genvalg.

Om det har haft indflydelse på Vesselbos flirten med Ny Alliance, kan man jo kun gisne om. Endelig har mange venstrefolk i Århus det ikke godt med, at byens eneste MF´ere er Kjøbenhavner.

Share

Posted by Morten Sørensen under Ny Alliance & Politiske analyser & Venstre | 2 Comments »

Ny Alliance 2

May 17th 2007

Med risiko for at mit indlæg bare bliver opfattet som brødnid, fordi vi ikke har samme succes i Liberalisterne, bliver jeg nødt til at kommentere Ny Alliance.

Jeg har svært ved at tage Ny Alliance seriøs. Først ville de lave en skattereform, hvor de ville sænke skatten på arbejde ved at øge boligbeskatningen. Det var budskabet ved dannelsen.

Dagen efter ville de ikke øge boligbeskatningen; i stedet skulle skattelettelserne finansieres ved at tage af statens overskud. Så var det administration i kommunerne; men da det gik op for dem, at det er for useriøst at tro, at man kan hente 56 mia. på den konto, var skattelettelserne pludselig kun et mål langt ude i fremtiden.

Ret beset aner ingen, hvad partiet vil – udover at de ikke kan lide Dansk Folkeparti; men det er der så mange, der ikke kan. I går var forsidemeldingen fra Nasar Khader, at Socialdemokratiet ligger til venstre for midten, og NA ligger i midten. Vor Herre bevares. Utroligt at man kan komme på forsiden af jp.dk for den udmelding. Et tegn på at i dansk politik handler det mere om spillet end om indholdet.

Alligevel strømmer medlemmerne og pengene fra erhvervslivet til, og selv 180grader er tilsyneladende faldet for partiet.

Og nu hvor jeg er i gang med at undre mig. I følge JP i søndags tog det Ny Alliance 6 dage at få godkendt sit partinavn. Længere tid burde det naturligvis heller ikke tage. Men det sætter Indenrigsministeriets 18 måneders behandling af Liberalisternes partinavn i relief.

Share

Posted by Morten Sørensen under Ny Alliance | 1 Comment »

Ny Alliance

May 8th 2007

Med fare for at lyde som en mavesur gammel mand vil jeg nu alligevel kommentere dagens dannelse af Ny Alliance.

Analysen af partiets politik vil jeg begrænse til “bla bla endnu et parti til det forenede velfærdsparti.” Til pressemødet var det første spørgsmål til Nasar Khader, hvad den afgørende politiske forskel var på det radikale venstre og Ny Alliance.

Det kunne partistifteren ikke give noget svar på. Og de politiske ligheder med det radikale venstre er da også dominerende i forhold til forskellene, ligesom partiet definerer sig som social liberal/konservativ.

Vi fik at vide, at Ny Alliance kunne samarbejde med alle, og kort tid efter lød det så:

”Vi vil pege på den statsministerkandidat, som vil minimere Dansk Folkepartis indflydelse. Det kunne også godt være Anders Fogh,” lød det fra Naser Khader.

Det er simpelthen useriøst og Marianne Jelved om igen at vælge statsminister på det grundlag.

40% i skat på arbejde lyder besnærende; men man skal bide mærke i, at Anders Samuelsen talte om skattereform og ikke skattelettelser.

Anders Samuelsen har i øvrigt altid været et mysterium for mig. I 1998 var jeg aktiv i valgkampen i Horsens for Ulrik Kragh (V), nuværende MF for Venstre. Anders Samuelsen stillede også op i Horsens, og på alle debatmøder var han og Ulrik enige. Budskaberne var, at efterlønnen skulle afskaffes, skatten skulle sænkes og flere andre gode liberale mærkesager. Det kunne man godt sige i Venstre den gang. Trods disse forslag fra Anders sluttede han debatmøderne af med at sige, at han bakkede op om SR-regeringen.

Da manden ikke virkede personlighedsspaltet kom jeg frem til, at forklaringen måtte være, at han var født ind i en radikal familie. Faderen, Ole Samuelsen, havde en enkelt periode i Folketinget i starten af 70´erne for det radikale venstre, og storesøsteren, Mette Bock, har også været aktiv i partiet.

Anders Samuelsen fik i øvrigt 176 stemmer; men da Elsebeth Gerner Nielsen blev kulturminister og derpå benyttede lex radikales til at tage orlov som Folketingsmedlem (med løn), kom Anders Samuelsen ind i Folketinget som 1. suppleant. I Folketinget forsatte han egentlig med at fremsætte forholdsvis liberale forslag, men den dag i dag definerer han sig som socialliberal.

P.S. Er uden netadgang den næste uge, så kommentarer, der kræver svar, må vente lidt.

Share

Posted by Morten Sørensen under Ny Alliance | No Comments »

Liberalisterne er ikke færdige

May 7th 2007

I Nyhedsavisen spår den liberale blogger, Jarl Cordua, at Liberalisterne er færdige, hvis Khader får et nyt parti op at stå. Ligeledes er vurderingen i kommentarfelterne på bl.a. Dansk Politik og Jarls blog.

Men lad os nu lige slå koldt vand i blodet. Anders Samuelsen sad i Folketinget fra 1998 til 2004 og var alle årene fortaler for en SR-regering. Nasar Khader gik i 2001 og 2005 til valg på en SR-regering. Jeg tvivler på, at de to springer ud som liberale, så nogen festdag for det liberale Danmark bliver det nok ikke.

Nu kender jeg ikke deres politiske program, men jeg tror ikke, de for alvor vil ændre på velfærds- og formynderstaten, og derfor bliver Liberalisterne ikke overflødige.

Her par synspunkter man ikke får Khader til at skrive under på:

  • Privatiser DR
  • Privatiser dagpengesystemet
  • Privatiser børnepasningen
  • Mindre afgifter på biler
  • Flad skat på 38% uden at hæve skatten andre steder
  • Omfattende ændring af sundhedsvæsen, evt. med private forsikringer som i Schweiz
  • Omfattende indskrænkninger i støtten til kultur og fritidstilbud
  • (Alle ovenstående synspunkter er ikke officiel Liberalisternes politik, da vi stadigvæk arbejder på at udarbejde vores politik; men det er nok ikke helt ved siden af.)

Det nye parti bliver sandsynligvis mere liberal end det radikale venstre, så nyheden er god for det liberale Danmark. Konkurrence er godt, så i Liberalisterne må vi bare på med handsken og arbejde endnu hårdere.

Share

Posted by Morten Sørensen under Det Radikale Venstre & Liberalisterne & Ny Alliance & Velfærdsstaten | 2 Comments »