Archive for the ‘Det offentlige’ Category

Ebberød Bank i Viborg Kommune

April 20th 2010

Jeg havde 19/4-2010 et læserbrev i Skive Folkeblad og Viborg Folkeblad, som jeg da gerne vil dele med læserne af denne blog. Med kommunens “spareforslag” in mente, er der ikke noget at sige til, at vi bliver flået i skat som aldrig før.

—–

Ebberød Bank i Viborg Kommune

Direktionen i Viborg Kommune har forfattet et katalog over spareforslag. På side 59 foreslås det at flytte overbygningen på Vestfjendsskolen til Mønsted- eller Stoholm Skole.

Vestfjendsskolen bliver ikke tildelt ressourcer via sikkerhedsnettet, men har udelukkende en elevbaseret tildeling. Flytter man overbygningen fra Vestfjends til Mønsted, vil man derfor blot flytte tildelingen pr. elev, og der er intet at spare for kommunen, hvilket der da også gøres opmærksom på i kataloget. Men flyttes overbygningen, bliver der øgede udgifter til bustransport. Kommunens direktion har ikke gidet ulejlige sig med at skønne den ekstra udgift; men der er en del elever i Vridsted, der ikke har buskort, og eleverne i Fly og Kjeldbjerg skal i givet fald have udvidet deres kort fra 2 til 3 zoner. Et forsigtigt skøn på den ekstra udgift ligger over 100.000 kr.

Den lader vi lige stå et øjeblik: Et sparekatalog der indeholder et uomtvisteligt udgiftskrævende forslag på mindst 100.000 kr., som så skal spares yderligere et andet sted.

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Politik & Skat & Viborg | No Comments »

Prøv med lidt frihed

May 15th 2008

Herunder 2 eksempler på at politikerne har så travlt med at regulere folks liv.

Fra www.venstre.dk 

Der er skabt langt bedre forhold for familierne de sidste syv år end tidligere, skriver Venstres familieordfører Karen Ellemann i dagens udgave af Kristeligt Dagblad. Men der kan gøres meget mere. Kommunerne bør indføre modulordninger i børnepasningen, for at give familierne endnu mere fleksibilitet i hverdagen.

– Helt overordnet set ønsker jeg en offentlig sektor, der indretter sig efter borgernes ønsker. Jeg er tilhænger af det kommunale selvstyre, men til tider har man fornemmelsen af, at kommunerne ikke indretter sig efter borgerne. Derfor vil jeg gerne opfordre dem til at indføre modulordningerne, så forældrene kan få den fleksibilitet, de selv efterspørger, siger Karen Ellemann.

Pædagogerne er naturligvis imod jf. dagens medieomtale. Men måske skulle Venstre og resten af MF´erne prøve at tænke nyt. Hvad er det for en “sektor, der indretter sig efter borgernes ønsker“? Nå ja, den private sektor – markedet. Prøv privatiser børnepasningen, så er folk fri for at lade deres hverdag styre af Karen Ellemanns fornemmelser og BUPL´s forstokkede holdinger.

Arbejdsmarkedskommisionens hjemmeside (endnu et nævn, råd eller kommision, som regeringen har nedsat) kan man læse følgende:

Mere velfærd kræver mere arbejde

Arbejdsmarkedskommissionen skal medio 2009 komme med forslag til, hvordan man kan få danskerne til at arbejde mere end i dag. Ikke fordi mere arbejde er et mål i sig selv, men fordi mere arbejde er en forudsætning for fortsat at kunne finansiere velfærdssamfundet.

Bl.a. har kommisionen slået til lyd for, at dem på arbejdsmarkedet skal arbejde flere timer. Hvad med at prøve med noget nyt? Lad være med at betale folk for at trække sig tidligt tilbage – afskaf efterlønnen i morgen. Skær ned på velfærdsstaten og sænk skatterne. Så har staten penge nok, og folk arbejder det, de har lyst til. At arbejde den tid, man har lyst til (uden at lægge andre til last vel at mærke) må da om noget være velfærd.

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Frihed & Politik & Privatisering & Velfærdsstaten & Venstre | No Comments »

Det langsomme Indenrigsministerium 4

April 20th 2008

6. marts 2007 skrev jeg en e-mail til Indenrigsministeriet i forbindelse med Liberalisternes indsamling af vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget. Jeg spurgte:  “.. om en erklæring kan godkendes, hvis underskriveren scanner sin underskrevne vælgererklæring ind og e-mailer den til Liberalisterne, der derefter udskriver den.”

Nu er der så gået lidt over et år og en del rykkere, og vi har endnu ikke fået svar….

Det langsomme Indenrigsministerium
Det langsomme Indenrigsministerium 2
Det langsomme Indenrigsministerium 3

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Liberalisterne | 1 Comment »

God værkstedshumor

February 14th 2008

Det er god værkstedshumor:

tusind_tak_web.jpg

Selv søgte vi Viborg Kommune 24. juli 2007 om at få ændret en oversigtsklausul for vores grund, som Vroue/Resen sogneråd indførte i 1937 – 39 år før huset blev bygget. 8. januar 2008 blev der sendt en rykker, hvorved Viborg Kommune fandt ud af, at personen, der sad med sagen, var gået på pension.

I øvrigt var den første telefoniske besked fra kommunen, at det ikke kunne lade sig gøre, da alle andre så også ville have ændres deres klausuler, og det havde de slet ikke tid til (sic!). Men med hjælp fra en landinspektør og en vejingeniør i vennekredsen reciterede jeg den relevante lovtekst, hvorefter skrankepaven efter en samtale med sin overordnede ringede tilbage 10 minutter efter og sagde, at det godt kunne lad sig gøre, hvis vi sendte en ansøgning.

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Viborg | 1 Comment »

Utroværdige og uduelige politikere i Viborg Kommune

August 27th 2007

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, at Viborg Kommune vil lukke den lokale skole. Indledningsvis vil jeg sige, at jeg ikke nødvendigvis er imod skolelukningerne, men jeg er imod dem, når de sker forhastet og uigennemtænkt på grund af nogle horrible prioriteringer. Det har jeg skrevet et læserbrev til Viborg Folkeblad om, som kan læses nederst på siden.

Velfærdsstaten er alles kamp mod alle om andres penge. Dem der råber højest får mest. Dette ses tydeligt ved, at de to byer i Viborg Kommune, som har protesteret mest og anmeldt en friskole, har fået annulleret deres skolelukninger.

I morgen er der så indkaldt til demonstration mod skolelukningerne i Viborg. Jeg ville indtil for nylig have forsvoret, at jeg nogensinde skulle deltage i noget sådant. Men hvis ikke jeg deltager i det førnævnte spil, ”Alle mod alle om andres penge”, så er der andre, der løber med mine penge. Og når kommunen har råd til bl.a. øget finkultur og mere naturgenopretning (se læserbrevet) samtidig med, at de ser sig nødsaget til at lukke skoler p.g.a. økonomien og hæve skatten, så bliver jeg nødt til at protestere.

Allerbedst ville det være, at privatisere skolevæsenet, så vi forældre selv kan bestemme over vores børn frem for at helt fremmede mennesker i Viborg Byråd skal gøre det. Men det er ikke på dagsordenen, og i mangel af bedre vil jeg male min egen kage i morgen og protestere mod skolelukningerne.

Men kommer der en rød fane med, så er jeg skredet…….

 ——————–

Læserbrev sendt til Viborg Folkeblad: 

Spørgsmål om prioritering

De forhastede skolelukninger blev begrundet med, at kommunen stod i en meget økonomisk vanskelig situation. Men 27/8 udsender forligspartierne så en alenlang pressemeddelelse fyldt med det ene nye udgiftskrævende initiativ efter det andet. Anlægsudgifterne stiger fra 129 mio. kr. årligt til 150 mio. kr. årligt. Af dem bruges bl.a. 35 mio kr. til parkeringspladser ved et uddannelsescenter, 10,8 mio kr. til Naturvidenskabernes Hus og 8 mio kr. til naturgenopretningsprojekter. Der er også plads til, at man vil bruge 200 mio kr. på anlæg på kommunens skoler samtidig med, at en kun 3 år gammel skolefritidsordning i Vroue og et spritnyt fysiklokale i Vridsted skal stå ubrugte hen.

På driftssiden kan man læse, at der er plads til at give 1 mio kr. årligt til lokale borgerinitiativer, en merudgift (sic!) på 800.000 kr. årligt til det jyske ensemble og 400.000 kr. årligt til kultursamarbejde med 3 andre jyske kommuner, og sådan fortsætter det med udgifter til ikke-kommunale kerneopgaver.

Man kan desuden læse, at man vil styrke skoleområdet med 5 mio kr. For at få råd til dette lukker man så Vroue Skole, som skoleudvalgets medlemmer selv har kaldt et pædagogisk fyrtårn. Til grund for denne beslutning må ligge den sædvanlige politiske fejltagelse, at flere penge er lig mere kvalitet.

Med ovenstående udgifter in mente bedes I, kære politikere, lade være med at give økonomien skylden for skolelukningerne. Ovenstående viser, at der er nok af andre steder, kommunen kunne finde pengene. Det er ren prioritering, og man må derfor konstatere, at politikerne prioriterer parkeringspladser, finkultur og kvækkende frøer i Nørre Mølle Enge højere end skoleområdet.

På trods af skattestop er de tørre fakta, at det offentlige aldrig nogensinde har krævet flere penge ind i skat. Oven i dette er den officielle arbejdsløshed den laveste i mange år. Derfor er det en ekstra hån mod skatteyderne i udkantsområderne, at skatten stiger samtidig med, at der er penge til kultur og anlæg; men skoler skal lukkes.

Som vidne til de nye udgifter i budgetforliget og skatteborger i Vestfjends, der bliver helt uden skole fra 7. kl., kommer man uvægerligt til at tænke på replikken i filmen »De Grønne Slagtere«, hvor Ole Thestrup beskriver hjortens sørgelige vej fra fritgående vildt til pølse: ”Man kan vel nærmest sige, at der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr, og så håne det ved at stikke det op i dets egen tarm bagefter”.

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Politik & Viborg | No Comments »

Mine børn er for vigtige til at overlade til politikerne

June 15th 2007

Jeg var for nylig til dialogmøde om den lokale skole, og det giver anledning til lidt spredte tanker. Jeg håber, du kan finde hoved og hale i dem.

Aldrig har vi betalt mere i skat, og skattetrykket har aldrig været større, aldrig har det offentlige forbrug målt i faste priser været større, og realvæksten i de offentliges udgifter er år efter år større end målet.

Så er det, at jeg ikke forstår, hvorfor man gang på gang oplever, at kommunerne skal spare på børnepasning og folkeskolerne. Da vi boede i Århus, skulle bl.a. børnehaverne spare (det skulle der nok være plads til, da Århus har en af dk´s dyreste børnepasning), og nu hvor vi bor i Viborg Kommune, har vi igen oplevet, at børnehaven skulle bespare. (O.k. ikke mere end at åbningstiden blev indskrænket et kvarter hver dag, hvilket ikke generer os.)

Nu er den lokale skole så i fare for at lukke, fordi Viborg Kommune skal spare 15 millioner kroner. Dette på trods af, at også Viborg Kommune har realvækst i udgifterne. Hvor bliver mine urimeligt mange skattekroner af? Hvad er det for nogle udgifter, der stiger og stiger, og gør det nødvendigt at spare på børnepasning og folkeskole? Hvorfor er der ingen aviser, der beskriver dette paradoks, at der skal spares selv om Viborg Kommune aldrig har haft flere penge at gøre godt med?

I den virkelige verden vil den bedste restaurant naturligvis ikke lukke. Men skoler ligger ikke i den virkelige verden men i politikernes planøkonomiske verden. Jeg er naturligvis part i sagen; men der er bred enighed om, at Vroue Skole er i særklasse. Dækningsgraden er 99,4% (d.v.s. at 99,4% af skoledistriktets børn går i skolen, kommunens højeste), og derudover kommer elever langt uden for skolens distrik for at gå i skolen. Fagfolk kommer også langvejs fra for at studere, hvordan indskolingen foregår. Politikerne til dialogmødet måtte også konstatere, at Vroue Skole var et pædagogisk fyrtårn. Udgiften pr. elev ligger gennemsnitlig for Viborg Kommune. Alligevel er den i fare for at lukke.

Lad os forestille os, at pizzarier var et offentligt anliggende. Og lad os forestille os, at nogle politikere fjernt fra xkøbing bestemte, at byens bedste pizzaria skulle lukke, medens det dårligste skulle bestå. Skørt ikke, men det kan faktisk blive virkelighed på skoleområdet hos os. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis markedskræfterne rådede, og forældrene havde frit valg – og selv skulle betalte, ja så valgte de Vroue Skole. Det viser den store dækningsgrad og den store søgning til skolen.

Vores børn er simpelthen for vigtige til at overlade til nogle politikere i en storkommune med 91.000 indbyggere og 3,3% af Danmarks areal. Jeg ved, det er utopi; men sparerunden burde munde ud i, at vi forældre krævede, at politikerne blandede sig udenom børnepasning og folkeskole. Eller for nu at kalde en spade for en spade: vi burde kræve privatiseringer.

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Politik & Viborg | 1 Comment »

Det langsomme Indenrigsministerium 3

June 7th 2007

Som trofaste læsere af denne blog vil vide, så skrev jeg 6. marts i forbindelse med Liberalisternes indsamlig af vælgererklæringer til Indenrigsministeriet og spurgte, “.. om en erklæring kan godkendes, hvis underskriveren scanner sin underskrevne vælgererklæring ind og e-mailer den til Liberalisterne, der derefter udskriver den.”

Jeg har rykket for svar og en journalist ved Fyens Stiftstidende har skrevet om Indenrigsministeriets langsommelighed. I avisartiklen 5. maj fortæller Indenrigsministeriet, at jeg kan forvente svar indenfor 14 dage, altså inden 18. maj.

I dag 7. juni får jeg så at vide, at ministeriet 6. juni har bedt Datatilsynet om en udtalelse.

Altså det har taget 3 måneder, hvor ministeriet efter eget udsagn har arbejdet med sagen på højtryk, at finde ud af, at Datatilsynet skal udtale sig. 3 måneder.

Valget når jo at blive udskrevet, inden vi får svar. Men det er måske også det, der er meningen….

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Liberalisterne | No Comments »

Det langsomme Indenrigsministerium 2

May 5th 2007

27. april beskrev jeg, hvordan Indenrigsministeriet havde været snart 2 måneder om at tage stilling til, om vælgerne må scanne deres underskrift ind og maile til os i stedet for at sende den med posten.

Dette indlæg læste en journalist på Fyens Stiftstidende og skrev en artikel om sagen.

Det kræver abonnement at læse hele artiklen; men her et udsnit af artiklen:

“- Jeg fatter ikke, hvad de har brugt to måneder på. De må jo have nogle regler, hvor de lige kan kigge, om det kan lade sig gøre eller ej, siger Morten Sørensen.

Godt og grundigt
I Indenrigsministeriet ønsker man at være grundig. – Vi arbejder på højtryk med sagen. Men vi tager os altså den tid, der er nødvendig. Spørgsmålet om, hvorvidt man må indscanne vælgererklæringer er et spørgsmål, vi ikke tidligere har taget stilling til. Og derfor er vi også nødt til grundigt at vurdere, om det er muligt inden for lovens rammer, siger kontorchef Inger Mogensen, der regner med at have et svar klar til Liberalisterne inden for to uger
.”

Jeg prøver at forestille mig, at jeg var 2½ månede om at give ingeniørerne på min arbejdsplads svar på et spørgsmål, jeg ikke har taget stilling til før…. Nej, jeg forstår det stadigvæk ikke.

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Liberalisterne | No Comments »

Det langsomme Indenrigsministerium

April 27th 2007

Først var Indenrigsministeriet 1½ år om at godkende Liberalisternes partinavn “Liberalisterne -Frihed og Velstand.” Så længe den godkendelse ikke var på plads, kunne vi ikke komme i gang med at indsamle underskrifter for at blive opstillet til Folketinget. Det er vi nu i gang med; men Indenrigsministeriet fortsætter sin langsomme sagsbehandling.

Proceduren for underskriftsindsamlingen er, at folk skriver under på vælgererklæringen. Vi sender derefter den underskrevne erklæring til underskriverens hjemkommune, som attesterer erklæringen, og sender den ud til underskriveren igen. Underskriveren skal så sende den nu attesterede erklæring til os i en vedlagt svarkurvert, hvor Liberalisterne betaler portoen.

Med den procedure in mente sendte jeg 6. marts nedenstående e-mail til den ansvarlige i Indenrigsministeriet:

—-

Kære Anne Marie Hansen

Som aftalt i telefon sender jeg dig hermed et opklarende spørgsmål vedr. gyldigheden af vælgererklæringer.

Jeg vil høre, om en erklæring kan godkendes, hvis underskriveren scanner sin underskrevne vælgererklæring ind og e-mailer den til Liberalisterne, der derefter udskriver den.

Vi vil således gerne havde lov til at sende en udskrift af en indscannet vælgererklæring til kommunernes folkeregistre.

Kan du oplyse det nøjagtige antal godkendte erklæringer, der skal til for at blive opstillingsberettiget?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Næstformand for Liberalisterne
Morten Sørensen

—-

Jeg får ret hurtigt svar på, at vi skal bruge 19.185 godkendte underskrifter; men hovedspørgsmålet vedr. indscannede underskrifter, venter jeg stadigvæk svar på.

6. april sender jeg en venlig forespørgsel, som man 12 dage efter, 18. april, besvarer med, at sagen er under behandling. I går 26. april ringer jeg for at høre, hvordan det går med min henvendelse.

Jeg spurgte, hvad de brugte tiden på? Om de holdt mange møder om det, eller om de læste gamle afgørelser igennem, eller hvad de dog kunne bruge så lang tid på? Svaret var lidt afvæbende, men det var noget med, sagen havde stor prioritet, og de arbejdede så hurtigt de overhovedet kunne; men da afgørelsen skal træffes højt oppe i systemet, tog det lidt tid.

Jeg tør slet ikke tænke på sagsbehandlingstiden, hvis sagen havde lav prioritet.

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Liberalisterne | No Comments »

Skatten stiger (2)

April 12th 2007

Nogen siger, at vi har en borgerlig regering.

Årstal Samtlige skatter Ændring i % Stigning i forbrugspriser

Kilde: Finanspolitisk redegørelse december 2004, 2005 og 2006. Tallene for 2005 og frem er skøn. Jeg mener dog, at tallet for 2005 er opgjort siden. Går det som i de foregående år, får staten mange flere skattekroner ind, end Finansministeriet skønner.

Apropos det med den borgerlige regering. Fra jp.dk:

Skal kvaliteten i det offentlige forbedres, kræver det flere penge. Sådan lyder fagforeningernes budskab efter det første møde i trepartsforhandlingerne mellem regeringen, fagbevægelsen og de offentlige arbejdsgivere.

Og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er også parat til at bruge flere penge på at forbedre de offentligt ansattes vilkår.

»Det ender det jo nok med, men det er ikke der, vi starter. Nu begynder vi med at finde ud af, hvilke initiativer der er de rigtige at tage, så gør vi op, om de koster penge, og hvor meget de koster. Siden kan vi så sige noget om økonomien,« sagde han efter mødet onsdag formiddag.”

Med andre ord meldingen fra vores liberale socialdemokratiske statsminister er, at verdens største offentlige sektor skal have endnu flere penge.

Share

Posted by Morten Sørensen under Det offentlige & Skat | 2 Comments »

Next »