Archive for the ‘Anders Fogh’ Category

Hykleren Fogh

January 1st 2009

Så vidt jeg husker, så har Fogh, eller hans håndlanger Claus Hjort Frederiksen, indtil for kort tid siden givet skideballer til alle, der har stillet spørgsmål ved skattestoppet. Igen og igen har vi hørt, at enhver skatteomlægning i praksis fører til skattestigning.

Og så skal vi nu høre i selve nytårstalen høre, at han vil lave en – ja skatteomlægning. Tidligere har Fogh sagt, at skattestoppet stadigvæk gælder, således at det bare kortvarigt sættes ud af kraft, når skattereformen skal gennemføres. Men det svarer til udsagnet om, at der ikke er noget så nemt som at holde op med at ryge, for jeg har selv gjort det tusindvis af gange.

Hvis jeg ser bort fra frygten for, at Fogh har ret i, at enhver skatteomlægning fører til skattestigning, så har jeg egentlig ikke så meget imod ophævelsen af skattestop. Jeg har aldrig set det som en liberal sejr at fastfryse resultatet af 9 års socialdemokratisk skattepolitik, som man i øvrigt i de 9 år, der gik forud, kritiserede sønder og sammen.

Og med hensyn til alt det grønne så kunne Villy Søvndal næsten ikke have sagt det bedre….

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Claus Hjort & Skat & Venstre | No Comments »

Valgkampcitat

November 2nd 2007

Fra TV2´s topmøde mellem Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt i går aftes. 

Helle Thorning-Schmidt spørger Anders Fogh: “Kan du garantere, at der ikke kommer skattelettelser?”

Man burde vel som det mindste forvente, at Anders Fogh havde slået en hånlatter op og sagt, at selvfølgelig vil han ikke garantere det, da han altid arbejder for lavere skatter; men formanden for Danmarks Liberale Socialistiske Parti svarede med uld i mund og nærmest undskyldte, at han ikke kunne udelukke, at hvis økonomien var til det, så kunne der måske komme en skattelettelse.

Hvordan synes du selv, kulturkampen går Anders Fogh?

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Politik & Socialdemokraterne & Venstre | No Comments »

Kæft trit og retning

January 10th 2007

Update: Ser nu, at Jarls Blog har skrevet et glimrende indlæg om samme emne, bl.a. med en henvisning til en fin artikel om emnet i Berlingske Tidende, der udstiller Foghs hykleri.

——-

Fra dagens Jyllands-Posten:

Ret ind, forsvar regeringens politik og angrib oppositionen. Sådan lød opsangen fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han på sit første ugentlige pressemøde i denne sæson indskærpede disciplinen over for folketingsmedlemmerne hos de konservative og Venstre.

[…]

Jeg synes ærlig talt, at medlemmer af regeringspartierne bruger deres kræfter bedst på at markedsføre, hvad der er regeringens politik og så i øvrigt gå i clinch med oppositionen. Det er sådan set de to vigtige opgaver, som hver dag kan fylde tiden ud,« slog Fogh fast.

Udtalelserne kommer bl.a. på baggrund af Lars Barfods udmeldinger om ændret dagpengesystem. Men hvordan var det nu lige, at Andres Fogh opførte sig under Schlüter-regeringerne. Ja den gang var Venstre i opposition og regering på en gang, som det hed sig i Venstre den gang. Den gang var der plads til idepolitisk debat ved siden af regeringsarbejdet. Man må spørge sig selv, om Anders Fogh overhovedet har en rygrad.

Op til valget i 2005 havde Venstres landsorganisation og Folketingsgruppen ingen indflydelse på de valgløfter, som Fogh gav. Jeg talte med et Folketingsmedlem og en Folketingskandidat, der begge fortalte mig, at de ingen som helst indflydelse havde haft på valgprogrammet, og faktisk så hørte de første gang om valgløfterne på et pressemøde sammen med resten af Danmarks befolkning. Når de så er blevet valgt til Folketinget, ja så skal de ifølge Fogh heller ikke øve indflydelse, men bare makke ret. Det er lidt svært som MF’er for Venstre at hævde, at man gør en forskel.

Det bliver i øvrigt meget spændende at følge Lars Barfoeds færden i den kommende tid. Inden han blev minister, kom han ofte med borgerlige udmeldinger i strid med Foghs socialdemokratiske projekt. Onde tunger hævede endda ved hans udnævnelse, at han blev udnævnt for at lukke munden på ham.

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Det Konservative Folkeparti & Venstre | 1 Comment »

Foghs fejlslagne projekt

November 21st 2006

Nu viser endnu en undersøgelse (Epinion for Ugebrevet A4), at danskerne er blevet meget mere venstreorienteret, siden Anders Fogh blev statsminister i 2005. Berlingske Tidendes leder skyder undersøgelsen ned ved at antyde, at spørgsmålene er stillet således, at de vil få folk til at fremstå mere venstreorienteret, end de i virkeligehden er.

Men Berlingske Tidende overser en vigtig pointe. Det er tilsyneladende præcis de samme spørgsmål, der er stillet i 2001 og 2005. Således skriver Ugebrevet A4:

For at undersøge holdningen til de sociale reformers omfang er deltagerne blevet bedt om at vælge mellem to udsagn. Udsagn A lyder, at man er gået for langt med de sociale reformer. Udsagn B, at de sociale reformer skal opretholdes i mindst samme omfang som i dag. Hvor udsagn B i 2001 havde 25 procentpoint flere tilhængere end udsagn A, var overvægten i 2006 vokset til 60 procentpoint.

Mindst lige så markant er venstreskredet i synet på indtægtsudjævning. I 2001 var der seks procentpoint flere danskere, der var tilhængere af at øge indtægtsudjævningen, end der var modstandere. Det tal er i 2006 vokset til 33 procentpoint.

Synet på statens kontrol med erhvervslivet og beskatning af højere indtægter, som er de to sidste emner den økonomiske venstre-højre skala berører, har også taget et venstresving. Det er dog knap så stort, som tilfældet er på de to første spørgsmål.

Hvis det er præcis de samme spørgsmål, viser undersøgelse i al sin gru, at danskerne under Anders Fogh har rykket sig voldsomt til venstre. Før har en lignende undersøgelse vist det samme.

Politisk ordfører for Venstre, Troels Lund Poulsens kommentar til undersøgelsen er i øvrigt meget kendetegnende for Venstre:

Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen mener da heller ikke, at Epinions meningsmåling giver anledning til bekymring.

»Der er jo ikke nogen modsætning mellem at være optaget af fordelingspolitik og stemme på Venstre, snarere tværtimod,« siger han.

(Troels Lund Poulsen var i øvrigt for ganske få år siden liberal og skrev en liberal debatbog: “Tid til Forandring. Utroligt så hurtigt Christiansborg kan dræbe unge politikeres kampgejst, vilje og mod til forandringer.)

Lige siden Anders Fogh i 1998 begyndte at ændre Venstres politik har argumentet været, at midtersøgningen var nødvendig for at få magten, og man måtte have magten for at ændre folks holdninger for at føre en kulturkamp.

Jeg har hele tiden argumenteret for, at forudsætningen for at få liberal politik gennemført er, at man tør argumentere for det. Hvis man argumentere socialdemokratisk, så må man også forvente, at man skubber vælgernes holdninger i socialdemokratisk retning.

Jeg har nævnt eksemplet før, men det er så illustrativt, at jeg vil gentage det. Hvordan var det gået, hvis Venstre til valget i 1994 i erkendelse af, at vælgerne ikke kunne lide udliciteringer og privatiseringer, havde afskrevet det for at få magten? Så havde det stadigvæk været tabu. Udlicitering og privatisering var ved SR-regeringens tiltrædelse fyord, men ved dens afslutning var der tilslutning til ideerne langt ind i S og SF. Holdningerne i partierne og samfundet generelt rykkede sig, fordi Venstre igen og igen påpegede fordelene – på trods af at det var upopulært.

På Venstres landsmøde i 2005 deltog jeg som delegeret. Der sagde jeg i al beskedenhed noget helt profetisk:

Nu er både reformer og værdikamp aflyst. Vi skal ikke prøve at ændre borgernes holdninger, men blot affinde os med dem og tilpasse os til dem. Med udmeldinger som disse er jeg helt overbevist om, at det er lykkedes for den nuværende regering at flytte medianvælgerens holdninger til venstre.

Hvis Fogh har haft andre projekter end at bevare magten, så er det slået fuldstændig fejl. Samfundsdebatten er socialdemokratisk som sjældent før, og derfor bliver politiken også socialdemokratisk.

Det eneste, jeg fortryder ved min udmeldelse af Venstre for snart et år siden, er, at jeg ikke gjorde det for længe siden.

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Liberalisme & Venstre | No Comments »

Hvad er projektet?

August 18th 2006

Til samlingen af bedrøvelige citater fra fremtrædende Venstrefolk følger hermed – lidt forsinket – et fra Anders Fogh. (Fra Politiken 12. august).

—–

I en tale på Venstres sommertræf i Ringsted i formiddag har statsministeren slået fast, at Venstre »forlængst har forladt tankegangen om, at den offentlige sektor bremser den personlige frihed«.

Offentlig sektor »en forudsætning for frihed«
»En velfungerende offentlig service er en forudsætning for vores personlige frihed. For langt de fleste mennesker vil ønsket om mere personlig frihed ikke kunne opfyldes uden et velfungerende fællesskab. Derfor opsætter vi ikke modsætninger mellem fællesskabet og den personlige frihed. Vi vil begge dele. Af den simple årsag at de er uløseligt forbundet«, sagde statsministeren.”

—–

I 1993 skrev Anders Fogh følgende i “Fra Socialstat til Minimalstat”:

“Socialstaten besegler endeligt det ufrie menneskes skæbne. Socialstaten har frembragt mennesker uden mod, mennesker med materielt begær, men uden vilje til at værne om sin egen værdighed som menneske…Socialstatens slavemenneske ligger lydigt som en hund i sin kurv og luner sig foran kaminilden. Er slet ikke menneske mere!” (s.33)

Det er jo ikke til at forstå, at det er samme mand; og jeg bliver mere og mere sikker på, at Anders Fogh altid har sagt og skrevet det, han har troet, ville bringe ham tættere på magten. I sin tid som VU-formand var han “Røde Anders” og gik ind for ØD. Så blev han ultraliberal og er nu igen røde Anders.

Lige siden Anders Fogh i 1998 begyndte at ændre Venstres politik har det internt i Venstre heddet sig, at midtersøgningen var nødvendig for at få magten, og man måtte have magten for at ændre folks holdninger, for at føre en kulturkamp. Flere Folketingsmedlemmer har i tidens løb fortalt mig, at godt nok er Venstre p.t. ikke særlig liberal; men jeg skulle se det i et større perspektiv. Gennem magten skulle holdningerne ændres og den liberale reformering af samfundet forberedes.

Men i min sidste tid i Venstre (meldte mig ud december 2005) oplevede jeg flere og flere, der faktisk begyndte at mene det, de sagde. Flere og flere medlemmer begyndte at være enige i de socialdemokratiske budskaber, der i lind strøm kommer fra toppen, og det var ikke længere blot taktik. Der var ikke længere noget større perspektiv.

Resultatet er nedslående. Ikke bare har Fogh gjort befolkningen mere socialdemokratiske, men også Venstres medlemmer er blevet socialdemokratiske. En lang række af tidligere VU-formænd, der for få år siden var meget liberale og idealistiske, falder fuldstændig i med det socialdemokratiske tapet og er på rekordtid blevet politikere, for hvem karrieren betyder mere end politiken.

F.eks. var skatteminister Kristian Jensen i sin tid som VU-formand oprørt over, at en husejer skal tjene hele 90.000 kr. ekstra på sit job, for at mureren, der også betaler topskat, kan ende med at få 10.000 kr. i hånden. De sidste 80.000 kr. bliver forvandlet til skat og moms og havner i statskassen. Nu var V haft magten i 5 år, og Kristian Jensen har været skatteminister i et par år, uden at noget som helst er sket. Tværtimod afviser Kristian Jensen at sænke skatten, og han er mere optaget af at beholde monopolet på Danske Spil.

Man må efterhånden spørge sig selv, om Venstre har andet projekt end at Anders Fogh skal genvælges?

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Venstre | No Comments »

De 10 værste i Muhammed-sagen

February 18th 2006

Som læsere af denne blog nok har konstateret, så kan Muhammed-sagen i den grad sætte mit blod i kog. Strømmen af hykleriske, dobbeltmoralske, krysteragtige og direkte dumme udtalelser samt handlinger står i kø. Jeg har forsøgt at samle de 10 værste. Prioriteringen var vanskelig, men her er mit forslag. Jeg hører gerne flere bud.

10. Ib Michael. Fra sit rigmandsparadis i Thailand har Ib Michael begået et indlæg i Weekendavisen 17. februar 2006. Heri skælder han Danmark og Jyllands-Posten ud for Muhammedtegningerne, samtidig med at hans egen godhed fremhæves, “Vi tog del i genopbygningen af stedet“.

Og så skriver han: “Ytringsfrihed! Vi glemmer, at der fra begyndelsen ikke var nogen, der havde angrebet den, tegningerne var en provokation“.

Lad os tage den en gang til. Tegningerne blev bragt for at illustrere den snigende selvcensur over alt i medierne og i den kulturelle verden, en selvcensur der skyldes frygt for reaktioner fra islamister. Konkret kunne forfatteren Kåre Bluitgen ikke få illustreret en bog om Muhammed. 

At der fra starten af ikke er nogen trussel mod ytringsfriheden fra islamisternes side, kan han jo fortælle til Theo Van Gogh, Ayan Hirsi Ali, Salman Rushdie, pseudonymet Ibn Warraq, Nasar Khadar, kunstnere og journalister, der har udtalt sig til fordel for Rushdie. Fortæl det til de boghandlere, der blev brændt ned, fordi de solgte “De Sataniske Vers”, til Rushdies japanske oversætter Hitoshi Igarashi, der blev myrdet, til den norske udgiver William Nygaard, der blev skudt tre gange i ryggen foran sit hjem (han overlevede mirakuløst), til Rushdies italienske oversætter Ettore Capriolo, der blev invalideret i et attentat, til den egyptiske nobelpristager Nagib Mahfouz, der blev stukket ned på åben gade (han overlevede), da han havde støttet Rushdie o.s.v.

Og efter at tegningerne er blevet bragt, så prøv fortæl det til tegnerne, hvis hoved der nu er sat pris på, hvilket betyder, at de dagligt må leve under beskyttelse.

Han skulle skamme sig.

9. Det danske center for Menneskerettigheder med direktøren Morten Kjærum i spidsen. Man skulle tro, at et center for menneskerettigheder ville stå vagt om ytringsfriheden, men Morten Kjærum har været meget ulden (JP 10/12-2005): “Vi har et reelt dilemma. På den ene side ytringsfriheden som et grundlæggende element i vort samfund. På den anden side en beskyttelse af mennesker mod at blive hængt ud, krænket, trådt på.

Hvordan kan man hænge et menneske ud ved at tegne en profet?

8. Forfatteren Mette Vinge. I en debat i Deadline onsdag 15. februar finder nedenstående meningsudveksling af sted: (Tak til Uriasposten):

Adam Holm: Hvis de her tegninger var blevet offentligt i Information eller Politiken, ville du have reageret på samme måde tror du?’

Mette Winge: “Så vil jeg sige, at jeg nok ville have set – det varede længe før jeg så dem, for jeg læser ikke Jyllandsposten, og det må I jo undskylde, men altså – det varede, jeg så dem først efter hele debatten havde kørt i et stykke tid. ‘Nu måtte du heller se hvad det her handler om’ [taler med sig selv], øhh, det kan jeg jo svare, det er fuldstændigt fiktivt – det kan jeg ikke svare på. Hvordan der, om jeg ville have reageret på det, det kan da godt være. [afbryder sig selv] Nej, det vil jeg ikke svare på.”

7. Dansk Industri, Arla m.v. Nutidens værnemagere der mener, at eksporten er vigtigere end ytringsfriheden. DI ville have Jyllands-Posten til at undskylde. DI glemmer, at et frit marked kræver frihed og herunder også ytringsfrihed.

Nu er det så kommet frem, at “Danske virksomheder [herunder Arla, MS] underskriver klausuler, hvori de forpligter sig til ikke at handle med Israel. Det sker for at opnå kontrakter i Mellemøsten og arabiske lande, som er stærkt anti-israelske.” (JP 19. februar 2006.) Arla smager nu sin egen medicin – og giv mig så noget Thise Mælk.

6. Dansk Pen som i egen selvforståelse kæmper for det frie ord er meget forbeholdne i deres støtte til ytringsfriheden. I en erklæring, der skulle være en støtte til ytringsfriheden, skriver Dansk Pen: “Nogle af os har alligevel været bekymret over, at netop Jyllands-Posten valgte at publicere disse artikler, fordi det er vores opfattelse, at Jyllands-Posten af mange muslimer med rette har været opfattet som fjendtlig og dæmoniserende af deres mindretal. Nogle af os har på den baggrund betvivlet, at netop Jyllands-Posten skulle være den rigtige til at tale ytringsfrihedens sag – også på vegne af muslimer“.

Det frie ord – altså for dem vi er enige med. Ironisk nok er det Jyllands-Posten, der har modtaget EU-prisen “For mangfoldighed, imod diskrimination” på baggrund af en af artikelserien “Bidragerne”, der viste mange eksempler på indvandrere og efterkommere, som bidrager aktivt til det danske samfund.

5. Anders Fogh. I 2004 hyldede han – og resten af Venstre – Ayan Hirsi Ali for hendes kamp mod islamisk fundamentalisme. I den forbindelse sagde han: “Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: I et frit folkestyre kan vi udtale os kritisk om hvad som helst og om hvem som helst. I et moderne, oplyst samfund kan alt blive underkastet kritisk analyse og debat. Biblen såvel som Koranen.” 

21. december 2005 siger Fogh til JP: “Jeg har aldrig tilkendegivet min holdning. For hvis jeg gik ind og sagde noget om det, ville jeg give udtryk for en statsautoriseret holdning til, hvad et dansk medie har valgt at bringe.

Da det så begynder at spidse til, får piben en anden lyd: “Personligt har jeg sådan en respekt for menneskers religiøse overbevisning, at jeg aldrig ville fremstille Muhammed, Jesus eller andre religiøse skikkelser på en måde, der krænker andre mennesker.” Al-Arabiya (live) den 30. januar 2006.

4. Forfatter og skribent Lars Bonnevie. 19. marts 2004 lavede Lars Bonnevie en overordentlig rosende anmeldelse af Ibn Warraq’s “Derfor er jeg ikke muslim”. En bog, der som navnet siger, gør op med alt hvad islam står for. Han sluttede sin anmeldelse af med følgende citat: “…en muslim, der tager sin religion alvorligt, vil under alle omstændigheder have holdninger, ikke-muslimer nødvendigvis må opfatte som middelalderlige, når det gælder demokrati og frihedsrettigheder.Blandt disse hører retten til at ytre sig, som Ibn Warraq gør, og da han af samme grund er lagt for had og må optræde under pseudonym, var det måske ikke en dårlig idé, at Dansk PEN gjorde pseudonymet til æresmedlem.”

17. februar 2006 kan han ikke længere med god samvittighed kan forblive medlem af dansk PEN, idet foreningen har erklæret deres støtte til Jyllandspostens ytringsfrihed

Tak til Frie Ytringer på jævnt dansk.

3. Uffe Ellemann. Under den kolde krig mente han, at man skulle stå fast og ikke behage de kommunistiske diktaturstater. Han hånede dem, der troede at dialog med diktaturstaten Sovjetunionen var vejen til fred. I 1996 krævede han Nyrup-regeringens afgang, fordi den ikke havde kunne garantere Salman Rushdies sikkerhed i forbindelse med en prisoverrækkelse i København.

 

Nu mener han, at vi skal lade være med at tegne Muhammed, så vi kan sælge noget fetaost. Tillige mener han, at JP’s chefredaktør, Carsten Juste, skal gå af. Hermed giver han islamisterne en gulerod til at fortsætte de voldelige protester og evt. prøve at lægge nye bånd på den vestlige verden.

 

2. Thøger Seidenfeiden og Politiken. Siden 1. oktober 1884 har Politiken som erklæret ateistisk ringeagtet kristendommen og ført en kamp mod religiøse dogmer. Tøger Seidenfaden var i sin tid en brav bannerfører i kampen mod Ayatollah Khomeinis fatwa mod Salman Rushdie. Nu fordømmer han og avisen de 12 satiretegninger, og forsvaret for ytringsfriheden når ikke længere end til, at man måske vil “trykke en af JP-tegningerne, hvis sagen skulle føre til dødelig vold.”

 

1. Store dele af de protesterende muslimer. Dagligt slår islamister uskyldige mennesker ihjel i islams navn, uden at det giver anledning til protester mod fornærmelse af islam; men 12 satiretegninger af Muhammed er en forhånelse af islam. De mest voldelige af de protesterende kræver respekt for deres religion, samtidig med at brænder ambassader ned, brænder billeder af Anders Fogh, brænder det danske flag, sætter ild til kirker, laver bombetrusler, truer tegnerne på livet o.s.v.

Gad vide hvordan Kurt Westergaard har fået inspiration til Muhammed med en bombe i turbanen?

 

MS

 

Min egen Muhammedtegning

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Islam & Ytringsfrihed | 8 Comments »

Anders Fogh spiddet

February 5th 2006

Hvis ikke du allerede holder Jyllands-Posten, kan det stærkt anbefales at begynde med det. Herunder – i al sin enkelhed – dagens forside af søndagstillæget “Indblik”

“Ytringsfriheden skal bruges til at provokere og kritisere autoriteter, hvad enten det er politiske eller religiøse autoriteter.”

Jyllandsposten, den 30. oktober 2005.

“Personligt har jeg sådan en respekt for menneskers religiøse overbevisning, at jeg aldrig ville fremstille Muhammed, Jesus eller andre religiøse skikkelser på en måde der krænker andre mennesker.”

Al-Arabiya (live) den 30. januar 2006.

Jeg har ellers indtil nu sagt, at Anders Fogh lige netop i denne sag har haft en rygrad. Jeg trækker mine ord i mig.

MS

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Ytringsfrihed | No Comments »

Jeg gjorde Fogh (en lille smule) uret

January 2nd 2006

I går skrev jeg, at Foghs nytårstale var uinteressant. Måske gjorde jeg ham lidt uret, for jeg havde fangede ikke umiddelbart, at han måske ville reservere efterlønnen til de nedslidte. Men med de meldinger der ellers er kommet fra den kant, vil jeg se de konkrete forslag, inden jeg klapper i mine hænder.

Jeg savnede også et ideologisk opgør med tanken bag efterløn. At raske arbejdsduelige mennesker har ret til at lade sig forsørge på skatteborgernes regning. Det kan gøre mig vred. Især en mandag morgen som i morges, hvor det var bidende frost, og Polo-bilen ikke ville starte, og jeg måtte til at have startkabler på, inden jeg kunne komme af sted på arbejde og tjene penge – først og fremmest til statskassen. Det er jo først torsdag, jeg beynder at tjene penge til mig selv.

Nå, men jeg skal jo ikke brokke mig, når statsministeren endelig laver liberale tiltag.

MS

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Efterløn | No Comments »

Fogh er socialdemokrat

December 29th 2005

Godt nok er citatet gammelt, men jeg har først læst det nu. I følge Berlingske Tidende 14. december skulle Anders Fogh havde udtalt følgende på sit pressemøde 13. december:

Jeg kunne da aldrig nogensinde drømme om at lægge et udspil frem, som ville betyde, at man forringede efterlønsordningen for at give skattelettelser til de rige […] Altså, det kunne jeg da aldrig drømme om, det kan jeg lige så godt sige ligeud.

Sådan taler en ægte socialdemokrat uden respekt for folks ejendom. Jeg begriber ikke, at Fogh kan forsvare, at folk skal gå på arbejde og betale næsten 2/3 af den sidst tjente krone til statskassen, for at raske arbejdsduelige mennesker har ret til at lade sig forsørge på andres regning.

Godt jeg har meldt mig ud af Venstre….

MS

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Venstre | No Comments »