Archive for the ‘Kemi’ Category

Apropos Google og CO2

January 13th 2009

Som nævnt i min seneste postering, så refererer DDR en undersøgelse, der viser, at hver google søgning koster 7 g CO2. Hmmm. Lad mig lige prøve at regne ud hvor stor en effekt, det svarer til.

Lad os antage at den energi, der bruges til Google-søgningen, fremstilles udelukkende v.h.a. kul og at udnyttelsesgraden er 80%. Denne antagelse giver den mindst mulige effekt.

I september opgjorde Goggle antallet af søgninger til 235 millioner søgninger pr. dag. Det giver 235*10^6 søgninger * 7 g CO2 / søgning = 1.645.000 kg CO2.

1 kg kul giver (12 + 2*16)/12 kg CO2 = 3,7 kg CO2.

Ergo svarer 1.645.000 kg CO2 til afbrænding af 1.645.000 kg / 3,7 kg / kg kul = 445 tons kul.

Kul har en brandværdig på ca. 25 GJ/ton. Energien i de 444 ton kul er dermed (med 80% udnyttelsesgrad): 445 ton * 25 GJ/ton * 80% = 8,9 TJ – altså pr. dag.

Dette svarer til en effekt på 8,9 TJ/dag / (3,6 TJ/ GWh) / (24 h/dag) = 102 MW.

Til sammenligning har en reaktor på det svenske atomkraftværk Fonsmark en effetk på 1000 MW. Tjah bum bum. Mindst 1/10 atomreaktor til at drive alle Google søgninger. Jeg tvivler…….

Der kan godt nok drives mange servere på 102 MW. (Og hvis man så medregner, at en masse el udledes fra vindkraft, atomkraft m.v., så svarer 7 g pr. Google-søgning til en effekt på langt over 102 MW.)

Share

Posted by Morten Sørensen under Kemi & Klima | 2 Comments »

Så frøs light-sodavandene til is

January 2nd 2006

Meget apropos min posting i går. Termometeret viste minus 6. Coca Cola ligth sodavandene var frosset til is. De almindelige Coca Cola var endnu ikke frosset. Sukkeret i Colaen nedsætter frysepunktet.

Så mon ikke frysepunktet for sodavand ligger på -6 °C plus/minus 2 °C alt efter hvilken sodavand det er.

Og jow, jeg har et liv, og det er et yderst interessant emne!

MS

Share

Posted by Morten Sørensen under Fysik & Kemi | 3 Comments »

Sodavands frysepunkt

January 1st 2006

Så var det dagen, hvor statsministeren holdt sin nytårstale. En blog, der reklamere med “mest politik”, burde naturligvis kommentere den; men det er der så mange andre, der gør, og i øvrigt var talen ganske tandløs og uinteressant. Nej nu til noget mere interessant.

Jeg har haft en kasse sodavand stående på min teresse de seneste dage, og jeg har helt glemt at tage den indenfor. Men ingen af sodavandene er frosset til is trods det, at temperaturen har været nede på omkring -4 °C. Men fryser vand ikke ved 0 °C? Det har faktisk undret mig, at ingen flasker er sprunget. Men efter at have tænkt lidt over det, er det egentlig ikke så mærkeligt. Umiddelbart kunne jeg komme på 2 forklaringer.

  1. Der er et større tryk i en sodavandsflaske. Og modsat de fleste andre stoffer, så falder vands smeltepunkt med trykket. (Det er bl.a. derfor, at man kan stå på skøjter. Det store tryk mellem klingen og isen smelter isen og skøjten glider hen over isen.)
  2. Partikler i vand sænker frysepunktet, som vi kender fra saltning af veje. Derfor vil kulsyre, sukker, phosporsyre m.v. sænke sodavands frysepunkt i forhold til vands frysepunkt.

Er det så 1. eller 2. der giver forklaringen? Ved lidt søgning på Google kan man hurtigt udelukke 1., da et tryk på 13.35 MPa kun giver et smeltepunktstemperatur på -1 °C (kilde). Overtrykket i en sodavand kan højest være 1 bar = 0,1 MPa.

Ergo må frysepunktsænkningen skyldes de forskellige partikler i sodavanden. Frysepunktssænkningen i en opløsning er en kolligativ egenskab. Det vil sige den afhænger kun af antallet af partikler, men ikke af hvilke partikler det drejer sig om. Så både kulsyre, sukker, phosphorsyre bidrager til frysepunktsænkningen.

Frysepunktsænkningen i ideale følger i øvrigt følgende formel

ΔTf = Kf · cmolal, partikel

hvor Kf = -1,8 °C/molal.

Heraf kan vi konkludere, at en ligth sodavand vil fryse til is før end en almindelig sukkerholdig sodavand. Dog vil jeg tro, at det primært er kulsyren i sodavanden, der forårsager frysepunktsænkningen.

Jeg har dog ikke umiddelbart kunnet finde nogle data for colas smeltepunkt, men hvis der er nogle, der er bedre til googling end mig, så smid en kommentar.

Dem, der er nået til vejs ende i denne posting, er givetvis folk, der er enig med mig i, at ovenstående er mere interessant en statsministerens nytårstale 😉

MS

Share

Posted by Morten Sørensen under Fysik & Kemi | 10 Comments »