“Et højreorienteret svensk partis hjemmeside, hvorpå man kan se tegninger af profeten Muhammed, er blevet lukket ned af webhotellet Levonline efter pres fra politiet og Sveriges udenrigsministerium, som frygtede, at siden ville skabe yderligere vrede blandt muslimer.”
Således skriver Ritzau i dagens aviser. Man må efterhånden stille sig selv det spørgsmål, om Sverige er et demokrati? Valg i Sverige foregår på en meget særpræget måde. Læs det danske Udenrigsministeries redegørelse 010405.
Ved valgene i Sverige lægger hvert parti sine egne stemmesedler frem på valgstederne, en bunke for hvert parti. Selv om det ikke er tilladt, vil alle i lokalet således kunne holde øje med, fra hvilke(n) bunke(r) den enkelte vælger tager stemmeseddel(er) fra. British Human Rights Group har kritiseret valgsystemet, da det dels ikke kan kaldes hemmeligt valg, og der i øvrigt er store muligheder for fusk. Der er tillige mange rapporter om, at Sverigedemokraternes stemmesedler er forsvundet fra valgstederne, sådan at vælgerne slet ikke kunne stemme på partiet.
Læg dertil at Sveriges Radio pålægger dets journalister at omtale Sverigedemokraterne med bestemte ordvalg, og at partiet ikke bliver indbudt til Sveriges tv’s public service-valgudsendelser.
Partiet får tillige ikke lov til at indrykke annoncer i aviserne; hvilket aviserne naturligvis er i deres gode ret til, men det er ikke gavnligt for en fri debat.
MS (Forhenværende fan af Uffe Ellemann-Jensen)
P.S. For en god ordens skyld må jeg hellere gøre opmærksom på, at jeg ikke sympatiserer med Sverigedemokraterne.
Posted by Morten Sørensen under Demokrati & Sverige & Ytringsfrihed | 4 Comments »