Hvem får mest støtte, de borgerlige eller venstrefløjen?
February 22nd 2007
“V og K modtog i 2005 over dobbelt så mange penge som venstrefløjen til valgkamp. Socialdemokratiet kræver klarhed over private bidrag.”
Sådan indledes en artikel i på Jyllands-Postens hjemmeside.
Videre står der:
“For første gang i nyere tid har de borgerlige partier væsentligt flere penge til at føre valgkamp for end Socialdemokratiet og venstrefløjen.
Det fremgår af en netop offentliggjort liste over de private bidrag til politiske partier i 2005, hvor der både var valg til Folketinget og kommunerne.”
Den opgørelse, artiklen henviser til, medtager så vidt jeg kan se kun direkte pengegaver over 20.000 kr. Den medtager ikke annoncer indrykket af organisationer, der opfordrer til at stemme på bestemte partier/politikere. Sådanne annoncer indrykker LO-fagforeningerne for mange millioner af kroner i hver valgkamp.
Derudover medtager opgørelsen heller ikke:
- Fagbladene som op til valgene indeholder politiske synspunkter, der er langt ud over det arbejdsmæssige og faglige. SiD’s pressechef udtalte i 1998, at fagbladene er det vigtigste medie i valgkampe.
- Politiske kurser for tillidsmænd.
- Socialdemokratiske valgkampagner ført af den lokale fagforeningsafdeling.
- Breve udsendt af fagforeninger til medlemmerne med opfordring til at stemme på bestemte medlemmer.
- Bidrag fra lokale fagforeninger til lokale kandidaters valgkamp.
- O.s.v.
Faktisk siger fagbevægelsens top selv, at den direkte partistøtte kun udgør en mindre del af fagbevægelsens politiske arbejde:
„Og når det er sagt, så er det også på sin plads at slå fast, at partistøtten kun udgør en mindre del af fagbevægelsens politiske engagement.” Poul Winckler (FOA), Poul Erik Skov Christensen (SiD) og John Dahl (HK) i en kronik i Politiken 4. juli 2001.
Alt i alt giver opgørelsen over partitilskud et misvisende billede af det økonomiske styrkeforhold mellem de borgerlige og venstrefløjen. Skal det opgøres, kræver det en noget mere grundig undersøgelse.
Mon Socialdemokraterne virkelig er interesseret i dette, når det kommer til stykket?