Liberale og islam
February 14th 2008 02:02 am
Flere kulturkonservative (“kultur” for at adskille dem fra medlemmerne af Det Konservative Folkeparti) bloggere har mange gange kritiseret liberale for ikke at tage truslen fra islam alvorligt. Men i disse dage svarer de liberale igen.
Forleden skrev 180grader i en leder:
Spiller det ikke en rolle, at bøllerne for hovedpartens vedkommende kommer fra muslimske familier? Jo, det ser sådan ud. Vi mangler i hvert fald endnu at høre om vietnamesiske, indiske eller kinesiske invandrerbander. Forklaringen må findes i den offerkultur, som trives så fuldstændigt hæmningsløst blandt mange muslimer over hele verden. Når disse muslimer konstaterer, at de ikke klarer sig så godt som folk i Vesten, uanset om de bor der eller ej, så spørger de ikke, om det måske kunne skyldes dem selv, deres politiske regimer, den måde de opdrager deres børn på o.s.v. I stedet skyder alt for mange muslimer skylden på alle andre, på diskrimination, på vestlig kulturel og militær imperialisme, på alt muligt der kan tjene til at fritage dem selv for et ansvar.
Min formand i Liberalisterne, Torben Mark Pedersen, tog i går fløjhandskerne af i et indlæg på Liberalisternes hjemmeside:
Islam udgør i dag den største trussel mod den personlige frihed. Islam er både en religion og en totalitær politisk ideologi, og som ideologi er den antidemokratisk, menneskefjendsk, racistisk og kvindeundertrykkende.
Det er et liberalistisk projekt at bekæmpe ethvert anslag mod den personlige frihed, ikke mindst når den stammer fra tilhængere af en af de store totalitære ideologier kommunismen, nazismen og islamismen.
Islam har på grund af sin status som religion nydt større beskyttelse mod kritik end de andre totalitære ideologier, men det er i sandhed vanskeligt at skelne mellem religion og politik i islam. Der er da heller ikke nogen af de dominerende retninger inden for islam, der foretager en sådan skelnen. Islam er en lovreligion, og sharialovgivningen med dens barbariske straffe er en integreret del af islam.
At bekæmpe de totalitære, racistiske og kvindeundertrykkende sider af islam er en nødvendig del af kampen mod de, der truer den personlige frihed, og det er såvel en kamp mod et sæt af ideer som mod de mennesker, der deler disse ideer.
Det er selvsagt ikke en kamp mod den store gruppe af mennesker, der tilfældigvis er født ind i islam, men som ikke tilslutter sig islams totalitære sider.
Endelig stiller Christian Bjørnskov et interessant spørgsmål i en post på Punditokraterne. Han spørger, om vi i Vesten har været lige så religiøse i fortiden, som Mellemøsten er i dag, og i givet fald og sekulariseringen af de mellemøstlige stater så er mulig og kommer af sig selv. Han slutter af med følgende:
Min fornemmelse – og modsig mig endelig hvis jeg tager fejl – siger at den glødende religiøsitet i Mellemøsten er den bremse på regionens sociale, politiske og økonomiske udvikling som vi aldrig har haft i samme omfang. Tænk hvis vi pludselig skulle begynde at bøje os for den?
I kommentarerne til Christian Bjørnskovs indlæg skriver “Limagolf”:
Hvis man vil se teologisk på det, kan man sammenligne de to lovreligioner Jødedommen og Islam. Jøderne har jo fundet en måde at tilpasse deres love til det moderne samfund, så hvorfor skulle Islam ikke kunne? De to lovsæt minder meget om hinanden.
Poul Højlund svarer hertil:
Forskellen er ikke blot det lovreligiøse, – kristendommen afskaffede i øvrigt den del – , men forholdet til teksterne. Også i jødisk tradiition er teksterne skrevet af mennesker.
Jødisk teologisk tradition er præcis den evindelige diskussion og venden tingene på hovedet. Den islamiske tradition er gudsdiktatet og deraf tekstens ufejlbarlighed plus profetens ligeledes ufejlbarlige eksempel. Ethvert forsøg på at reformere er kættersk.
Tjek også forfatningerne i stater med muslimsk flertal. Islam omfatter hele samfundet. Med et par markante undtagelser (bl.a. og delvist Malaysia og Indonesien) er sharian forfatningernes grundlag.
Så det samlede svar på det indirekte spørgsmål må lyde: nej, det går vist ikke over af sig selv. Men hvad der så skal til, aner jeg ikke. Velstand og uddannelse gør det vist ikke alene. Demokrati heller ikke. Gode bud efterlyses.
Jeg selv er helt på linje med Poul Højlund. Det er jo ikke ligegyldigt, om ens religion tager udgangspunkt i et menukort fra et pizzaria eller en krigerisk bog, der prædiker intolerence og vold mod vantro, og hvis mest hellige profet indiskutabelt var en skidt karl. Og om man opfatter den hellige bog som skrevet af mennesker eller af ens gud. Og derfor er det ikke en tilfældighed, at islam uden sammenligning står for den meste religiøse fundamentalisme og terror i denne verden. Reformen kommer ikke af sig selv, og jeg aner ikke, hvad man skal gøre.
Ligesom Torben mener jeg, at det er et liberalet projekt at bekæmpe islamismen og dens totalitære indhold. Vi skal føre en benhård åndskamp mod islamismen og yde et utvetydigt forsvar for vores frihedsrettigheder og leveform. Derfor skal vi sige nej til alle mulige særhensyn til islamisterne. Vil nogle have Grisling ud af biblioteket, så skal biblioteket overplastres med plakater af grise. Når nu Abdul Wahid Pedersen er en fundamentalist, så skal han ikke inviteres til at holde fredagsbøn på DR, og han skal ikke kaldes moderat og fremstilles som en hyggelig fætter; men i stedet behandles på lige fod med nynazister og andre ekstreme. (Lad dog en demokratisk muslim holde den fredagsbøn på DR, så har jeg ikke noget imod, at der bliver transmitteret fredagsbønner på DR.)
Endelig må vi have et opgør med velfærdsstaten, som tiltrækker uintegrerbare muslimer, medens USA og Canada langt hen af vejen tiltrækker de dygtige og arbejdssomme fra Mellemøsten.
Men modsat de kulturkonservative så går jeg ind for frihed for såvel Loke som Thor. Muslimer skal være frie til at bære tørklæde, og byggeri af moskeer skal følge almindelige byggeregler. Jeg mener heller ikke, at man kan forlange, at muslimer opgiver islam som sådan, og så tror jeg ikke på mange kulturkonservatives konspirationsteorier om, at alle muslimer – også dem i Demokratiske Muslimer – bare venter på at blive nok, så de kan indføre Shariaen i Danmark.
Anna Lyttiger responded on 14 Feb 2008 at 07:11 #
Det glæder da mit gamle hjerte at se, at det, som nogle af os andre i årtier er blevet svinet til som racister, nazister, med horribelt menneskesyn, koldhjertede, kyniske og meget andet godt for at sige, nu omsider er ved at gå op for et bredere segment af befolkningen.
Jeg er dog ikke enig i dit lille “men” i det sidste afsnit – islam kan under ingen omstændigheder koeksistere med moderne vestlige politiske konstruktioner – islam er forstenet og stagneret i selvunderkastende bogstavtro. Koranen er en bog, som ikke alene legitimerer, men direkte opfordrer til raceudrensning (jøderne) og iøvrigt vil kontrollere alle menneskers liv ned i mindste detalje.
Den dag du kan dokumentere mig en islamtroende, som oprigtigt og spontant tager afstand fra dele af koranen offentligt, og stadig kalder sig islamtroende, vil jeg revidere min opfattelse. Dette har jeg dog endnu til gode efter at have ventet på det i tredive år, så jeg er ikke optimistisk.
Ulla Nørtoft Thomsen responded on 14 Feb 2008 at 07:14 #
Det var god læsning, Morten. Det er utroligt vigtigt, at liberalister tager stilling, for næst efter de socialistiske søforklaringer og undskyldninger risikerer liberalismen (i en uheldig kulturradikal og studentikos udgave) at blive islamismens “gemmested”. Hvor man kan udvikle ekstremisme og omverdensfjendtlighed under dække af religionsfrihed. Så det er godt, at I skærer igennem og fjerner beskyttelsen af islamismen.
Faktisk er det også godt af andre grunde. Det er bemærkelsesværdigt, at Islamisk Trossamfund denne gang har fanget folkestemningen og opgivet udlandsrejser, hadske demonstrationer osv. Hvorfor? Fordi alle aviserne står sammen denne gang. Hele det politiske spektrum står sammen. De kan ikke kile sig ind og spille socialister ud mod borgerlige, liberale ud mod kulturkonservative osv. De kan se, at slaget er tabt. Havde Thøger, venstrefløjen og liberalisterne (uden sammenligning i øvrigt) bakket dem op, så havde de lavet et vældigt bål til en vældig fest – lige som sidst. Som jeg tidligere har skrevet en post om, så er selve ideen med terroren at sætte den venstrefløjen op imod højrefløjen. Så nu mangler vi bare, at også venstrefløjen sætter en fod ned og siger stop.
Selv det sidste afsnit er jeg enig i. Gik vietnameserne med tørklæde, ville det ikke genere mig et øjeblik. Og kan muslimerne kreere en religion, som hæver sig over sin øvrige kritik, så vil det være fint med mig. Men det tror jeg ikke, de kan. Jeg kan ikke overbevise min hjerne om, at Kurt Westergaards mordere er skurke, men at deres fundamentalistiske koner – iført heldække – er samfundsstøtter. Sådan ser han-ekstremister og hun-ekstremister ud. Det er ligesom rapænderne, de er ikke ens. Derfor hopper jeg ikke uden videre på, at den ene er en skurk, den anden englefrom. Og børnene, der angriber ambulancer, hvad er de? Sociale belastede? Eller er det ikke bare sådan, ekstremist-ællinger ser ud?
Men som sagt: det er ikke tørklædet i sig selv, det handler om. Tilsvarende med moske-bygningen. Så længe islam er, hvad islam er, og hvad islam har været i 1400 år, så er jeg ikke mere varm på moskebyggeri end på naziborge. Personligt tror jeg ikke, at der er nogen redning for islam. Jeg ved ikke, hvad de vil stille op med sig selv.
Ulla Nørtoft Thomsen responded on 14 Feb 2008 at 07:17 #
Der skulle stå “din kritik”.. Og “Kurt Westergaards mordere”, det skal der heldigvis heller ikke stå.
Thomas responded on 14 Feb 2008 at 09:59 #
Blind høne finder også korn – og jeg skal være blandt de første til at ønske jer liberalister tillykke. Hurra! Tillykke med at I nu efter 20 års fuldkommen blindhed over for den multietniske ulykke over Danmark erkender, at den er til skade. I vil naturligvis ikke gå så langt som til at sige, at det multietniske projekt er til skade for Danmark, for Danmark findes jo ikke i jeres hoveder – I er solipsister og egoister, for hvem der kun findes egoer eller større eller mindre forsamlinger af egoer, bundet sammen af en fælles egoisme.
Denne totalitære egoisme har nu vist sine skadevirkninger, selv for jer i de seneste dage, hvor fremmede truer en bladtegner på livet, og hvor indvandrerungdommen sætter deres ghettoer i brand over hele landet. Islam er her problemet. Indvandringen er problemet – fordi den bryder vores fædreland Danmark op indefra.
Det overordnede problem, kære liberalister, er ikke udelukkende totalitarismen i islam. Liberalismens egoistiske totalitarisme er ved at lægge landet øde i disse år. Fædrelandet bløder som følge deraf. Det naturlige danske fællesskab, som folk, land, sprog og historie er konstituerende elementer i, er døende. Indvandringen – af enhver slags – bryder fællesskabet op. Uanset om det sker i form af vietnamesisk, arabisk, polsk, svensk, amerikansk.
Jeg glæder mig til liberalismens næste store erkendelse, der består i selverkendelsen.
Kimpo responded on 14 Feb 2008 at 11:28 #
Haha, selvom Morten laver et liberalistisk kvantespring (sådan ser det ud for ikke-liberalister, thi liberalister flest har altid med næb og klør forsvaret muslimernes frihed til at pisse på Danmark ), slipper han ikke for hård opposition.
Men jeg kan ikke finde på noget at tilføje, så jeg vil bare sige tillykke til Morten, Mark og andre liberalister med, at det er lykkedes jer at slå øjnene op og tale om det, I ser.
Endnu er vesten ikke tabt..
Kimporatoriet » Kaos vækker liberalisterne responded on 14 Feb 2008 at 11:52 #
[…] Det Kongelige Kulturradikale Danmarks Radios små dengser, har omsider fået Liberalisterne til at tage bladet fra munden. Det er velgørende at se, at foragten for DF-fattigrøvene og deres manglende stuerenhed dog ikke […]
Morten Sørensens blog » Liberale og islam II responded on 15 Feb 2008 at 02:01 #
[…] for kommentarerne til min tidligere post med samme emne. Der synes at være en misforståelse, nemlig at det er helt nyt, at mange liberale […]
Morten Sørensen responded on 15 Feb 2008 at 02:10 #
@ Thomas
Amen!
Totallitær = Individet absolut underlagt kollektivet eller staten.
Det er det stik modsatte af liberalisme.