Vesselbo bliver ikke genvalgt (II)

November 13th 2007 09:44 am

Jeg har tidligere spået, at Ejvind Vesselbo ikke bliver genvalgt. Som gammel østjyde og aktiv i Venstre, vil jeg lige her på falderebet komme med min forudsigelse af fordelingen af Venstres personlige stemmer i Østjyllands storkreds. Om ikke andet så for min egen udfordring skyld.

Det stammer egentlig tilbage fra valgnatten i februar 2005, hvor Kaare R. Skou prøvede at forudsige, hvem der ville blive valgt for Venstre i Århus Amt, og han var endda så selvsikker, at han sagde, at hans forudsigelser plejede at være ret præcise.

Manden dumpede med et brag og kunne kun ramme 4 ud af 6 rigtige. Det er for ringe, når der kun er 10 kandidater og flere af dem var sikre på genvalg. Som insider måtte jeg krumme tæer til hans analyser.

Nå til sagen. Der er 11 kandidater, og der er sandsynligvis 7, der kommer ind. Jeg spår følgende rækkefølge af kandidaterne. 

Troels Lund Poulsen bliver topscorer. Han havde et kanonvalg sidste gang og stiller op i en af landets bedste kredse. Tidligere har man i kredsen sat stillerannoncer i Horsens- og Vejle Amts  Folkeblade med 1.500 navne på. Siden sidste valg er han jo som bekendt blevet politisk ordfører, hvilket givetvis vil give ham mange stemmer i de andre kredse i den nye store storkreds.

Karen Jespersen tager andenpladsen. Hun er ”over the top” og mange venstrefolk vil have svært ved at stemme på hende; men hun har ved alle andre valg været stemmesluger.

Kim Andersen har en god kreds og er blevet genvalgt sikkert flere gange. Mere er der ikke at sige om ham. Det bliver dog et tæt løb om pladserne 3-5.

Michael Aastrup Jensen. Michael Aastrup Jensen bragede ind sidste gang som nummer tre i Århus Amt, og det var endda i Randerskredsen, som aldrig før havde givet valg. Han var på daværende tidspunkt borgmester i Randers – i øvrigt landets yngste. Siden da har vi ikke hørt meget til ham, og Randerskredsen er blevet delt i to. Jeg ved ikke, hvordan hans kampagne kører denne gang; men sidste gang var den effektiv. Sidst fik han så vidt jeg husker over 8.000 stemmer. Jeg spår en stor tilbagegang.

Anne-Mette Winther Christiansen blev valgt som nummer to, efter Jørgen Winther, og bragede ind med, så vidt jeg husker, omkring 10.000 stemmer. Men det stemmetal falder voldsomt denne gang. Sidste gang var hun den eneste kvinde på Venstres liste i Århus Amt. Det giver rigtig mange stemmer. Hun kunne også trække lidt på sin mors navn, tidligere minister Else Winther Andersen, men hun er vel ved at være glemt nu. Faktisk er hun helt anonym og ikke særlig god, og hendes gode kreds, Grenå, er blevet opdelt. Jeg spår også her en stor tilbagegang.

Ovenstående er jeg ret sikre på, skal blive valgt. Nu begynder det at blive spændende.

Bünyamin Simsek sidder i byrådet for Venstre valgt med tredjeflest stemmer. P.t. fungerer han som børnerådmand i Louise Gades barselsorlov. Dygtig politiker og eneste med invandrerbaggrund på listen. Han stiller dog op i Århus, hvilket trækker ned, da Århusianerne ikke er gode til at stemme personligt. Dog har byrådet netop opfordret Århusianerne til at stemme personligt på en lokal.

Ulrik Kragh: Jeg er optimistisk på vegne af min gode ven og gamle VU-formand. Han har den dårligste kreds i Århus; men han har siddet i byrådet i Horsens i mange år, hvor han er et kendt ansigt. Han vil kunne trække mange stemmer der, om end jeg blev noget overrasket over, at han tabte kampvalget om at blive den nye Horsenskreds Folketingskandidat til Irene Simonsen. De stemmer, han tager i Horsens, tager han fra en af de nærmeste konkurrenter, Irene Simonsen. I 2001 blev Ulrik valgt i en kreds i København, hvor han slog den siddende MF´er, Gyda Kongstad – noget Troels Lund Poulsen ikke kunne valget før. Omvendt forsvandt han fuldstændig i krigen mellem Martin Geertsen og Jens Rohde ved valget i 2005. Men han sidder i Folketinget i dag, da Jens Rohde trak sig, og Martin Geertsen ikke ville ind.

Irene Simonsen: Ulriks opstilling i samme storkreds bliver hård ved hende. Ligeledes er den nye storkreds også hård ved hende.

Eyvind Vesselbo har ikke fået mange stemmer ved de seneste Folketingsvalg sammenlignet med mange af de ovenfornævnte. Århusianerne er altså ikke gode til at stemme lokalt. (Ironisk nok er Århus eneste MF´er fra Venstre en Københavner.) Og jeg kan sagtens forestille mig, at der er kandidater, der flår flere stemmer end ham selv i hans egen kreds, hvorved han ikke får ret mange af listestemmerne. Omvendt er han meget i medierne, hvilket er en fordel i den nye storkreds. Hans flirt med Ny Alliance trækker ned.

Uden chance for valg er

Mette Madsen og Annamarie Sparre, som jeg i øvrigt heller ikke kender.

Share

Posted by Morten Sørensen under Politiske analyser & Venstre | 1 Comment »

One Response to “Vesselbo bliver ikke genvalgt (II)”

  1. Niels Jensen responded on 19 Nov 2007 at 09:44 #

    WOW – det var vist den mest dårlige spådom jeg har set meget længe…..først at Vesselbo ikke blev valgt, men dernæst det med at Troels Lund skulle blive nr. 1….han blev nr. 3 – dernæst at Michael Aastrup skulle gå tilbage, når virkeligheden blev at han blev nr. 2 med over 10.000 stemmer og dermed en forholdsvis stor fremgang i forhold til sidste valg….hvordan synes du selv din spådom var???

Comments RSS

Leave a Reply