Archive for November, 2007

Vesselbo bliver ikke genvalgt (III)

November 19th 2007

Jeg mangler at gøre status på mine forudsigelser om udfaldet af valget m.h.t. Venstres kandidater i Østjyllands Storkreds. En læser kalder mine spådomme for de mest ringe, han har set længe; men det må så være fordi, han ikke har hørt Kaare R. Skou udtale sig. Jeg fik da 5 ud af 6 rigtige, hvorimod Kaare R. Skou, som jeg ville måle mig med, kun kunne gætte 4 ud af 6, da han prøvede ved Folketingsvalget 2005.

Mit bud lød:

Troels Lund Poulsen
Karen Jespersen
Kim Andersen
Michael Aastrup Jensen
Anne-Mette Winther Christiansen

Dem var jeg helt sikre på, ville blive valgt.

Det blev de også, men rækkefølgen blev en noget anden, end den jeg havde spået:

Karen Jespersen
Michael Aastrup Jensen
Troels Lund Poulsen
Kim Andersen
Anne-Mette Winther Christiansen

Jeg havde ret i:

  • at Karen Jespersen er “over the top”. Det blev ”kun” til 13.692 stemmer.
  • at Anne-Mette Winter Christiansen ville få reduceret sit stemmetal betragtelig – det blev ca. halveret. Sidste gang var hun eneste kvinde på Venstres liste, denne gang var halvdelen kvinder.

Jeg tog fejl

  • af Troels Lund Poulsen, som jeg overvurderede ret kraftigt.
  • af Michael Aastrup Jensen, som modsat min spådom fik flere stemmer end sidste gang.

Det er ganske tankevækkende, at Michael Aastrup Jensen uden nævneværdige poster i Folketinget og en dårlig kreds (gav valg for første gang ved sidste valg), fik flere stemmer end den politiske ordfører i en af Danmarks bedste kredse.

De næste på listen havde jeg tippet til:

Bünyamin Simsek
Ulrik Kragh
Irene Simonsen
Ejvind Vesselbo
Mette Madsen
Annamarie Sparre

Rækkefølgen blev:

Irense Simonsen
Ejvind Vesselbo
Mette Madsen
Ulrik Kragh
Bünyamin Simsek
Annamarie Sparre

Men da listestemmerne blev delt ud, byttede Ejvind Vesselbo og Irene Simonsen plads, og Vesselbo blev kun valgt med det yderste af neglespidserne. Jeg overvurderede Bünyamin Simsek og Ulrik Kragh, medens jeg undervuderede Mette Madsen, som jeg ingen kendskab har til.

Jeg fik dog ret i, at Ulrik Kraghs opstilling i samme storkreds som Irene Simonsen var hård ved hende. Ulrik fik knap 1.000 stemmer i Horsens, og hun havde ikke behøvet ret mange af disse for at slå Ejvind Vesselbo.

Summa summarum. Jeg fik 5 ud af 6 rigtige og forudsigelsen om, at Ejvind Vesselbo ikke blev genvalgt, holdt ikke. Men det var meget tæt på, da Ejvind Vesselbo kun kom ind på listestemmer. Alt i alt bedre end Kaare R. Skou; men vist ikke noget jeg kan leve af.

Og så kan man jo undre sig over, at Kaare R. Skou kan leve af det…..

Share

Posted by Morten Sørensen under Politiske analyser | No Comments »

Hvad skal jeg den 13. november (IV)

November 14th 2007

Til dem, der har fulgt med i føljetonen om mine overvejelser om, hvad jeg skulle bruge min stemmeret til 13. november, må jeg hellere kommme med afslutningen.

Som en gammel cirkushest, der plejer at være tilforordnet og plejer at deltage aktivt i valget, kunne jeg ikke holde mig væk. Jeg følte en forpligtigelse til at bakke op om demokratiet, som den mindst ringe styreform, så jeg tog af sted.

På vej over til Vestfjendshallen overvejede jeg sågar at stemme på de konservative, som det mindst ringe; men jeg endte med at stemme på John Galt.

Og valgaftenen. Tjah det blev som forventet en socialdemokratisk statsminister….

Share

Posted by Morten Sørensen under Politik | 6 Comments »

Vesselbo bliver ikke genvalgt (II)

November 13th 2007

Jeg har tidligere spået, at Ejvind Vesselbo ikke bliver genvalgt. Som gammel østjyde og aktiv i Venstre, vil jeg lige her på falderebet komme med min forudsigelse af fordelingen af Venstres personlige stemmer i Østjyllands storkreds. Om ikke andet så for min egen udfordring skyld.

Det stammer egentlig tilbage fra valgnatten i februar 2005, hvor Kaare R. Skou prøvede at forudsige, hvem der ville blive valgt for Venstre i Århus Amt, og han var endda så selvsikker, at han sagde, at hans forudsigelser plejede at være ret præcise.

Manden dumpede med et brag og kunne kun ramme 4 ud af 6 rigtige. Det er for ringe, når der kun er 10 kandidater og flere af dem var sikre på genvalg. Som insider måtte jeg krumme tæer til hans analyser.

Nå til sagen. Der er 11 kandidater, og der er sandsynligvis 7, der kommer ind. Jeg spår følgende rækkefølge af kandidaterne. 

Troels Lund Poulsen bliver topscorer. Han havde et kanonvalg sidste gang og stiller op i en af landets bedste kredse. Tidligere har man i kredsen sat stillerannoncer i Horsens- og Vejle Amts  Folkeblade med 1.500 navne på. Siden sidste valg er han jo som bekendt blevet politisk ordfører, hvilket givetvis vil give ham mange stemmer i de andre kredse i den nye store storkreds.

Karen Jespersen tager andenpladsen. Hun er ”over the top” og mange venstrefolk vil have svært ved at stemme på hende; men hun har ved alle andre valg været stemmesluger.

Kim Andersen har en god kreds og er blevet genvalgt sikkert flere gange. Mere er der ikke at sige om ham. Det bliver dog et tæt løb om pladserne 3-5.

Michael Aastrup Jensen. Michael Aastrup Jensen bragede ind sidste gang som nummer tre i Århus Amt, og det var endda i Randerskredsen, som aldrig før havde givet valg. Han var på daværende tidspunkt borgmester i Randers – i øvrigt landets yngste. Siden da har vi ikke hørt meget til ham, og Randerskredsen er blevet delt i to. Jeg ved ikke, hvordan hans kampagne kører denne gang; men sidste gang var den effektiv. Sidst fik han så vidt jeg husker over 8.000 stemmer. Jeg spår en stor tilbagegang.

Anne-Mette Winther Christiansen blev valgt som nummer to, efter Jørgen Winther, og bragede ind med, så vidt jeg husker, omkring 10.000 stemmer. Men det stemmetal falder voldsomt denne gang. Sidste gang var hun den eneste kvinde på Venstres liste i Århus Amt. Det giver rigtig mange stemmer. Hun kunne også trække lidt på sin mors navn, tidligere minister Else Winther Andersen, men hun er vel ved at være glemt nu. Faktisk er hun helt anonym og ikke særlig god, og hendes gode kreds, Grenå, er blevet opdelt. Jeg spår også her en stor tilbagegang.

Ovenstående er jeg ret sikre på, skal blive valgt. Nu begynder det at blive spændende.

Bünyamin Simsek sidder i byrådet for Venstre valgt med tredjeflest stemmer. P.t. fungerer han som børnerådmand i Louise Gades barselsorlov. Dygtig politiker og eneste med invandrerbaggrund på listen. Han stiller dog op i Århus, hvilket trækker ned, da Århusianerne ikke er gode til at stemme personligt. Dog har byrådet netop opfordret Århusianerne til at stemme personligt på en lokal.

Ulrik Kragh: Jeg er optimistisk på vegne af min gode ven og gamle VU-formand. Han har den dårligste kreds i Århus; men han har siddet i byrådet i Horsens i mange år, hvor han er et kendt ansigt. Han vil kunne trække mange stemmer der, om end jeg blev noget overrasket over, at han tabte kampvalget om at blive den nye Horsenskreds Folketingskandidat til Irene Simonsen. De stemmer, han tager i Horsens, tager han fra en af de nærmeste konkurrenter, Irene Simonsen. I 2001 blev Ulrik valgt i en kreds i København, hvor han slog den siddende MF´er, Gyda Kongstad – noget Troels Lund Poulsen ikke kunne valget før. Omvendt forsvandt han fuldstændig i krigen mellem Martin Geertsen og Jens Rohde ved valget i 2005. Men han sidder i Folketinget i dag, da Jens Rohde trak sig, og Martin Geertsen ikke ville ind.

Irene Simonsen: Ulriks opstilling i samme storkreds bliver hård ved hende. Ligeledes er den nye storkreds også hård ved hende.

Eyvind Vesselbo har ikke fået mange stemmer ved de seneste Folketingsvalg sammenlignet med mange af de ovenfornævnte. Århusianerne er altså ikke gode til at stemme lokalt. (Ironisk nok er Århus eneste MF´er fra Venstre en Københavner.) Og jeg kan sagtens forestille mig, at der er kandidater, der flår flere stemmer end ham selv i hans egen kreds, hvorved han ikke får ret mange af listestemmerne. Omvendt er han meget i medierne, hvilket er en fordel i den nye storkreds. Hans flirt med Ny Alliance trækker ned.

Uden chance for valg er

Mette Madsen og Annamarie Sparre, som jeg i øvrigt heller ikke kender.

Share

Posted by Morten Sørensen under Politiske analyser & Venstre | 1 Comment »

Hvad skal jeg den 13. november (III)

November 13th 2007

Debatten om, hvad man som liberal skal gøre i morgen på valgdagen, fortsætter i det liberale miljø. Lad mig her opsummere mine begrundelser for ikke at stemme på noget parti.

  1. Min samvittighed forbyder mig at stemme på et parti, jeg er så fundamentalt uenig i.
  2. SR er på kort sigt en anelse værre end en fortsat regering med Anders Fogh; men nu er jeg som borgerlig blevet holdt for nar i 6 år. Dette skal ikke belønnes, og den eneste måde, jeg kan trække i den anden retning, er ved at lægge pres på V og K ved at lade være med at stemme på dem. Tænk hvis 40.000 liberale stemte blankt. Så ville Anders Fogh pludselig skulle være nødt til at tækkes os liberale i stedet for den nuværende situation, hvor han kan være ligeglad, da de liberale alligevel stemmer på ham.
  3. Skulle SR komme til magten, kunne det såmænd gå hen og blive mere liberalt end i dag. Historien viser i hvert tilfælde, at SR-regeringer med en benhård opposition fører mere liberal politik end VK-regeringer.
  4. Ved ikke at stemme på et parti sparer jeg statskassen for 25 kr. om året i partistøtte, og jeg slipper for indirekte at smide 25 kr. i kassen i et parti, som modarbejder mine interesser.

 

Nå, nu kan jeg ikke trække den meget længere: Skal jeg blive hjemme, stemme blankt eller skrive et politisk budskab på min stemmeseddel?

Tjah bom bom. Selv om det er lidt af en akademisk diskussion, og stort set uden betydning hvad jeg gør, så har jeg tænkt en del over det.

Jeg er tiltrukket af at blive hjemme:

  1. Som protest mod Indenrigsministeriets langsommelige antidemokratiske sagsbehandling af Liberalisternes navn og dermed opstilling til Folketinget. Når Indenrigsministeriet kan obstruere demokratiet uden problemer, hvorfor skal jeg så bakke op om det?
  2. Det danske demokrati er alles kamp mod alle om andres folks penge. I dagens Danmark kan man simpelthen stemme sig til andres folks penge, og ingen stiller spørgsmål ved systemet. Raske arbejdsduelige mennesker med store friværdier kan få efterløn på skatteborgernes regning, medens jeg som nybagt husejer med studiegæld skal betale 2/3 af min sidst tjente krone (Argh jeg ved godt, det lyder som om jeg klynker, det er dog ikke meningen). Det er organiseret tyveri, og det har aldrig været meningen med demokratiet. Hvis jeg stemmer blankt, er det på et eller andet plan en legalisering af organiseret tyveri.
  3. Stemmeprocenten (men sjældent antallet af blanke stemmer) bliver altid oplyst i forbindelse med valgresultatet. Om end min lille protest er ubetydelig, så taler det for, at blive hjemme, man får mere value-for-money.
  4. Høj stemmeprocent tolkes som om, vi har et velfungerende demokrati med samklang mellem politikere og borgere. Det mener jeg ikke, vi har, og det kan jeg kun udtrykke ved at blive hjemme.

Jeg kender indvendinger. Det er din borgerpligt at stemme. Du kan i det mindste stemme blankt. Du har ikke ret til at brokke dig, hvis du ikke gider gå op i valglokalet, det er en hån mod de mennesker, der er klar til at ofre livet for at få lov til at stemme o.s.v. Men:

  1. Hvis jeg bliver hjemme, er det et bevidst politisk valg, langt mere bevidst end så mange andre, der blot sætter krydset, hvor de plejer.
  2. Jeg har lagt mange timer (og også nogle topbeskattede kroner) i at få Liberalisterne opstillingsberettiget. Så lad være med at fortælle mig, at jeg er forkælet og ikke har ret til at brokke mig, hvis jeg bliver hjemme. Men selv om, man ikke som jeg, har lagt mange timer i demokratiets tjeneste (pudser min selvfede glorie), så synes jeg sagtens, man kan forsvare at bliver hjemme med henvisning til argumenterne 2 og 4 i forrige afsnit, og da det som sagt er et bevidst politisk valg. Sat på spidsten så røver flertallet først dine penge, og derefter kræver flertallet, at du skal bakke op om det. Det er ”Sanction of the victim” at deltage i valget.
  3. Javel, der er nogen, der har det langt, langt værre end os. Om end jeg ringeagter velfærdsstaten, så er der ingen tvivl om, at det danske demokrati med dens organiserede tyveri er langt bedre end Venezuela, Cuba og Zimbabwe. Ja det er uden sammenligning overhovedet. Men forpligter det mig til at stemme, at nogen slet ikke har demokrati? I alle andre af livets forhold må man godt protestere, selv om nogen har det værre.

Læs i øvrigt også denne gamle artikel på Liberator om at blive hjemme på valgdagen, som har inspireret mig.

Hvad så med at stemme blankt eller skrive et politisk budskab på stemmeseddelen?

  1. Hvis det nu viste sig, at der var 40.000 blanke stemmer, så tror jeg, det kunne være et stærkere signal end lavere stemmeprocent. Den lave stemmeprocent kan tolkes på mange måder, bl.a. som et udslag af færre valgsteder. Omvendt ville partiorganisationerne hurtigt iværksætte en undersøgelse af de 40.000 blanke stemmer, og så ville budskabet være utvetydigt.
  2. Jeg er, sikkert grundet indoktrinering i folkeskolen og som aktiv i politik siden 1991 stærkt påvirket af de velkendte ovenfor nævnte indvendinger mod at blive hjemme. F.eks. har jeg, med risiko for at få prædikatet antiamerikansk, lidt svært ved at tage amerikanerne seriøst, når der i USA blev afgivet flere stemmer under “American Pop Idol” end til præsidentvalget.
  3. Hvis jeg skriver John Galt på stemmeseddelen, er der en lille bitte chance for, at en tilforordnet kommer til at kende bogen Atlas Shrugged. Bogen er alt for lang, nogle budskaber er ulidelige unuanceret; men jeg elsker plottet. At dem, der skaber velstanden, skaffedyrene, ikke længere vil finde sig i det og skaber deres eget samfund, hvorefter verdens motor går i stå. Og alle dem, der før hånede trækdyrene, samtidig med at de krævede deres penge, går i hundene. Og så gør det jo ikke noget, at John Galt er fysiker 😉

Man kan så indvende, at skrive John Galt på stemmeseddelen er ligeså meget en hån mod demokratiet, som at blive hjemme.

Inden jeg skrev ovenstående, havde jeg egentligt beslutte på at stemme på John Galt, men hvor der da også mange gode argumenter for at blive hjemme. Hmmm, godt der er lang tid til i morgen aften. Jeg hælder dog til John Galt.

 

Andre interessante indlæg i debatten er Jesper Vejbys overvejelser, Liberalistik overvejelser og så er Skattetryk altid leveringsdygtig i morsomme provokationer.

 

Velskrivende Ulla Nørtoft Thomsen skælder ud og mener, vi liberale ikke tager truslen fra islamisme alvorligt. Det vil jeg forholde mig til i et andet indlæg.

Share

Posted by Morten Sørensen under Politik | 2 Comments »

Hvad skal jeg den 13. november (II)

November 6th 2007

Jeg er jo efterhånden kommet frem til, at jeg ikke skal stemme på noget parti 13. november.

Jeg har netop taget JP´s valgkompas (se nedenfor), og det bekræfter mig i dette valg. Jeg bemærker mig, at jeg intet har til fælles med Venstre, og at partiet først kommer som nr. 3 på min liste. Jeg kan i øvrigt godt lide bemærkningen aller nederst: “hvis du har meget radikale politiske holdninger, kan det ske, at der ikke fremkommer partier i de to øverste grupper.” O.k. Jeg er altså radikaliseret….

Debatten blandt liberale om, hvorvidt man skal stemme på det mindst ringe, stemme blankt/ugyldigt eller liste sofa kører blandt liberale. I den forbindelse vil jeg gerne anbefale:

Christian Bjørnskov på Punditokraterne

Henrik Gade Jensen på 180grader

og

Lisbeth Røge Hermansen på 180grader

———————

Valgkompasset siger følgende:
Parentesen ud for hvert parti viser, hvor meget dine holdninger afviger fra partiet. Jo lavere værdi, jo mere enig er du med partiet.

——————————————————————————–
 
Du har meget til fælles med:

Disse partier har angivet standpunkter, som i høj grad er sammenfaldende med dine.
 

——————————————————————————–
 
Du har en del til fælles med:

Disse partier har angivet standpunkter, som i høj grad stemmer overens med dine holdninger.
 

——————————————————————————–
 
Du har lidt til fælles med:

Disse partier har angivet standpunkter, som delvis stemmer overens med dine holdninger.
 Det Konservative Folkeparti (91)
 

——————————————————————————–
 
Du har intet til fælles med:

Disse partier har angivet standpunkter, som ikke stemmer overens med dine holdninger.

 Ny Alliance (116)

Venstre (118)

Dansk Folkeparti (141)

Det Radikale Venstre (151)

Socialdemokratiet (164)

Kristendemokraterne (184)

Socialistisk Folkeparti (209)

Enhedslisten (228)
 

——————————————————————————–
 

OBS! Hvis dine holdninger i høj grad går på tværs af de politiske linjer, eller hvis du har meget radikale politiske holdninger, kan det ske, at der ikke fremkommer partier i de to øverste grupper. Ser du nærmere på pointsummen i parenteserne, kan du trods alt se, hvordan du placerer dig holdningsmæssigt i forhold til forskellige partier. Jo lavere pointsummen er, desto mere har du til fælles med partiet. Vi håber, at valgkompasset kan være en hjælp – men den 13. november er valget dit og ingen andens.

Share

Posted by Morten Sørensen under Politik | No Comments »

Valgkampcitat

November 2nd 2007

Fra TV2´s topmøde mellem Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt i går aftes. 

Helle Thorning-Schmidt spørger Anders Fogh: “Kan du garantere, at der ikke kommer skattelettelser?”

Man burde vel som det mindste forvente, at Anders Fogh havde slået en hånlatter op og sagt, at selvfølgelig vil han ikke garantere det, da han altid arbejder for lavere skatter; men formanden for Danmarks Liberale Socialistiske Parti svarede med uld i mund og nærmest undskyldte, at han ikke kunne udelukke, at hvis økonomien var til det, så kunne der måske komme en skattelettelse.

Hvordan synes du selv, kulturkampen går Anders Fogh?

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Politik & Socialdemokraterne & Venstre | No Comments »