Hvad skal jeg den 13. november (I)

October 30th 2007 12:06 pm

Debatten blandt hjemløse liberale om, hvad man skal gøre den 13. november, kører på fuldt blus. Og jeg vil her komme med et bidrag.

Jeg ser følgende 4 muligheder:

  1. Stemme på den mindst ringe
  2. Stemme taktisk
  3. Stemme blank/ugyldig
  4. Blive hjemme

Lad mig starte med de to første. Hvem vil i givet fald være den mindst ringe. V, K eller Y?

Skrev jeg virkelig V i ovenstående? Venstre kan ret hurtigt udelukkes. Der er intet liberalt tilbage i dette parti. Godt nok scorer en del af deres kandidater højt i 180graders stemmeguide; men en stemme på en af disse kandidater, er jo også en stemme på Venstre.

De konservative har markeret sig en anelse mere liberalt end Venstre på skatteområdet; men når partiet kan erklære seneste skatteomlægning for en stor sejr, så kan jeg ikke tage deres markeringer seriøse. Derudover har f.eks. deres familiminister kommet med flere socialistiske forslag. Eksempelvis et forslag om at lave regler for, hvor butikkerne skal stille slikket, ligesom det er de konservative, der står i vejen for en afskaffelse af lukkeloven.

Så er der Ny Alliance. Jeg tog 180graders stemmeguide. Jeg skulle helt ned omkring nr. 20, førend jeg mødte den første NA-kandidat. Der var endda en kandidat fra Kristelig Folkeparti placeret højere. De 18 øverste var fra enten V eller K.

O.k. skattens størrelse er noget af det vigtigste for den personlige frihed; men på alle andre områder er partiet alt andet end liberal. Herunder et par eksempler på Anders Samuelsens og mine svar til 180grader testen:

6. Politikerne skal ikke bestemme, om restauranter og caféer skal tillade rygning i deres lokaler
svarede: Uenig
Dit svar: Meget enig
7. En bestemt del af barselsorloven bør være øremærket til mænd. Mændene skal ikke kunne overføre den til deres partner
svarede: Hverken/eller
Dit svar: Meget uenig
11. Fuld religionsfrihed indebærer en adskillelse af stat og kirke og en fuld ligestilling af alle religioner
svarede: Uenig
Dit svar: Meget enig
Kommentar: En folkekirke betyder i praksis, at kirken blander sig mindre i politik. (Se Sverige)
18. Huslejeregulering er nødvendig af hensyn til de svageste i samfundet
svarede: Enig
Dit svar: Meget uenig
Kommentar: Men gerne over en årrække en nedtrapning af det anvendte beløb
22. Efterlønnen bør afskaffes
svarede: Hverken/eller
Dit svar: Meget enig
Kommentar: Ny Alliances skattereform afskaffer den i praksis for højtlønnede, der må anvende sparede skattekroner til at finansiere et tidligt stop.

Og partiet er allerede ved at trække i land på skatteområdet. Herunder alt hvad man kan læse på deres hjemmeside under mærkesager om skattepolitiken:

Vi ønsker en skattereform, der med påbegyndelse i 2009 starter rejsen mod max 40 pct. i skat på arbejdsindkomst- nedsat moms – ændring af bilbeskatning – alt gennemført i et tempo, så velfærden fastholdes.

Gennemført i et tempo, så velfærden fastholdes (sic!). Tvinges jeg til at vælge, tror jeg, de konservative må være de mindst ringe.

Hvad så med at stemme taktisk?

Hvis Venstre skal kunne diskutere liberal politik igen, og det er en forudsætning for at få liberal politik på dagsordenen, så gælder det om at få Fogh og Hjort på porten hurtigst muligt. Javel, Socialdemokraterne vil på kort sigt være værre; men erfaringen viser jo, at en socialdemokratisk regering med en benhård opposition er mindst lige så liberale som en borgerlige regering, der trækker mod midten.

Jeg vil vove den påstand, at havde Anders Fogh beholdt Venstres liberale linje men tabt valget i 2001, så var Danmark et mere liberalt samfund i dag.

Så jeg kunne taktisk langsigtet overveje at stemme på Socialdemokraterne for at få Fogh væk og genrejst en liberal debat. Det vil kunne trække medianvælgerne og den førte politik i liberal retning.

Jeg er dog kommet til den konklusion hverken at vælge mulighed 1 eller 2. Den mindst ringe er simpelthen for ringe, og det vil blot være med til at holde Fogh ved magten, og derved dræbe al liberal idedebat. Derudover har Anders Fogh længe kunnet leve højt på, at VK var det mindst ringe. Derved har han kunnet være bedøvende ligeglade med liberale personer. Dette ændres ikke ved at stemme på det mindst ringe parti.

Mulighed 2, stemme taktisk. Tjah det er fristende. Men jeg har altid sagt, at det er umuligt at forudsige vælgernes og politikernes gerninger, og derfor skal man sige, hvad man mener, og arbejde for dette. Det vil en taktisk stemme stride imod. Politik er uforudsigeligt, og jeg kan jo også risikere, at Socialdemokraterne ved magten vil få Venstre til at rykke endnu længere ud på venstrefløjen.

For begge muligheder gælder dog, at min samvittighed byder mig ikke at stemme på partier, som jeg er så fundamental uenig med. Der er nogle principper, som er værd at holde ved.

Tilbage er så kun mulighed 3 og 4 – ikke at stemme på et parti. Det er her, jeg står nu. Skal det så være blankt/ugyldig eller skal jeg blive hjemme. Det vil jeg behandle i snarest.

Share

Posted by Morten Sørensen under Liberalisme & Politik | 8 Comments »

8 Responses to “Hvad skal jeg den 13. november (I)”

  1. Kimpo responded on 30 Oct 2007 at 01:29 #

    Tænk på at Thorning ikke kan tumle 3 brikker. Hvilken statsminister 🙂

    http://www.kimporator.dk/?p=241

  2. Morten Sørensen responded on 30 Oct 2007 at 10:04 #

    Apropos NA som mindst ringe, så læser jeg netop nu på jp, at Khader støtter socialdemokraternes ide om 30.000 billige boliger:

    http://jp.dk/indland/indland_politik/article1149252.ece

  3. Kimpo responded on 31 Oct 2007 at 01:00 #

    Ja, NA er et blålys med rød efterbrænder.

  4. Keld Nygaard responded on 02 Nov 2007 at 01:58 #

    Da du jo selvfølgelig regner med at Liberalisterne er opstillet til næste valg, så vil det eneste rigtige for dig, såfremt du vælger at stemme taktisk, være at sætte dit X ved Venstre, og helst personligt på den mest røde.

    Stemmer du på Socialdemokraterne vil Venstre fremstå som et liberalt alternativ til regeringen, ganske som du skriver – men hvordan kan du være sikker på at Fogh ikke stiller op til næste valg??

    Stemmer du istedet Fogh ind har du det du den bedste dårlige løsning lige nu, og Liberalisterne kommer til at fremstå som et liberalt alternativ næste gang, frem for at drukne i “Venstre-liberalisme”.

  5. nai responded on 02 Nov 2007 at 10:54 #

    Det med billig-boligerne er vel en konsekvens af ægteskabet mellem Bondam og Ritt i Kbh. og dermed af taktisk karakter, men ok ikke nogen rar tendens. Før velagkampen gik Bondam faktisk ind for at fjerne lejereguleringen i Kbh, men det glemte han undervejs.

    /Nicolai

  6. Morten Sørensen responded on 06 Nov 2007 at 02:20 #

    Hej Keld. Det er læææææænge siden.

    Jeg kan følge din pointe; men jeg vil nu hellere, at Venstre igen bliver liberale, og Liberalisterne bliver overflødige, end at vi fortsat skal trækkes med en de facto en-parti-stat – Det Forenede Velfærdsparti.

    Og må vi så få noget Kids in Amerika 😉

  7. Sten Blank responded on 09 Nov 2007 at 07:35 #

    Politikerne overser, at størstedelen af den danske befolkning klarer sig selv, og klarer sig selv godt. Deres hverdag påvirkes ikke nævneværdigt af, om det er Thorning eller Fogh, der sidder øverst i folkestyret. Borgerne har bevæget sig betragteligt de sidste 50 år, men folkestyret har stået stille.
    Stem Blank og lad os vække folkestyret med 100.000 blanke stemmer 🙂

    /Sten Blank – http://stenblank.blogposten.dk/

  8. Frank responded on 12 Nov 2007 at 12:06 #

    Hej Morten

    Jeg kan se, du har brugt “mit” udtryk: Det Forenede Velfærdsparti! Det er jeg glad for! Som Hayek har sagt, så er det lige så undertrykkende som et diktatur at bo i et samfund, hvor de fleste mener det samme! Og det præcis den situation, vi befinder os i i dag. Alle partierne har den samme grundlæggende præmis om, at det er staten (eufemismen om “inveteringer” i mere velfærd), der ved at misbruge skatteydernes penge kan redde os alle sammen fra at bestemme over os selv. Der er ikke et eneste parti, der i valkampen har brug udtryk som “personlig frihed”, “afbureaukratisering”, “hvor skal pengene komme fra” etc. Anders Nyrop Rasmussen havde bare for at understrege pointen RØDT slips på i søndag aftens partileder”debat”, hvor uenigheden var rituel og ikke reel.

    Derfor gør jeg det samme, som jeg gjorde i 2005. Jeg skriver nederst “Ronald Reagan” og sætter mit kryds der!

Comments RSS

Leave a Reply