Er VU ved sine fulde fem?
October 25th 2007 01:48 am
De næste 3 uger vil VU´erne arbejde en vis legemesdel ud af bukserne for at få genvalgt Anders Fogh. Som tidligere VU´er ved jeg, at denne hjælp er uvurderlig. Men er VU nu ved sine fulde fem?
Prøv læs disse 10 ganske liberale bud fra VU´s principprogram på at forandre velfærdsstaten til et velfærdssamfund. Her et udpluk.
§ 2 I velfærdsstaten har staten ansvaret, mens det enkelte menneske er klient- og umyndiggjort. I velfærdssamfundet er individet ansvarligt for sit eget liv, sine egne valg, mens staten kun er sikkerhedsnet for de få, der ikke får grebet trapezen.
§ 3 I velfærdsstaten opgøres velfærden i makroøkonomiske tabeller, der viser graden af omfordeling i kroner og ører. Velfærdssamfundet måles på, hvor godt det tager hånd om de svageste i kombination med, hvor lidt det griber forstyrrende ind i markedet og samfundet i øvrigt.
§ 7 I velfærdsstaten må man lovgive om snart sagt alt, fordi man ikke stoler på menneskets evne til at træffe ansvarlige valg. I velfærdssamfundet er troen på det enkelte menneske det bærende ideologiske fundament, hvorfor man regulerer menneskets færden så lidt som muligt.
§ 8 I velfærdsstaten bringes så mange beslutninger som muligt ind i den politiske sfære. I velfærdssamfundet minimeres den politiske sfæres indflydelse, fordi langt flere beslut-ninger træffes af borgerne selv ved at stemme med fødderne, altså påvirke omgivelserne gennem deres forbrugsvalg. I velfærdssamfundet er det borgerne, der er ansvarlige for deres valg og frie til at disponere.
I det hele taget er VU´s principprogram liberalt. Under socialpolitikken kan man f.eks. læse følgende:
- Langt den største del af den danske befolkning kan og skal klare sig selv.
- Der skal fremover omfordeles langt mindre end der hidtil er blevet.
- Den offentlige indsats skal målrettes mod de svageste i vores samfund.
- Ældre skal som udgangspunkt forsørge sig selv.
Så er det, jeg ikke begriber, hvorfor VU knokler for at få valgt en statsminister, der tydeligvis modarbejder VU´s principper og holdninger? Og når han så bliver genvalgt, så jubler og fester de helt bevidstløst.