Det langsomme Indenrigsministerium
April 27th 2007 04:10 am
Først var Indenrigsministeriet 1½ år om at godkende Liberalisternes partinavn “Liberalisterne -Frihed og Velstand.” Så længe den godkendelse ikke var på plads, kunne vi ikke komme i gang med at indsamle underskrifter for at blive opstillet til Folketinget. Det er vi nu i gang med; men Indenrigsministeriet fortsætter sin langsomme sagsbehandling.
Proceduren for underskriftsindsamlingen er, at folk skriver under på vælgererklæringen. Vi sender derefter den underskrevne erklæring til underskriverens hjemkommune, som attesterer erklæringen, og sender den ud til underskriveren igen. Underskriveren skal så sende den nu attesterede erklæring til os i en vedlagt svarkurvert, hvor Liberalisterne betaler portoen.
Med den procedure in mente sendte jeg 6. marts nedenstående e-mail til den ansvarlige i Indenrigsministeriet:
—-
Kære Anne Marie Hansen
Som aftalt i telefon sender jeg dig hermed et opklarende spørgsmål vedr. gyldigheden af vælgererklæringer.
Jeg vil høre, om en erklæring kan godkendes, hvis underskriveren scanner sin underskrevne vælgererklæring ind og e-mailer den til Liberalisterne, der derefter udskriver den.
Vi vil således gerne havde lov til at sende en udskrift af en indscannet vælgererklæring til kommunernes folkeregistre.
Kan du oplyse det nøjagtige antal godkendte erklæringer, der skal til for at blive opstillingsberettiget?
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Næstformand for Liberalisterne
Morten Sørensen
—-
Jeg får ret hurtigt svar på, at vi skal bruge 19.185 godkendte underskrifter; men hovedspørgsmålet vedr. indscannede underskrifter, venter jeg stadigvæk svar på.
6. april sender jeg en venlig forespørgsel, som man 12 dage efter, 18. april, besvarer med, at sagen er under behandling. I går 26. april ringer jeg for at høre, hvordan det går med min henvendelse.
Jeg spurgte, hvad de brugte tiden på? Om de holdt mange møder om det, eller om de læste gamle afgørelser igennem, eller hvad de dog kunne bruge så lang tid på? Svaret var lidt afvæbende, men det var noget med, sagen havde stor prioritet, og de arbejdede så hurtigt de overhovedet kunne; men da afgørelsen skal træffes højt oppe i systemet, tog det lidt tid.
Jeg tør slet ikke tænke på sagsbehandlingstiden, hvis sagen havde lav prioritet.
