Den ekstreme hamp
February 24th 2007 04:10 am
Mit sidste indlæg har ført til en debat om den danske journaliststand med Bjarne Thyregod, medlem af Enhedslisten. Jeg henviser i debatten til nogle indlæg på Uriasposten, hvilket får Bjarne Thyregod til at skrive om “Uriaspostens højreekstreme hamp” og “Uriasposten er højreradikal”.
På den baggrund kan jeg ikke dy mig for at tage emnet ekstremisne og radikalisme op.
Nedenstående er taget fra Enhedslistens principprogram og taler vist for sig selv.
“Socialisme er et samfundssystem, hvor der produceres for at dække menneskelige behov og ikke for at opnå en profit. Den private ejendoms- og råderet til produktionsmidlerne er ophævet og erstattet af forskellige former for kollektive ejerformer, kendetegnet ved et fuldt gennemført demokrati i forhold til både produktionens indhold og udførsel.”
[…]
“Den socialistiske revolution erstatter kapitalismen med en demokratisk planlagt og kontrolleret behovsstyret økonomi. Produktionsmidlerne vil blive overtaget af arbejderne på de forskellige virksomheder og vil blive drevet og videreudviklet på basis af et arbejdspladsdemokrati i samspil med de politiske organer, der fastlægger de økonomiske mål og rammer.”
[…]
“Under socialismen vil forskellige kollektive produktions- og virksomhedsformer kunne udvikles, lige fra stats- og kommunalt ejede virksomheder over produktionskollektiver og kooperativer til virksomheder ejet af beboerforeninger eller andre lokale organisationer og institutioner. Grundlaget for virksomhederne skal være, at de fungerer for at opfylde reelle behov under størst mulig hensyntagen til mennesker og miljø. Derfor skal produktionen som udgangspunkt ske så tæt som muligt på både leverandører og aftagere, men naturligvis afpasset i forhold til produktionens art. En overordnet planlægning og prioritering af produktionen skal derfor spille sammen med et nærdemokrati, der giver arbejderne på de enkelte virksomheder og de lokale demokratiske organer størst mulig råderum til at tilrettelægge en produktion, der opfylder såvel lokale behov som de behov, der skal varetages for hele samfundet.”
[…]
“Da socialismen vil fjerne de økonomiske og politiske magthaveres magt og privilegier, kan den kun indføres i forbindelse med et revolutionært brud med kapitalismen og den herskende klasse under kapitalismen – borgerskabet.
Socialistiske revolutioner kan måske nok gennemføres i enkelte lande og forskudt over tid. Men en egentlig igangsættelse af den gigantiske forandringsproces, som socialismen er udtryk for, forudsætter, at revolutionen hurtigt breder sig til de centrale kapitalistiske nationer, ellers vil revolutionen blive slået tilbage ideologisk, økonomisk og i yderste konsekvens også militær krig fra den omgivende kapitalistiske verdens side.”
[…]
“Ingen klassekamp uden kvindekamp – ingen kvindekamp uden klassekamp.” (Ta den kvinder 🙂
[…]
“I en bæredygtig trafikpolitik skal der sættes målrettet ind mod de mest miljøbelastende transportmidler: biler, hurtigfærger og fly.”
Læs selv flere anakronismer i programmet.
Bjarne Thyregod responded on 24 Feb 2007 at 12:56 #
I debatten om journaliststanden lød postulatet at journalister er røde, baseret på en undersøgelse af journalist-STUDERENDE. Og her var det så morsomme resultat at kun 33 % ville stemme på S, SF, og Enhedslisten altså færre end de pågældennde fik ved seneste folketingsvalg. Så meget for den historie.
Men hvis Morten nu istedet ønsker at diskutere borgerligt demokrati contra Enhedslistens partiprogram så lad os da gøre det – men det bliver først efter en heftig tur med gamle kollegaer fra Bank og It verdenen og efterfølgende Hang-over.
Morten Sørensen responded on 25 Feb 2007 at 01:13 #
O.k. Så lad mig lige komme med en sidste kommentar til journalistdebatten.
1. Postulatet om de røde journalister bygger på flere undersøgelser – ikke kun den ene meningsmåling blandt journalistelever, du forholder dig til. Til sammen viser alle disse undersøgelser en klar tendens til, at journalister er mere venstreorienteret end resten af befolkningen. Det argumenterer Kim Møller fint for i sin post: http://www.uriasposten.net/?p=4080.
En af undersøgelserne er refereret i fagbladet “Journalisten” under overskriften “JOURNALISTER SER RØDT I STEMMEBOKSEN”.
En anden af undersøgelserne får Politiken/Ritzau til at skrive: “Massivt rødt flertal blandt journaliselever.”
2. Den undersøgelse, du forholder dig til, giver A+B+F+Ø 125 mandater mod 81 ved FV 2005. At sætte A, B, F og Ø i en “rød” blok er helt normalt. Det gør stor set alle medier, når de angiver resultaterne af meningsmålinger.
3. Lad os sige, at de radikale og CD hverken er fugl eller fisk, selv om begge partier vil pege på en socialdemokratisk regering.
I det følgende er procentsatsen andelen af afgivne gyldige, ikke blanke stemmer. D.v.s. undersøgelsens “blanke”, “ved ikke” og “vil ikke stemme” er taget fra.
Fra venstre side af salen så får:
– Enhedslisten 10,0% mod 3,4% ved FV 2005
– SF 11,3% mod 6,0% ved FV 2005
De to mest venstreorienterede partier er altså klart overrepræsenteret blandt journalisteleverne.
Socialdemokratiet får 13,3% mod 25,8% ved FV 2005.
Til sammen før A, F og Ø 34,6% af stemmerne mod 35,2% af stemmerne ved FV 2005. Denne blok får altså den samme stemmeandel, men stemmer er fordelt klart mere rødt end ved Folketingsvalget.
Så lad os tage V, C og O.
V får 14,6% mod 29,0% ved FV 2005
C får 10,0% mod 10,3% ved FV 2005
O får 0,0% mod 13,3% ved FV 2005
Til sammen får denne blok 24,6% af stemmerne mod 52,6% ved FV2005.
Alt i alt er der i min optik ingen tvivl om, at resultatet af denne ene undersøgelse er, at journalisteleverne ved DHJ i Århus er mere venstreorienteret end resten af befolkningen.
Når jeg citerer fra Enhedslisten principprogram, er det fordi, det er lidt ejendommeligt, at du beskylder andre for ekstremisne og radikalisme, når du selv er medlem af et parti, der vil afskaffe en af de fundamentale menneskerettigheder, nemlig ejendomsretten. Den er hjørnestenen i retsstaten og fundamentet for et rigt og velfungerende samfund. Det vil Enhedslisten afskaffe ved en revolution.
Det er da for alvor radikalt og ekstremt.
Leif Jensen responded on 25 Feb 2007 at 11:15 #
Morten. Hvad er meningen med at vise at Ritzau og Journalisten tolker undersøgelserne på samme måde som højreradikale Kim. De er da selv ude i den højreradikale ekstreme hamp.
Nej det var noget andet, hvis det var Arbejderavisen eller til nøds Information.
Bjarne Thyregod responded on 07 Mar 2007 at 08:33 #
Venstrefløjen, “De røde”, “Socialisterne” får under 35 % ja det giver altså ikke et flertal, ligegyldigt hvor meget man gentager det.
De Radikale er et borgerligt parti, med udspring i Venstre, med en klar liberalistisk politik på flere områder både i fht den økonomiske politik, men også på individuelle rettigheder.
Leif Jensen
Næh det viser vel bare at journalister ikke er i stand til at læse.
Eller at deres selvdefinition er at de er “venstreorienterede” når de som angivet i undersøgelserne tilhører “de Radikale” hvilke 33% jo gjorde.
Morten Sørensen responded on 07 Mar 2007 at 11:35 #
=> Bjarne
Et velment råd. Hvis du vil have folk til at diskutere med dig, så er du nødt til at forholde dig til det, folk skriver.
Du bliver ved med kun at forholde dig til en eneste af undersøgelserne, trods det at jeg gentagne gange har henvist til flere.
Du bliver ved at skrive, at journalisterne ikke er røde trods det, at jeg har reduceret min påstand til, at journalister er mere venstreorienteret end resten af befolkningen.
Hvorfor kører alle de idioter i den forkerte side af motorvejen?, spurgte spøgelsesbilisten. Det citat kommer jeg til at tænke på, når jeg læser din kommentar til Leif Jensen.
Om Det Radikale Venstre er venstre- eller højreorienteret, tjah. Min vurdering er, at på det værdipolitiske område hører de til langt ude på venstrefløjen (hvad så end der ligger i at være venstre og højreorienteret).
På det økonomiske område havde de ganske rigtigt en kort liberal opblomstring efter valget i 2001; men i dag er de i mine øjne mindst lige så socialdemokratiske som f.eks. DF. Det er f.eks. RV og ikke DF, der vil afskaffe kontanthjælpsloftet. DF vil godt være med til at give reelle skattelettelser, medens RV nu gør meget ud af, at de vil lægge skatterne om – ikke lette skattetrykket.