Opstart af Liberalisterne i Viborg Kommune

January 17th 2007 04:39 am

En pressemeddelelse fra Liberalisterne

17. januar 2007

Liberalisterne indtager Viborg

En ny lokal partiforening ser snart dagens lys, når Liberalisterne i løbet af kort tid får en lokalafdeling i Viborg.

Det er den 32-årige Morten Sørensen , der står bag den nye partiforening. Han var sidste år en del i vælten, da han ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg førte en sag om fagforeningstvang – en sag han sammen med Danmarks Frie Fagforening vandt og dermed brød de eksklusivaftaler, der har eksisteret på mange fagområder.

Selve oprettelsen af den lokale partiforening sker ved en stiftende generalforsamling søndag den 4. februar i Det store mødelokale i Viborg Svømmehal, Banegårdspladsen 1, Viborg. Her er alle interesserede velkomne til at møde op. Mødet vil starte med en introduktion til partiet ved Liberalisternes landsformand, Torben Mark Pedersen.

“Oprettelsen af lokalafdelingen i Viborg har været på vej et stykke tid. Vi er allerede et antal her fra området, som er medlemmer af Liberalisterne. Derfor er det helt naturligt, at vi sætter os sammen og opretter en lokal partiforening, siger Morten Sørensen , der selv er medlem af Liberalisternes hovedbestyrelse.

“Liberalisternes indtog i Viborg er vigtig for de liberale kræfter i områder, der de seneste år er blevet svigtet politisk. Det vil vi rette op på med ægte liberal politik, siger Morten Sørensen.

Med oprettelsen af Liberalisterne, Viborg, eksisterer der nu fire lokale partiforeninger – et tal, der i løbet af i år kommer til at vokse betragteligt. Udover Viborg er der partiforeninger i København, Århus og Odense. Og flere er under oprettelse.

“I det seneste år har vi fokuseret på at få gjort partiet klar til en voldsom ekspansion. Nu kan vi se, at de træer, vi har plantet, begynder at bære frugt. Vi skal inden næste folketingsvalg være landsdækkende, så vi kan stille med lokale folketingskandidater i samtlige opstillingskredse” siger Liberalisternes landsformand, Torben Mark Pedersen og fortsætter:

“Et politisk parti som vores, skal selvfølgelig bygge på et bredt og ikke mindst lokalt grundlag. Det er det grundlag, der skal skaffe de omkring 20.000 underskrifter, vi skal bruge for at blive opstillingsberettigede. Det er det grundlag, der skal sikre os valg til Folketinget ved næste valg. Derfor er det vigtigt, at vi i allerede fra starten af det nye år får etableret endnu flere lokale partiforeninger. Og heldigvis kan vi allerede nu slå fast, den nye partiforening i Viborg kun er første trin i vores ekspansion. Allerede nu er vi ved at få rejst endnu flere lokale partiforeninger”, siger Torben Mark Pedersen.

Share

Posted by Morten Sørensen under Liberalisterne | No Comments »

Comments RSS

Leave a Reply