Kæft trit og retning
January 10th 2007 06:16 am
Update: Ser nu, at Jarls Blog har skrevet et glimrende indlæg om samme emne, bl.a. med en henvisning til en fin artikel om emnet i Berlingske Tidende, der udstiller Foghs hykleri.
——-
Fra dagens Jyllands-Posten:
Ret ind, forsvar regeringens politik og angrib oppositionen. Sådan lød opsangen fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han på sit første ugentlige pressemøde i denne sæson indskærpede disciplinen over for folketingsmedlemmerne hos de konservative og Venstre.
[…]
Jeg synes ærlig talt, at medlemmer af regeringspartierne bruger deres kræfter bedst på at markedsføre, hvad der er regeringens politik og så i øvrigt gå i clinch med oppositionen. Det er sådan set de to vigtige opgaver, som hver dag kan fylde tiden ud,« slog Fogh fast.
Udtalelserne kommer bl.a. på baggrund af Lars Barfods udmeldinger om ændret dagpengesystem. Men hvordan var det nu lige, at Andres Fogh opførte sig under Schlüter-regeringerne. Ja den gang var Venstre i opposition og regering på en gang, som det hed sig i Venstre den gang. Den gang var der plads til idepolitisk debat ved siden af regeringsarbejdet. Man må spørge sig selv, om Anders Fogh overhovedet har en rygrad.
Op til valget i 2005 havde Venstres landsorganisation og Folketingsgruppen ingen indflydelse på de valgløfter, som Fogh gav. Jeg talte med et Folketingsmedlem og en Folketingskandidat, der begge fortalte mig, at de ingen som helst indflydelse havde haft på valgprogrammet, og faktisk så hørte de første gang om valgløfterne på et pressemøde sammen med resten af Danmarks befolkning. Når de så er blevet valgt til Folketinget, ja så skal de ifølge Fogh heller ikke øve indflydelse, men bare makke ret. Det er lidt svært som MF’er for Venstre at hævde, at man gør en forskel.
Det bliver i øvrigt meget spændende at følge Lars Barfoeds færden i den kommende tid. Inden han blev minister, kom han ofte med borgerlige udmeldinger i strid med Foghs socialdemokratiske projekt. Onde tunger hævede endda ved hans udnævnelse, at han blev udnævnt for at lukke munden på ham.
Martin Sternberg responded on 11 Jan 2007 at 10:08 #
Jeg er ikke uenig, men med Lykketofts seneste kommenater om at det offentlige forbrug skal stige kraftigt, så er denne regering stadig at foretrække frem for en socialdemokratisk regering…..