Archive for January, 2007

Ultraliberal

January 23rd 2007

Pressemeddelelsen om opstart af lokalforening af Liberalisterne i Viborg Kommune fik Viborg Folkeblad til at skrive o.k. artikel med overskriften “Ultraliberalt parti etablerer sig i Viborg”.

Det har fået mig til at sende nedenstående læserbrev til Viborg Folkeblad.

———

Skat og ultraliberal

Det radikale Venstres åndelige fader, Viggo Hørup, skrev 17/9-1893 et flammende skrift mod de stigende skatter. Bl.a. skrev han: “Der maa engang komme Nogle, som siger: Vi vil ikke have Skat, heller ikke god Skat, ikke engang fortrinlig Skat; det er mindre Skat, vi vil have, forstaar I, mindre Skat.” Det var før indkomstskatten blev opfundet.

I 1952 var indkomstskatten 16% og finansminister Thorkild Kristensen (V) skrev i National Økonomisk tidsskrift: “…jeg vil mene, at hvis der foregår en betydelig yderligere vækst ud over det, vi har i dag, altså en vækst i statsbudgettet i forhold til nationalindkomsten, vil de uheldige virkninger efterhånden begynde at vokse i betydelig udstrækning”.

I 1960 var det samlede skattetryk målt som procent af BNP nået op på 26%, og socialdemokraten Viggo Kampmann skrev: “Er det da rigtigt, at skatteudskrivningen har nået sit maksimum? Ja, for bestemte skatteområders vedkommende. Det vil være betænkeligt yderligere at øge indkomstskatten i Danmark”.

Målt som procent af BNP er skatten under Anders Fogh steget fra 48,6% (2001) til 50,6% (2005).

Dette ønsker Liberalisterne at gøre noget ved, og bl.a. derfor stifter vi nu en lokalforening i Viborg Kommune 4. februar kl. 13 i Viborg Svømmehal, som omtalt i Viborg Folkeblad 19/1. Formentlig i tråd med den politiske opfattelse i dagens Danmark betegnes vi som et ultraliberalt parti i artiklen.

Tjah i 1960 var man socialdemokrat, hvis man mente at 26% af BNP var grænsen. I dagens Danmark er man ultraliberal, hvis man mener at 50,6 % af BNP er for meget. Også derfor er dannelsen af Liberalisterne vigtig.

Share

Posted by Morten Sørensen under Liberalisme & Liberalisterne | No Comments »

Opstart af Liberalisterne i Viborg Kommune

January 17th 2007

En pressemeddelelse fra Liberalisterne

17. januar 2007

Liberalisterne indtager Viborg

En ny lokal partiforening ser snart dagens lys, når Liberalisterne i løbet af kort tid får en lokalafdeling i Viborg.

Det er den 32-årige Morten Sørensen , der står bag den nye partiforening. Han var sidste år en del i vælten, da han ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg førte en sag om fagforeningstvang – en sag han sammen med Danmarks Frie Fagforening vandt og dermed brød de eksklusivaftaler, der har eksisteret på mange fagområder.

Selve oprettelsen af den lokale partiforening sker ved en stiftende generalforsamling søndag den 4. februar i Det store mødelokale i Viborg Svømmehal, Banegårdspladsen 1, Viborg. Her er alle interesserede velkomne til at møde op. Mødet vil starte med en introduktion til partiet ved Liberalisternes landsformand, Torben Mark Pedersen.

“Oprettelsen af lokalafdelingen i Viborg har været på vej et stykke tid. Vi er allerede et antal her fra området, som er medlemmer af Liberalisterne. Derfor er det helt naturligt, at vi sætter os sammen og opretter en lokal partiforening, siger Morten Sørensen , der selv er medlem af Liberalisternes hovedbestyrelse.

“Liberalisternes indtog i Viborg er vigtig for de liberale kræfter i områder, der de seneste år er blevet svigtet politisk. Det vil vi rette op på med ægte liberal politik, siger Morten Sørensen.

Med oprettelsen af Liberalisterne, Viborg, eksisterer der nu fire lokale partiforeninger – et tal, der i løbet af i år kommer til at vokse betragteligt. Udover Viborg er der partiforeninger i København, Århus og Odense. Og flere er under oprettelse.

“I det seneste år har vi fokuseret på at få gjort partiet klar til en voldsom ekspansion. Nu kan vi se, at de træer, vi har plantet, begynder at bære frugt. Vi skal inden næste folketingsvalg være landsdækkende, så vi kan stille med lokale folketingskandidater i samtlige opstillingskredse” siger Liberalisternes landsformand, Torben Mark Pedersen og fortsætter:

“Et politisk parti som vores, skal selvfølgelig bygge på et bredt og ikke mindst lokalt grundlag. Det er det grundlag, der skal skaffe de omkring 20.000 underskrifter, vi skal bruge for at blive opstillingsberettigede. Det er det grundlag, der skal sikre os valg til Folketinget ved næste valg. Derfor er det vigtigt, at vi i allerede fra starten af det nye år får etableret endnu flere lokale partiforeninger. Og heldigvis kan vi allerede nu slå fast, den nye partiforening i Viborg kun er første trin i vores ekspansion. Allerede nu er vi ved at få rejst endnu flere lokale partiforeninger”, siger Torben Mark Pedersen.

Share

Posted by Morten Sørensen under Liberalisterne | No Comments »

Meningsløs fattigdomsdefinition

January 12th 2007

10/1 skriver 3 økonomiske vismænd en kronik i Jyllands-Posten om fattigdom i Danmark. Men kronikken handler ikke om fattigdom men i stedet om ulighed, da fattigdom defineres om 50% af medianindkomsten. Denne fattigdomsdefinition er imidlertid meningsløs.

Lad os lave et tankeeksperiment. I samfund A har halvdelen af borgerne 50.000 kr. til rådighed medens den anden halvdel har 75.000 kr. til rådighed. Her findes ingen fattigdom jf. ovennævnte definition. I samfund B har halvdelen af borgerne 100.000 kr. til rådighed, medens den anden halvdel har 300.000 kr. til rådighed. Her er halvdelen af borgerne fattige. Så må man jo spørge de økonomiske vismænd, om samfund A er at foretrække, fordi det ikke har fattige borgere? Eller ….?

Share

Posted by Morten Sørensen under Politik | No Comments »

Kæft trit og retning

January 10th 2007

Update: Ser nu, at Jarls Blog har skrevet et glimrende indlæg om samme emne, bl.a. med en henvisning til en fin artikel om emnet i Berlingske Tidende, der udstiller Foghs hykleri.

——-

Fra dagens Jyllands-Posten:

Ret ind, forsvar regeringens politik og angrib oppositionen. Sådan lød opsangen fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han på sit første ugentlige pressemøde i denne sæson indskærpede disciplinen over for folketingsmedlemmerne hos de konservative og Venstre.

[…]

Jeg synes ærlig talt, at medlemmer af regeringspartierne bruger deres kræfter bedst på at markedsføre, hvad der er regeringens politik og så i øvrigt gå i clinch med oppositionen. Det er sådan set de to vigtige opgaver, som hver dag kan fylde tiden ud,« slog Fogh fast.

Udtalelserne kommer bl.a. på baggrund af Lars Barfods udmeldinger om ændret dagpengesystem. Men hvordan var det nu lige, at Andres Fogh opførte sig under Schlüter-regeringerne. Ja den gang var Venstre i opposition og regering på en gang, som det hed sig i Venstre den gang. Den gang var der plads til idepolitisk debat ved siden af regeringsarbejdet. Man må spørge sig selv, om Anders Fogh overhovedet har en rygrad.

Op til valget i 2005 havde Venstres landsorganisation og Folketingsgruppen ingen indflydelse på de valgløfter, som Fogh gav. Jeg talte med et Folketingsmedlem og en Folketingskandidat, der begge fortalte mig, at de ingen som helst indflydelse havde haft på valgprogrammet, og faktisk så hørte de første gang om valgløfterne på et pressemøde sammen med resten af Danmarks befolkning. Når de så er blevet valgt til Folketinget, ja så skal de ifølge Fogh heller ikke øve indflydelse, men bare makke ret. Det er lidt svært som MF’er for Venstre at hævde, at man gør en forskel.

Det bliver i øvrigt meget spændende at følge Lars Barfoeds færden i den kommende tid. Inden han blev minister, kom han ofte med borgerlige udmeldinger i strid med Foghs socialdemokratiske projekt. Onde tunger hævede endda ved hans udnævnelse, at han blev udnævnt for at lukke munden på ham.

Share

Posted by Morten Sørensen under Anders Fogh & Det Konservative Folkeparti & Venstre | 1 Comment »

Politiken på glatis

January 7th 2007

På Observant har forfatteren lavet en glimrende research på en artikel bragt i Politiken om tortur i Kandahar-lejren.

Journalisten har læst en rapport fra American Civil-Liberties Union og skriver på den baggrund en artikel om tortur i Afghanistan. Men journalisten har fuldstændig misforstået (bevidst?) rapporten. Det bedste eksempel kommer her.

I artiklen skriver journalisten: “I vidneforklaringerne fortæller de amerikanske forhørsledere blandt andet, hvordan en fange er blevet trukket rundt i affald”.

Dette bygger journalisten på følgende beskrivelse i rapporten: “He was pulled along at a fast rate of speed, with his arms behind his back and feet shackled over a pile of rubbish upon which he (ord udstreget) tripped, and the second escort said that the first escort was going too fast. One of his shackles came undone. The detainee was thrown on the ground until the shackle could be fixed. He was then picked up and moved into the facility.”

Hertil kommenterer Observant selv: “Spørgsmålet om, om Hr. Seidelin har villet misforstå vidneudsagnene, eller om hans engelskkundskaber simpelthen er for ringe er for øvrigt stadig uafklarede.

Det er blogging, der rykker, når forfatteren bruger megen tid på at gennemgå en historie i MSM. Det er indlæg som disse, der holder journalisterne i ørene. Ufatteligt at Politiken ikke endnu har undskyldt artiklen.

Men læs selv indlægget på Oberservant.

Share

Posted by Morten Sørensen under Medier | No Comments »

1 års jubilæum

January 2nd 2007

Et navlebeskuende indlæg skal der også være plads til.

Den 29. december havde denne blog 1 års fødselsdag. Jeg havde et mål om mindst 2 indlæg om ugen men med 66 indlæg må jeg jo konstatere, at målet ikke er nået. Men på trods af dette er jeg godt tilfreds. Jeg har et tilfredsstillende besøgstal og er især stolt over, at Punditokraterne linker til mig.

Indlæggende har primært handlet om politik. Især Venstre, Danmarks Socialdemokratiske Parti, og Muhammedkrisen. Det naturvidenskabelige halter og helt galt er det gået med skeptisk indstilling til det overnaturlige (0 indlæg), men det må jeg jo gøre bod på i det nye år.

Efter egen bedømmelse kommer hermed de 3 bedste indlæg, jeg har haft:

3: Sodavands_frysepunkt og Så_frøs_light-sodavandene_til_is

2: Co-existence_of_Civilizations

1: De_10_værste_i_Muhammed-sagen

Det klart mest debatterede indlæg var løsningen til en gåde, som jeg havde fået fra min studiekammerat fra matematik-fysikstudiet på Århus Universitet, Tim Wille-Jørgensen. Til en julefrokost for nylig fortalte han mig, at han selv havde udtænkt gåden, hvilket, jeg synes, er ret imponerende.

Og når jeg nu er ved det navlebeskuende, så lige lidt tøse-blogging til sidst:

Mine 3 børn

Share

Posted by Morten Sørensen under Om bloggen | No Comments »

Nu også VU

January 2nd 2007

Venstres midterdrejning har længe bedrøvet mig; men som gammel VU’er har jeg altid trøstet mig med, at vi har da VU som liberal vagthund. Noget tyder på, at denne forestilling nu også skal briste. For nylig fik jeg nedenstående e-mail fra VU’s landsorganisation:

——–
HJÆLP: Anders Fogh under angreb!

Vi tillader os at kontakte dig, da du tidligere har været medlem i en af VU’s lokalforeninger. 

Venstrefløjens skræmmekampagner skal stoppes! Du har tidligere været medlem i en af Venstres Ungdoms lokalforeninger – Anders Fogh har brug for dig igen! 

Hjælp Anders Fogh med at slå Helle Thornings og venstrefløjens skræmmekampagner tilbage og få samtidig en masse medlemsfordele ud af det selv. Klik her for at gentegne dig med det samme.

BUPL lyver for børnene! 
Først var det BUPL og pædagogerne der uberettiget angreb regering og Anders Fogh for at skære ned, men BUPL lyver – faktisk viser det sig efterfølgende, at der ansættes flere pædagoger og der bruges 300 kr. mere pr. barn næste år.

Gymnasieeleverne strejker og blokere!
Så kom turen til gymnasieeleverne der strejkede og blokerede landet; Bertel skær ned på gymnasierne, eller “sådan føltes det i hvert fald”. Det er en lodret løgn: Der er faktisk tilført 230 millioner ekstra til gymnasierne – selv SF har indrømmet at der ikke er skåret en krone.
—————

Herefter en opfordring til på ny at melde mig ind i VU.

Jeg fylder 32 år i morgen, så VU-tiden er forbi, men jeg må sandelig konstarere, at der er løbet meget vand gennem åen, siden jeg var aktiv VU’er. I min VU-tid var vi Venstres liberale vagthund. Vi havde gode ideologiske diskussioner og arbejdede for at trække Venstre og resten af samfundet i liberal retning. Minimalstaten var in. Det var også det, vi prøvede at sælge et VU-medlemskab på.
 
Nu kan jeg så forstå på ovenstående e-mail, at man skal melde sig ind i VU for at kunne hjælpe Anders Fogh med sprede det lident liberale budskab om, at det offentlige forbrug bare vokser og vokser under den såkaldt borgerlige regering. Herved er VU med til at trække vælgernes holdning i socialistisk retning, da man giver udtryk for, at det vigtigste i politik er øget offentlig forbrug.
 
Arghhhhhh.

Må jeg endnu en gang anbefale Liberalisterne for hjemløse liberale.

Share

Posted by Morten Sørensen under Venstre & VU | 1 Comment »

DFF vandt i Ålborg Byret (gammel nyhed)

January 1st 2007

Omend nyheden er gammel, så skylder jeg en opdatering på min postering om Ålborg Portland sagen. Et referat af selve retsmødet kan læses i Danmarks Frie Fagforenings medlemsblad.

21. december faldt dommen, og Danmarks Frie Fagforening vandt sagen. Ålborg Byret fandt det bevist, at de to procesoperatører var blevet forflyttet p.g.a. deres valg af DFF frem for 3F. De 2 medlemmer af DFF fik hver en erstatning på 200.000 kr. Erstatningen er for lille, mener DFF, da store virksomheder med så små erstatninger blot vil spekulere i at betale erstatningen for at få ro. Dommen kan læses på DFF’s hjemmeside.

Jeg overværede desværre ikke selv retsmødet, der gik forud for dommen; men efter sigende var retsmødet ret interessant. Fællidstillidsmanden led af akut hukommelsestab, og dommeren måtte et par gange true med fængsel for falsk mened. Også direktøren for Ålborg Portland, Frands Grex, havde en lemfeldig tilgang til sandheden. I retten sagde han, at forflytningen af de 2 procesoperatører ikke var aftalt med 3F, men til 24timer Nordjyske havde han tidligere sagt det stik modsatte. Det lykkedes også direktøren at opfinde nogle trusler om vold mod de to medlemmer af DFF, for det passede ind i den afsluttende procedure.

I parentes bemærket har jeg flere gange oplevet erhvervsledere lyve skruppelløst, når de er anklaget for brud på foreningsfriheden. Og det har fået mig til at tænke på, om det er et almindeligt menneskeligt fænomen at gribe til løgnen, når man er anklaget, eller om man skal være kynisk og skruppelløs for at blive erhvervsleder.

Til lykke til Danmarks Frie Fagforening og de 2 medlemmer.

Share

Posted by Morten Sørensen under Eksklusivaftaler & Menneskerettigheder | No Comments »