Lars Løkke: “Der er enorme fordele ved at have en stor velfungerende offentlig sektor”
July 27th 2006 07:18 am
Nedenstående er et uddrag af et interview med Lars Løkke Rasmussen i Information 1. juli 2006. (Tak til Hairpin Bend.)
———-
“Min egen generation har jo ikke ræsoneret sig frem til, at velfærdssamfundet er en god idé. Det er ikke en teoretisk analyse, det er en medfødt erkendelse. Min generation er født ind i velfærdssamfundet med alle de fordele, det giver i form af at kunne få et uddannelsesmæssigt afsæt, der kan bringe en forbi ens forældre. Og en naturlighed i forhold til at vi i fællesskabets navn har skabt nogle rammer for vores ældre.”
– Men det lyder som Socialdemokraterne. Hvor er forskellen på S og V?
“Jeg er ikke så optaget af at markere forskelle i forhold til andre partier. Det er op til oppositionen at skabe en kant. Ikke regeringen. For mig handler det om, at vi vedkender os, at vi har en stor offentlig sektor. Det er på mange måder en kvalitet, men det rummer også nogle problemer. Der har været, hvis man kigger over et 10-årigt perspektiv især i borgerlig kredse, en tendens til at se mere på problemerne end på fordele. Og der er enorme fordele ved at have en stor velfungerende offentlig sektor.”
Vær med, så kører bussen
– Men hvor er det liberale Venstre henne?
“Jamen, det handler selvfølgelig om at få vores ideologiske tankegods med ind i den offentlige sektor. Men vi skal stoppe den meningsløse debat, der går på, om det skal være offentligt eller privat.”
————
Jeg har efterhånden opgivet de fleste Venstrefolk, men hvor er VU? Med denne udmelding burde Lars Løkke og VU nærmest være hinandens modstandere; men trods denne totale socialdemokratiske trosbekendelse fra partiets næstformand, skal VU nok ofre sig 100% på at sikre Anders Fogh og Lars Løkke 4 år mere ved magten til næste valg. Jeg forstår det ikke.
Hvor er mine tidligere VU-formænd henne? Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen, Peter Christensen og Torsten Schack Petersen (alle nuværende MF’ere): Det var holdninger som disse, I for få år siden lagde alle jeres kræfter i at imødegå. Og I havde ikke meget til overs for Venstrefolk, der ikke holdt den liberale fane højt.
Jeg ved, at der stadigvæk findes få liberale mennesker tilbage i Venstre. I spilder jeres tid i det parti. Må jeg anbefale partiet Liberalisterne.
Tag og læs hele interviewet her.
Bjarne Thyregod responded on 28 Jul 2006 at 08:47 #
Ja selv en blind høne kan finde et korn.
Når VU’ere vokser op og skal til at leve i virkeligheden så erkender de velfærdsstatens styrke og fordele og den dermed nødvendige offentlige sektor.
Førs var det Anders Fogh nu Lars Løkke der inddirekte erkender det liberalistiske eksperiments ubrugelighed.
Så vent bare du ender der også sammen med Eva Kjær, Christian Jensen, Jens Rhode osv.