Ny sag om fagforeningstvang

June 21st 2006 05:51 am

Nu skal dommen ved Menneskerettighedsdomstolen stå sin prøve.

Pressemeddelelse fra Danmarks Frie Fagforening

Første sag om foreningsfrihed efter dom ved Menneskerettighedsdomstolen:

Kræver over én million kroner af Aalborg Portland

Danmarks Frie Fagforening (DFF) har på vegne af to medlemmer krævet sammenlagt 1.116.990 kroner af cementfabrikken Aalborg Portland.

Det drastiske skridt kommer efter at to medlemmer, der har arbejdet på Aalborg Portland i henholdsvis 9 og 10 år, har følt sig groft chikaneret, efter de har skiftet fagforeningen 3F ud med DFF. Skiftet betød, at de to uden varsel blev flyttet fra deres skifteholdsarbejde som procesoperatører til rengøringsmedarbejdere på daghold – med en klækkelig lønnedgang til følge.

Det har fået DFF på banen:

“Vi er ærlig talt målløse over den behandling vores medlemmer har fået. I fagretsligt forstand er der jo tale om en fyring, hvorefter de har fået fremlagt nye ansættelseskontrakter. Det er ikke en måde at forhandle på”, siger formanden for Danmarks Frie Fagforening, Jørgen Mikkelsen, der samtidig peger på, at det ikke er mange måneder siden at foreningen vandt en retssag mod Danmark ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. En dom hvor det meget klart blev fastslået, at folk har ret til at organiserer sig, hvor de vil på arbejdsmarkedet.

DFF har forsøgt at bilægge striden på en mindelig måde – men uden held:

“Vi har kontaktet ledelsen via brev. Vi ville gerne have en begrundelse for, hvorfor at vores medlemmer så pludseligt måtte skifte stilling. Og vi ville sikre os, at skiftet intet havde med deres valg af fagforening at gøre. Men da fabrikken her godt en måned efter modtagelsen af brevet endnu ikke har svaret på det, må vi antage, at vi har ramt et ømt punkt”, siger Jørgen Mikkelsen.

Det er dog ikke noget hverken han eller de to medlemmer kan bruge til noget. Derfor modtager Aalborg Portland i dag et brev fra Danmarks Frie Fagforening, hvor fagforeningen på vegne af sine medlemmer kræver millionerstatningen. Og foreningen er klar til at gå hele vejen.

“Vi har beviser på, at det er fordi, at de har skiftet fagforening, at de er blevet fyret som procesoperatører. Og bliver det nødvendig, så er vi klar til at fremlægge dem i retten. Men ingen kan være interesseret i, at det kommer så langt, så vi håber, at vi finder en løsning inden vi når dertil. Men bolden er lige nu udenfor vores rækkevidde. Næste træk er Aalborg Portlands”, lyder det fra Jørgen Mikkelsen.

Share

Posted by Morten Sørensen under Eksklusivaftaler | No Comments »

Comments RSS

Leave a Reply