Staten er en dårlig betaler
April 21st 2006 06:43 am
Som det nok er de fleste læsere bekendt, så vandt jeg og Danmarks Frie Fagforening (DFF) 11. januar 2006 sagen om eksklusivaftaler ved Menneskerettighedsdomstolen. I dommen kunne man læse, at staten inden 3 måneder skal betale 33.700 € til DFF og 2.000 € til mig.
I starten af april skrev vores advokat til rette vedkommende ved staten (Udenrigsministeriet) og mindede den om, at 11. april udløb fristen for betaling. Vi har ikke modtaget noget endnu.
I dagens JP udtaler arbejdsmarkedsordfører for Venstre, Jens Vibjerg: “Pengene er på vej. De er blevet forsinket på grund af påsken. Der er sket en fejl, fordi man ikke har taget højde for påsken.” Den må jeg huske, hvis jeg en gang skulle komme til at skylde skattevæsenet penge.
I går var i øvrigt dagen, hvor lovforslaget om forbud mod eksklusivaftaler, som blev fremsat som en konsekvens af dommen, blev vedtaget af et stort flertal i Folketinget.