Politiske analyser
March 14th 2006 04:10 am
Færre og færre nyheder og politisk debat, flere og flere analyser. Det er min opfattelse af de danske medier. I mit næste liv vil jeg være politisk kommentater; de tjener deres penge for nemt.
F.eks. kunne man i Mennesker og Medier, P1, DR, høre Hans Engell analysere uenighederne de interne uenigheder i regeringen ovenpå Muhammed-sagen. Forsvarsminister Søren Gade (V) og skatteminister Kristian Jensen kom med to modsatrettede synspunkter, som Hans Engell tolkede som to jævnaldrende politikeres posionering i forhold til tiden efter Fogh. Kristian Jensen er født 21. maj 1971, Søren Gade er født 27. januar 1963. Tjah.
I weekendavisen, også fredag, kunne man om samme problemstilling læse følgende: “Og det er da heller ikke tilfældigt, at initiativet kommer fra Søren Gade, der konkurrerer med skatteminister Kristian Jensen om de vestjyske Venstre-vælgere. Begge er de valgt i det jyske erhvervscentrum – Gade i Holstebro og Jensen i Herning – to kredse, der ligger tæt på Bjerringbro, hvor regeringens skarpeste kritiker, Grundfos-direktør Niels Due Jensen, residerer og regerer.”
Fra Holstebro til Bjerringbro er der ca. 70 km, fra Herning til Bjerringbro er der ca. 60 km. Bjerringbro ligger i den østlige del af Viborg Amt, medens både Herning og Holstebro ligger i Ringkøbing Amt. D.v.s. dem i Bjerringbro, (eller nabokommuner for den sags skyld) ikke kan stemme på hverken Kristian Jensen eller Søren Gade.
Kunne Arne Hardis og Hans Mortensen fra Weekendavisen dog ikke lige kigge på et kort, inden de kommer med deres lommefilisofi.